Motordel fra Airbus 380-fly fundet på Indlandsisen efter to års jagt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Motordel fra Airbus 380-fly fundet på Indlandsisen efter to års jagt

Fire meter under Indlandsisen fandt efterforskere endelig den såkaldte fan hub, der kan opklare, hvorfor en A380-800 mistede sin motor tilbage i 2017. Illustration: Dirk van As, Greenland Guidance

Efter to års søgen har et hold efterforskere under ledelse af GEUS endelig fundet den afgørende motordel, der forhåbentlig kan opklare, hvorfor et Air France fly af typen A380-800 mistede den ene motor i 2017.

Uheldet skete over indlandsisen den 30.september under en flyvning fra Paris til Los Angeles, hvor de 497 passagerer og 24 besætningsmedlemmer hørte et højt smæld efterfulgt af rystelser og kunne konstatere, at store dele af motor nummer 4 - den yderste på højre side af flyet - var forsvundet.

Efterfølgende fandt efterforskere 31 dele, men ikke den sidste og afgørende del, den såkaldte fan hub. Det er er den centrale del, som motorens 24 fanblade sidder fast på. Netop den, mener havarikommissionen i Frankrig, er nøglen til at opklare havariet.

Men den 23. maj i år bippede efterforskningsleder Ken Mankoffs metaldetektor og jublen fik frit løb:

»Vi gav os bare til at hoppe op rundt i glæde. Det havde været en vanvittig dag, og vi var tæt på at give op,« fortæller han.

Luftindtaget og alle fan-bladene (markeret med rødt) forsvandt fuldstændig fra jetmotoren. Nu samler interessen sig om den såkaldte fan hub, der holdt sammen på fan-bladene (markeret med blåt). Illustration: Engine Alliance

Begav sig ud på snedækkede gletsjerspalter

I to år havde efterforskerne fra GEUS med jævne mellemrum gennemført ekspeditioner i Sydgrønland i temperaturer ned til minus 35 grader celsius, stormende kuling og risiko for at støde på sultne isbjørne.

I maj måned var de ved at afslutte deres ekspedition og havde indsnævret søgeområdet til et område på tre gange fem kilometer. Her havde et overvågningsfly fra det franske rumfartslaboratorium ONERA udpeget en række mulige steder, hvor den 150 kilogram flydel kunne tænkes at findes.

Den 23. maj havde efterforskerne gennemsøgt alle steder på nær et.

»Det sidste sted var et forfærdeligt område fyldt med snedækkede gletsjerspalter, vi ikke kunne se og var bange for at falde ned i,« fortæller Ken Mankoff.

Robotten FrostBoy fra Polar Research Equipment hjalp dog efterforskerne med at finde gletsjerspalterne under sneen ved brug af dens GPR-radar. Men i løbet af dagen begyndte vinden at tage til.

Vejrmeldingen lød på, at en storm var på vej, så efterforskerne fik travlt. De måtte også tænke kreativt, da deres ene sensor til at lokalisere flydelen - den såkaldte SnowTem fra Aarhus Universitet - var for tung og risikabel at trække ud på området med gletsjerspalter.

Læs også: Danske forskere hjælper med at opklare motormysterium i det kolde nord

»Vi endte med at skille den fuldstændig ad på isen, samle den med gaffatape og bambus og trække den efter os,« fortæller Ken Mankoff.

Robotten FrostyBoy, som efterforskerne havde med sig til at lokalisere flydelen Illustration: Austin Lines, Polar Research Equipment.

Gravede flydel fri med kædesav og varmekanon

I løbet af dagen registrerede de to medbragte detektorer metal under isen, og efterforskerne var ikke i tvivl om, at det var flymotordelen, der nu befandt sig under fire meter sne.

På grund af vejret måtte efterforskerne dog forlade området med helikopter og vendte først tilbage for nylig, hvor de slog lejr i to dage på en lille “ø” mellem to gletsjerspalter, mens de arbejdede med at få flydelen gravet fri.

Til arbejdet brugte efterforskerne kædesave, skovle, varmekanon og en elektrisk kran.

Nu bliver flydelen sendt til den franske havarikommission, der skal afgøre, hvorfor en GP7200 motor fra Engine Alliance med 3.527 flyvninger pludselig brød i stykker over Indlandsisen.

Emner : Fly
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Netop: Kæmpe omkostning og for hvad..

.. samt den menneskelige risiko, der øjensynligt var.
Man kan ofte udlede meget af lidt, hvis man gør sig umage.
Nu gik det godt, men kan franskmændene finde på i det mindste at betale de pengemæssige omkostninger for GEUS som det kontante bevis på deres påskønnelse?

  • 0
  • 20

@Thomss Ehler
Og
@Laurits Christen Henriksen

Hvis I ikke er flyingeniører, hvorfor tror I så I ved mere end det firma som iværksætter og bekoster havariundersøgelsen ?

Jeg synes det er dumsmarte bemærkning, som ikke passer i dette forum.

  • 31
  • 1

Et stort til lykke til eftersøgerne, herunder den danske havarikommission.
Der er vist ingen tvivl om at den fundne motordel er temmelig interessant for Engine Alliance og alle de pågældende A380 operatører, og mon ikke resten af branchen af producenter af store flymotorer kommer til at nærlæse resultatet af undersøgelsen. Motorhavarier af denne kaliber er sjældne, og når de sker er det selvfølgelig afgørende for hele branchen at få mest muligt at vide om årsagerne. Det kan nok retfærdiggøre at bruge en del ressourcer på at finde en vital motordel, der har fejlet.

  • 25
  • 0

Netop: Kæmpe omkostning og for hvad..

Ja måske for at øge sikkerheden ved flyvning, sådan at der måske IKKE er 500 mennesker der omkommer ved et fremtidigt haveri.

Uheldet er ret specielt, al den stund det ikke gik værre, for det kunne sagtens have gået grumme galt, og så skulle man lede efter delene, måske knust til atomer, over et kæmpe område.

Nu har man stumperne rimeligt intakte, og kan analysere ud fra det.

Og man laver altid meget dybtgående haveriundersøgelser når man taler flyvning, selv om det så betyder at man skal dykke ned på dybt vand efter vraget - eksempelvis fiskede man 90% af Partnair Flight 394 op af Nordsøen for at kunne stadfæste årsagen til ulykken.

  • 23
  • 0

Formodentligt har det at delen faldt ned i sne/firn gjort at delen ikke er blevet særligt beskadiget. Det vil give bedre muligheder for at analysere fejl.

  • 5
  • 0