Mulig planet-dræber: Asteroide fundet gemt bag Solens lys
Asteroider er lettere at se i mørke end i lys, for Solen blænder de fleste teleskoper.
Men der findes et teleskop, der kan se de bittesmå prikker i nærheden af solen: Det højteknologiske Dark Energy-kamera (DECam) ved Victor M. Blanco-teleskopet i Chile.
Det har et forskerhold nu benyttet sig af, og ved at støvsuge himmelrummet i tusmørket har de fundet tre nye nærjords-asteroider (NEA) i det indre solsystem. Den nye opdagelse er publiceret i tidsskriftet The Astronomical Journal.
To af dem er over en kilometer i diameter, hvilket kvalificerer dem som såkaldte planet-dræbere.
Den ene, kaldet 2022 AP7, er 1,5 kilometer bred og har et kredsløb, der hypotetisk set en dag vil kunne krydse Jordens bane og dermed skabe store skader på vores planet.
AP7 er dermed den største farlige asteroide, man har fundet i otte år.
Det betyder dog ikke, at det er sandsynligt, at asteroiden kolliderer med Jorden. Men den vil blive en af dem, NASA og andre rumagenturer holder ekstra godt øje med fremover.
Skulle det alligevel ske, at asteroiden bevæger sig farligt tæt på, har NASA heldigvis for nyligt bevist, at det er muligt at skubbe en asteroide ud af kurs.
DART-missionen lykkedes den 27. september med at rykke på den 150 meter brede Dimorphos-asteroide.
Teleskop med flydende kvælstof er eneste løsning
Dark Energy-kameraet DECam er nødvendigt for tusmørke-missionen, da det både kan observere dybt og bredt: Altså både langt væk og i store områder ad gangen.
Kameraet er et såkaldt CCD-kamera med 570 megapixels, der kan se i det infrarøde spektrum. Det virker bl.a. ved at fokallinsen køles ned ved hjælp af flydende kvælstof.
Ingeniøren beskrev kameraet dengang, det blev annonceret i 2011.
DECam er det eneste kamera, der kan klare opgaven, siger Scott S. Sheppard, astronom på Carnegie Institution for Science og hovedforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.
»Der skal bruges store områder af himlen, da asteroiderne er sjældne, og dybe billeder er nødvendige, fordi du kæmper mod det lyse tusmørke tæt på solen, såvel som den forvrængende effekt af Jordens atmosfære.«
Ifølge Sheppard er studiet et stort skridt på vejen til at identificere de farlige asteroider, men der er stadig et stykke arbejde igen.
