Mundkurve tøjler forskningsfriheden
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mundkurve tøjler forskningsfriheden

‘Gyllegate’ blev navnet på den sag, der bragte de såkaldte ‘ministerielle mundkurvskontrakter’ frem. (Arkivfoto)

Mundkurvskontrakter, pres for at få markante forskere fyret eller til at klappe i, en nylig undersøgelse med Danmark blandt bundskraberne: Der er flere tegn på, at det ikke står godt til med forskningsfriheden.

Det konstaterer Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, i en ny bog, som er resultatet af et flerårigt forskningsprojekt.

Meget kort fortalt mener han, at årsagen er den stigende andel af bevillingerne, der kommer fra eksterne kilder, og at universitetsledelsen ikke tager sit ansvar alvorligt.

»Alt er dog ikke nedslående,« skriver Heine Andersen i bogen med den bemærkelsesværdige tilføjelse:

»Mange forhold er forbedret gennem tiden, f.eks. i forhold til enevældens tid.«

Forskningsfrihed og videnskabsetik

Ifølge universitetsloven har et universitet »forskningsfrihed« og »skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabs­etikken«.

I bemærkningerne hedder det:

»Herved bidrager de (universiteterne, red.) til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier, og de er med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat.«

I vedtægterne for DTU hedder det, at »DTU skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed inden for videnskabsetiske rammer«, og lignende findes hos andre universiteter. Der burde således ikke være noget at diskutere. Men når man ser på praksis, deles vandene, for forskningsfrihed er ikke et præcist defineret begreb.

Er det et problem?

Og hvorvidt det er et problem, er der også delte meninger om.

»Vi behøver ikke en helt fast definition af begrebet forskningsfrihed; der er forskel på humaniora og ingeniørvidenskab. Men det er godt, vi har diskussionen,« siger Finn Kjærsdam, der i mange år var rektor for Aalborg Universitet.

Heine Andersen går ind for en meget vidtgående fortolkning, hvor man ikke blot har frihed fra, men også frihed til. Frihed fra dækker over, at forskning udføres uden ekstern indblanding, frihed til indebærer, at der rent faktisk bliver stillet de nødvendige ressourcer til rådighed.

Forskerne får næppe nogensinde en blankocheck, der giver ultimativ frihed til. Der er mange gode argumenter for, at en overordnet prioritering skal supplere forskernes ‘frie leg’. Men Heine Andersen har en pointe i, at der er sket en markant ændring i bevillingsstrukturen, som har haft betydning for, hvordan forskningsfrihed praktiseres.

Og selv begrebet frihed fra er truet, mener Heine Andersen, der kritiserer universitetsledelserne skarpt for at indgå aftaler, der begrænser forskernes mulighed for at tale åbent om deres forskningsresultater:

»De er ikke alene et brud på universitetsloven, de er også i flere tilfælde brud på forvaltningsloven.«

Omstridte fusioner

De ministerielle mundkurvskontrakter blev kendt i forbindelse med Gyllegate-sagen, der kostede Eva Kjer Hansen (V) posten som fødevare- og miljøminister i 2016.

De er opstået efter fusionerne i 2007, hvor hovedparten af sektorforskningsinstitutionerne – som f.eks. Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Miljøundersøgelser og Statens Byggeforskningsinstitut – blev lagt ind under universiteterne.

Mange har peget på indlysende fordele ved disse fusioner, men flere kunne tidligt se, at de også kunne give anledning til problemer.

Mens daværende videnskabsminister Helge Sander lovede, at sektorforskerne nu fik samme forskningsfrihed som universitetsforskere, funderede DTU’s daværende, rektor Lars Pallesen, i sin årsfesttale i 2007 over, om politikere og embedsmænd mon kunne holde til ikke at have styr på sektorforskningen, som de havde haft gennem den såkaldte instruktionsbeføjelse.

Fra instruks til mundkurv

Nu kan vi se, at instruktioner i mange tilfælde blev erstattet af mundkurve. Selv om mundkurvene ikke sidder helt så stramt længere, efter at Ombudsmanden i år gav sin mening til kende, er der stadig et problem for forskningsfriheden, mener Heine Andersen.

Stod det til ham, var alle bedre tjent med, at sektorforskningen igen blev udskilt fra universiteterne og der kom helt rene linjer for universitetsforskningen – et synspunkt, Finn Kjærsdam dog ikke er enig i:

»Vi skal opretholde en forskningsbaseret myndighedsbetjening på universiteterne,« siger han.

Et problem for tiltroen

Når Ombudsmanden nu har medvirket til at løsne mundkurven, løser det dog ikke alle problemer.

Finn Kjærsdam ser en bekymrende tendens, hvor ministerier vil løse opgaver internt eller udbyde dem i konkurrence til konsulenter uden forskningsfrihed – og hvor man groft sagt kan bestille en konklusion.

»Det er et problem for tiltroen til den politiske beslutningsproces.«

Med sektorforskningsinstitutionerne lagt ind under universiteterne er den myndighedsbetjening, de traditionelt har leveret, nu blandt de eksterne finansieringskilder, universiteterne kæmper indbyrdes om.

Gaver koster

Den øgede eksterne finansiering af forskningen på universiteterne er i det hele taget et stort problem, mener Heine Andersen.

Det kan nemlig koste et universitet dyrt at modtage e n stor gave til et nyt forskningscenter, idet mange private fonde ikke bidrager til de faste omkostninger, som stiger i takt med, at nye aktiviteter sættes i gang.

Når universiteterne bruger deres egne midler til at betale de øgede faste omkostninger, bliver der færre penge og dermed mindre frihed til forskere uden for disse satsninger.

Med den højere grad af ekstern finansiering er fulgt en kraftig stigning i antallet af korttidsansatte medarbejdere. Disse forskere har stort set ingen forskningsfrihed, da de bliver ansat til et specifikt projekt, som en mere erfaren forsker har defineret og skaffet sig økonomisk støtte til fra en forskningsfond.

»Vi kan nok leve med, at ph.d.-studerende og de helt unge post.docs ikke har forskningsfrihed, men så skal det også høre op, for ellers lærer nye generationer af forskere ikke at definere deres egne projekter,« siger Finn Kjærsdam.

Tankevækkende er det dog, at de unge forskere med stærkt begrænset eller ingen frihed synes totalt fraværende i den debat, der har været i kølvandet på Heine Andersens bog. Det er måske det allerstørste problem i debatten.

Heine Andersen: ‘Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed’, Hans Reitzels Forlag, 360 sider, 300 kr.

Det gamle ordsprog om at den der betaler bestemmer musikken gælder stadig.
Det er vel universiteternes ansvar at sikre, at resultatet af en betalt undersøgelse må offentliggøres, selvom resultatet ikke var det ønskede. Eller er det opdragsgiverens ejendom, som han kan arkivere lodret?

  • 2
  • 4