MT Højgaard har haft mistanke til møllefundamenterne i et halvt år
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

MT Højgaard har haft mistanke til møllefundamenterne i et halvt år

Selv om der allerede sidste sommer blev konstateret sætninger mellem havmøllefundament og overgangsstykke i Shells hollandske havvindmøllepark Egmond ann Zee, gik andre havmølleejere som Vattenfall og Dong først for to måneder siden i gang med at undersøge egne offshore-parker med den samme monopæl-konstruktion.

For det var først på det tidspunkt, at Dong og Vattenfall blev opmærksom på, at der var et problem med monopælfundamentet.

Men i den del af entreprenørbranchen, der leverer fundamenter til havvindmøller, er problemerne med de fejlkonstruerede fundamenter noget, man har talt meget om det sidste halve år.

Læs også: Infografik: Her svigter betonen i havmøllefundamenterne

»Allerede for et halvt år siden rettede branchen mistanke mod monopælsfundamenterne og satte sig for at undersøge dem nærmere. Men der er en væsentlig forskel derfra og til at erkende, at der er et problem, som det skete for to måneder siden,« siger Thorbjørn N. Rasmussen, koncerndirektør for anlægs- og udlandsområdet i entreprenørkoncernen MT Højgaard.

MT Højgaard er den mest fremtrædende leverandør af monopilefundamenter i Europa, men leverandørerne tæller også Bladt Industries, Per Aarsleff, Bilfinger Berger, Sif, Smulders og KBR.

Dong: Det kunne de godt have sagt

»Nogle af vores kunder har bedt os undersøge problemet, og vi har selvfølgelig en interesse i at hjælpe mølleejerne med at finde ud af, hvad problemet er. Det har vi gjort,« siger Thorbjørn Rasmussen, der finder det helt naturligt, at leverandørerne stiller deres praktiske erfaringer til rådighed.

I Dong synes koncerndirektør Niels Bergh-Hansen nu godt, at fundamentleverandørerne noget tidligere kunne have stillet deres mistanke mod monopælfundamenterne til rådighed for ejerne af havvindmølleparkerne:

»Det kommer bag på mig, at fundamentleverandører, DNV og andre i branchen så længe har haft mistanke til fundamenterne. Det kunne de godt have sagt. Vi hørte først om det i februar,« siger Niels Bergh-Hansen.

Tid til at finde en god løsning

Han vurderer imidlertid, at der er god tid til at finde en løsning og gøre det ordentligt:

»Vores eksterne rådgiver har regnet det igennem og siger, at der ikke er risiko for, at møllen vil kollapse. De siger, at med den hastighed, som man kan se det udvikle sig, er det først kritisk om et til to år, men at vi skal holde særligt øje med transformerplatformene. Eftersom der er meget pres på, er der risiko for, at tingene vil accelerere hurtigere end på en almindelig vindmølle,« siger Niels Bergh-Hansen.

Thorbjørn Rasmussen understreger også, at det ikke er et akut problem:

»Jeg har ikke hørt nogen eksperter udtale med sikkerhed, at fundamenterne kun kan holde x antal år. Det, der er spørgsmålet, er jo, om man vil vente på at konstatere, hvad der så sker. Det kan jeg godt forstå, at nogle bygherrer ikke vil, men gøre en indsats og fjerne problemet. Andre kunder vil nøjes med at holde fundamenterne under observation, fordi det ikke er 100 procent sikkert, at fejlen udvikler sig til at true møllens stabilitet,« siger Thorbjørn Rasmussen, der snarere opfatter udviklingen som udtryk for de kontinuerlige forbedringer, der hele tiden sker.

Nye normer i en ruf

I det normudvalg, som DNV har oprettet, arbejder entreprenører, rådgivere og mølleejere på at finde en fremtidsholdbar løsning, der tager højde for erfaringerne med monopilefundamentet. Men selv om tegninger med forskellige løsninger bliver skudt frem og tilbage over bordet, er det endnu for tidligt at sige, hvordan den nye norm ser ud:

»Vi ved ikke, hvornår eksperterne er enige om løsningen. Ingen bruger tid på at finde ud af, hvis ansvar det er. Derimod bidrager alle positivt til at finde den mest konstruktive løsning. Derfor tror jeg på en forholdsvis hurtig løsning,« siger Thorbjørn Rasmussen.

Men internationalt kan accepten af normen godt tage tid:

»Selv en EC-norm er ikke ensbetydende med, at alle lande vælger at følge den. Forskellige omstændigheder kan betyde, at certificerende myndigheder i de enkelte lande har en anden tolkning, Det er jo ikke eksakt videnskab eller facit med to streger under. Men man har tidligere set fra vindmøllebranchen, at normerne, i takt med erfaringen, bliver mere accepterede og gængse,« siger Thorbjørn Rasmussen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten