Mr. Vindkraft holder jubilæum
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Mr. Vindkraft holder jubilæum

Det passer sandsynligvis ikke festens midtpunkt med al den festivitas omkring hans person i dag, men hvis nogen fortjener at blive fejret for en enestående indsats i udviklingen af moderne vindkraft-teknologi gennem (mindst) 25 år, så er det Henrik Stiesdal, der beklæder stillingen som teknologichef hos Siemens Wind Power.

Han er uden tvivl en af branchens mest innovative hjerner med 169 opfindelser og patenter på samvittigheden. Han er kendt af alle i vindmøllebranchen og i forskningsmiljøerne verden over, og han har en stor del af æren for, at vindkraft i dag er blevet en moden og respekteret teknologi og vind en energikilde, man regner med - på linje med olie, gas og kul.

Meget mere end 25 år

Henrik Stiesdal er en af vindmøllebranchens mest innovative hjerner med 169 opfindelser og patenter på samvittigheden. (Foto: Siemens Wind Power) Illustration: Ukendt

Hos Siemens kipper de med flaget for de seneste 25 år - der dækker tiden hos Bonus Energy, det senere Siemens Wind Power - men Stiesdal har faktisk rodet med vindkraft længe før 1987.

Han har flere gange fortalt, at det var oliekrisen og et besøg på Tvind, der fik ham til at interessere sig for vindkraft som energikilde. Og allerede i 1976 - som 19-årig - gik han i gang med at eksperimentere med vindens fysik på en trevinget hurtigløber, som han byggede af genbrugsdele hjemme på forældrenes gård i Vildbjerg i Vestjylland.

Her gjorde han sig praktiske erfaringer med vindens kræfter, som han fik meget stor respekt for. Den respekt har præget hans udviklingsarbejde med vindteknologien siden.

Stiesdal kom derefter i kontakt med en smed i Herborg, Karl Erik Jørgensen. Sammen udviklede de en vindmølle, som blev patenteret og solgt på licens til Vestas, der satte den i produktion i 1979. Stiesdal arbejdede en kort overgang freelance for Vestas, men valgte i 1987 at gå til Bonus Energy i Brande.

Jubilaren har ikke nogen formel ingeniøruddannelse - han har studeret medicin og fysik på Odense Universitet - men det har absolut ikke været nogen hæmsko for Stiesdal, som er velsignet med en ualmindeligt godt hoved.

Verdens første havmølleprojekt

Spørger man, hvad han selv er mest glad for at have været med til at udvikle i sin efterhånden lange karriere, fremhæver han verdens første havmølleprojekt, som Bonus satte i søen sammen med Elkraft så tidligt som i 1991 ud for Vindeby på Lollands nordvestkyst. Hvor den stadig snurrer:

»Det fine var, at vi gjorde det rigtige fra starten. At vi for eksempel kørte med en helt lukket kabine og tårn, med varmevekslerkøling og med en særlig overfladebehandling,« siger han.

Han fremhæver også det, han kalder 'det enkle mølledesign' på Bonus' 600 kW-vindmøllemark IV, som blev bevaret op til og med 2,3 MW-møllerne.

En tredje markant nyskabelse er en ny, ultra-avanceret vingeproduktionsteknologi, hvor hele vingen støbes i én og samme proces. På den måde undgår man limning af de to skaller med de muligheder for fejl, som det giver. Samtidig foregår støbningen inde i helt lukkede rum, hvilket også er en stor fordel for arbejdsmiljøet.

Endelig er der 'gennembruddet med direct drive-møllerne', som Henrik Stiesdal udtrykker det.

Altså vindmøller uden gear, hvor han og hans team fik udviklet en helt særlig 'omvendt' generator med permanente magneter, der muliggør et meget elegant og enkelt layout i mølletoppen. Ja, man kan faktisk spadsere gennem generatoren direkte ud i navet - hvilket også er med til at reducere vægten i tårntoppen. Det er en teknologi, som første gang blev fremvist i juli 2008, men som nu kommer til at sidde i mange af Siemens' vindmøller. Og en teknologi, som udvikleren selv kalder 'den smarteste og smukkeste maskine på markedet'.

Tillykke til Henrik! Og til Siemens som har stor gavn af hans viden. Tak til Henrik for de mange sobre indlæg her på ing.dk som på en enkel måde formidler nogle af de mere indviklede forhold på vindkraft-området.

  • 0
  • 0

Men hvor kan jeg finde billeder og beskrivelse af den nye generator. Har forgæves ledt i flere år.
Med venlig hilsen

  • 0
  • 0