Mundkurve tøjler forskningsfriheden
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mundkurve tøjler forskningsfriheden

Mundkurvskontrakter, pres for at få markante forskere fyret eller til at klappe i, en nylig undersøgelse med Danmark blandt bundskraberne: Der er flere tegn på, at det ikke står godt til med forskningsfriheden.

Det konstaterer Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, i en ny bog, som er resultatet af et flerårigt forskningsprojekt.

Meget kort fortalt mener han, at årsagen er den stigende andel af bevillingerne, der kommer fra eksterne kilder, og at universitetsledelsen ikke tager sit ansvar alvorligt.

»Alt er dog ikke nedslående,« skriver Heine Andersen i bogen med den bemærkelsesværdige tilføjelse:

»Mange forhold er forbedret gennem tiden, f.eks. i forhold til enevældens tid.«

Forskningsfrihed og videnskabsetik

Ifølge universitetsloven har et universitet »forskningsfrihed« og »skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabs­etikken«.

I bemærkningerne hedder det:

»Herved bidrager de (universiteterne, red.) til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier, og de er med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat.«

I vedtægterne for DTU hedder det, at »DTU skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed inden for videnskabsetiske rammer«, og lignende findes hos andre universiteter. Der burde således ikke være noget at diskutere. Men når man ser på praksis, deles vandene, for forskningsfrihed er ikke et præcist defineret begreb.

Er det et problem?

Og hvorvidt det er et problem, er der også delte meninger om.

»Vi behøver ikke en helt fast definition af begrebet forskningsfrihed; der er forskel på humaniora og ingeniørvidenskab. Men det er godt, vi har diskussionen,« siger Finn Kjærsdam, der i mange år var rektor for Aalborg Universitet.

Heine Andersen går ind for en meget vidtgående fortolkning, hvor man ikke blot har frihed fra, men også frihed til. Frihed fra dækker over, at forskning udføres uden ekstern indblanding, frihed til indebærer, at der rent faktisk bliver stillet de nødvendige ressourcer til rådighed.

Forskerne får næppe nogensinde en blankocheck, der giver ultimativ frihed til. Der er mange gode argumenter for, at en overordnet prioritering skal supplere forskernes ‘frie leg’. Men Heine Andersen har en pointe i, at der er sket en markant ændring i bevillingsstrukturen, som har haft betydning for, hvordan forskningsfrihed praktiseres.

Og selv begrebet frihed fra er truet, mener Heine Andersen, der kritiserer universitetsledelserne skarpt for at indgå aftaler, der begrænser forskernes mulighed for at tale åbent om deres forskningsresultater:

»De er ikke alene et brud på universitetsloven, de er også i flere tilfælde brud på forvaltningsloven.«

Omstridte fusioner

De ministerielle mundkurvskontrakter blev kendt i forbindelse med Gyllegate-sagen, der kostede Eva Kjer Hansen (V) posten som fødevare- og miljøminister i 2016.

De er opstået efter fusionerne i 2007, hvor hovedparten af sektorforskningsinstitutionerne – som f.eks. Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Miljøundersøgelser og Statens Byggeforskningsinstitut – blev lagt ind under universiteterne.

Mange har peget på indlysende fordele ved disse fusioner, men flere kunne tidligt se, at de også kunne give anledning til problemer.

Mens daværende videnskabsminister Helge Sander lovede, at sektorforskerne nu fik samme forskningsfrihed som universitetsforskere, funderede DTU’s daværende, rektor Lars Pallesen, i sin årsfesttale i 2007 over, om politikere og embedsmænd mon kunne holde til ikke at have styr på sektorforskningen, som de havde haft gennem den såkaldte instruktionsbeføjelse.

Fra instruks til mundkurv

Nu kan vi se, at instruktioner i mange tilfælde blev erstattet af mundkurve. Selv om mundkurvene ikke sidder helt så stramt længere, efter at Ombudsmanden i år gav sin mening til kende, er der stadig et problem for forskningsfriheden, mener Heine Andersen.

Stod det til ham, var alle bedre tjent med, at sektorforskningen igen blev udskilt fra universiteterne og der kom helt rene linjer for universitetsforskningen – et synspunkt, Finn Kjærsdam dog ikke er enig i:

»Vi skal opretholde en forskningsbaseret myndighedsbetjening på universiteterne,« siger han.

Et problem for tiltroen

Når Ombudsmanden nu har medvirket til at løsne mundkurven, løser det dog ikke alle problemer.

Finn Kjærsdam ser en bekymrende tendens, hvor ministerier vil løse opgaver internt eller udbyde dem i konkurrence til konsulenter uden forskningsfrihed – og hvor man groft sagt kan bestille en konklusion.

»Det er et problem for tiltroen til den politiske beslutningsproces.«

Med sektorforskningsinstitutionerne lagt ind under universiteterne er den myndighedsbetjening, de traditionelt har leveret, nu blandt de eksterne finansieringskilder, universiteterne kæmper indbyrdes om.

Gaver koster

Den øgede eksterne finansiering af forskningen på universiteterne er i det hele taget et stort problem, mener Heine Andersen.

Det kan nemlig koste et universitet dyrt at modtage e n stor gave til et nyt forskningscenter, idet mange private fonde ikke bidrager til de faste omkostninger, som stiger i takt med, at nye aktiviteter sættes i gang.

Når universiteterne bruger deres egne midler til at betale de øgede faste omkostninger, bliver der færre penge og dermed mindre frihed til forskere uden for disse satsninger.

Med den højere grad af ekstern finansiering er fulgt en kraftig stigning i antallet af korttidsansatte medarbejdere. Disse forskere har stort set ingen forskningsfrihed, da de bliver ansat til et specifikt projekt, som en mere erfaren forsker har defineret og skaffet sig økonomisk støtte til fra en forskningsfond.

»Vi kan nok leve med, at ph.d.-studerende og de helt unge post.docs ikke har forskningsfrihed, men så skal det også høre op, for ellers lærer nye generationer af forskere ikke at definere deres egne projekter,« siger Finn Kjærsdam.

Tankevækkende er det dog, at de unge forskere med stærkt begrænset eller ingen frihed synes totalt fraværende i den debat, der har været i kølvandet på Heine Andersens bog. Det er måske det allerstørste problem i debatten.

Heine Andersen: ‘Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed’, Hans Reitzels Forlag, 360 sider, 300 kr.

Det gamle ordsprog om at den der betaler bestemmer musikken gælder stadig.
Det er vel universiteternes ansvar at sikre, at resultatet af en betalt undersøgelse må offentliggøres, selvom resultatet ikke var det ønskede. Eller er det opdragsgiverens ejendom, som han kan arkivere lodret?

  • 2
  • 4

Strategien i Jens Ramskovs fremstilling bygger på distinktionen mellem episteme og doxa, den uindskrænkede ret til demokratisk at sætte det eksplicitte via betydningernes implicitte forudsætninger!

Det er han dygtig til.

Som yderst kompetent og detaljeret botaniker begår han sig fint med referencerne. Heine Andersens arbejde indskrives på holdningernes parkeringsplads, de ansatte ved universiteterne - som endnu har deres udkomme via de økonomiske mekanismer, som Heine Andersen beskriver som afgørende for ytringsfrihedens grænser - er ikke enige med Heine Andersen, derfor er hans bog bare et partsindlæg, som de ved!

Performativt bekræfter artiklen budskabet fra den bog, som de ansatte ved universiteterne enten er mundlamme i forhold til eller eksplicit uenige i.

Det er ikke så godt. Det er faktisk noget skidt. Beklageligt, lige frem! For hvordan i hele hule h. kan den verden tillade sig at være så mundlam, på det her felt? Det handler om andet og mere end penge, det handler om respekten for det, som deres kære arbejdsgivere tærer på, når de køber de mundlamme ansattes ydelser, dvs. "sandhed/kvalificeret videnskabelig viden"!

Forskningsmidlerne er alt overvejende statens. Men de midler, som erhvervslivet kaster efter forskningen til bundne opgaver, samt erhvervslivets positioner i universiteterenes ledelse, dikterer stort set alt intellektuelt liv i de institutioner nu. Sådan var det ikke den gang jeg gik på Odense Universitet! Den var ikke gået Grandberg.

Det har intet med fri forskning at gøre, det der udfolder sig på Syddansk Universitet, det som står i stedet for det, som jeg kendte og fungerede under.

Markedet med dets vilkår bestemmer ikke på universiteterne, hvis det er det, som de tror, jeg vil frem til. Det er sat ud af kraft, men dyrkes så meget mere som ideologi inden for alt, hvad der har med økonomi at gøre.

Mere bredt, dvs. især inden for alt, hvad der kan udvikles af produkter i teknisk, produktmæssig forstand, der er det erhvervsinteresser der bestemmer over statsmidlerne med de få bundne midler, som de investerer,, og som de bruger til at styre statens ressourcer i af navngivne investores definerede projekter.

Mundkurven, og forbudet mod at indrømme, at man har mudkurv på (definitionen på den dobbelt mundkurv, det der udløste en journalistpris), den kan Jens Ramsgård ikke lade være med at komme ind på. Prisen, som Eva Kjer betalte for udstedelsen af denne klamme ting til Århus universitet, dækker over den store, som vi andre betaler videre på, med fx Lunde på posten som "miljøvogter"!

Espen Lunde kom ind, hvor hun blev gået. Og fiflerierne med opgørelserne over konsekvenserne af den pakke, som folketinget bar igennem på falske præmisser, vil ingen ende tage. Puh ha, hvor det lugter fælt!

Den særlige markedslogik, som finanssektoren dikterer de skiftende regeringer at adlyde, når det drejer sig om at prioritere hensyn mellem landbrugserhverv og de dysfunktionelle aspekter af den ekstremt kapitalintensive produktion i netop landbruget, sætter sig især igennem i de styrende organer, hvor navngivne erhvervsinteresser, som alle andre aktører på et frit marked, identificerer sine interesser med de sande almeninteresser.

Problemet er, at det er særinteresser, der via få private midler og magt over styringsorganer styrer hele den statsfinansierede universitetsverden.

Dvs. markedslogikken dyrkes fx på de økonomiske fakulteter, hvor det hedder sig at de frie aktørers frihed til at forfølge egne målsætninger med egne midler og på eget ansvar er garanten for udviklingen mod den bedste af alle verdener. Men det er kun ideologien, der dyrkes eksplicit i universitetsverdenen. Implicit er markedet sat ud af kraft med de individuelle økonomiske aktørers magt over statens forskningsmidler!

Liberalisterne kan ikke få øje på det. De er mundlamme!

I den virkelige universitetsverden er det private insvestorer og proklamerede ideologiske ultraliberalister der spænder den fri forskning og statsmidlerne for egne snævre interesser.

Det er fakta. Det er dokumenteret. Men Jens Ramsgård reducerer det, som Heine beskriver, til doxa.

På den måde skriver den hæderkronede journalist sig fint ind på den forkerte side af distinktionen, som underlødig positionering, doxa, over for kvalificeret videnskabelig viden, sandhed.

  • 2
  • 3