Motor eksploderet: Amerikansk passagerfly tvunget til nødlanding
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Motor eksploderet: Amerikansk passagerfly tvunget til nødlanding

Illustration: NTSB/Twitter

I går eftermiddags (11:20 lokal tid) nødlandede en Boeing 737-700 fra flyselskabet Southwest i Philadelphia, efter at den venstre motor var eksploderet. Det skriver en lang række amerikanske medier.

Flyet var på vej fra New York Til Dallas, og om bord var 143 passagerer og 5 besætningsmedlemmer.

Læs også: Endelig rapport om MH370: Det forsvundne fly forbliver et mysterium

En umiddelbar vurdering fra de amerikanske sikkerhedsmyndigheder peger på, at skaderne på motoren skyldes, at et af fan-bladene (nr. 13) har revet sig løs på grund af metaltræthed. Illustration: NTSB/Twitter

Hændelsen skete i cirka 10 kilometers højde og bevirkede blandt andet, at et vindue blev ødelagt, og kabinetrykket forsvandt. Passagerer beretter om en kraftig lyd og efterfølgende voldsom raslen.

En kvinde blev delvist suget ud af flyet, men trukket tilbage igen af andre passagerer. Hun er efterfølgende død af sine kvæstelser. Yderligere seks passagerer blev kvæstet.

På en optagelse fra en af piloterne lyder det blandt andet: »Der er et hul, og noget forsvandt«.

Foreløbige undersøgelser udført af de amerikanske sikkerhedsmyndigheder for trafik (NTSB), tyder på, at det var et af motorens fan-blade som rev sig løs. Teknikere kan konstatere, at fan-blad nummer 13 mangler i motoren. Flyet var 18 år gammelt, og NTSB overvejer nu, om årsagen til, at skovlen rev sig løs, kunne være metaltræthed.

Læs også: Amerikansk militærfly styrter ned og dræber mindst 16

Piloten Tammy Jo Schults, som har været ansat siden 1994 og er tidligere F18-pilot i den amerikanske flåde, slukkede den venstre motor og nødlandede flyet sikkert.

Ved landingen blev det konstateret, at brændstof lækkede ud af flyet, og at der var en var en mindre brand i motoren.

Billeder fra Twitter, som er lagt på af passagerer, viser smadrede vinduer og motoren uden den ydre skal.

Læs også: 2016 var det sikreste år i luftfartens historie

Et tidligere medlem af NTSB, John Goglia, har i en kommentar til ulykken peget på et af de afgørende tekniske punkter i den forestående undersøgelse:

»Der er en skal rundt om motoren, som har til formål at opfange motordele, hvis dette sker. I dette tilfælde skete det ikke. Det bliver et centralt punkt for NTSB – hvorfor fungerede den ikke?« siger han til nyhedsbureauet AP.

Ulykken er den første siden 2009, som har kostet menneskeliv i USA, og det er første gang, at flyselskabet Southwest er involveret i en dødelig ulykke.

'Motor eksploderet'. Det var en noget frimodig - og amatøragtig - formulering. I vildeste omfang var det en 'uncontained engine failure'. Hvilket bestemt også er slemt.

I alle meldinger fra NTSB er der ingen oplysninger om brand i motor. Kun at piloterne på et tidligt tidspunkt fik indikation om motorbrand - men det skyldtes ifølge NTSB at kabler til motoren blev revet over.

Flyets alder er irrelevant. Hvor gammel/hvor mange cycler har motoren?

Og så tales der i artiklen om 'piloten'. Der var sådan set to.

  • 11
  • 4

Hvor gammel/hvor mange cycler har motoren?

CNN citere i en artikel Southwest CEO Gary Kelly, der siger at motoren har 40.000 cycles hvoraf en fjerdedel er siden sidste overhaul.
Det er fint nok at have tallet for cycles, men uden at kende max cycles på f.eks. den motors fan-blades bliver vi ikke så meget klogere.

Hvad jeg finder lidt interessant, er at det kun er 20 måneder siden at et fly af samme type med samme type motor fra samme selskab også havde en uncontained engine failure, hvor et fan-blade knækkede af, og ligesom i denne her ulykke, løsrev indløbs kanalen (engine inlet) fra resten af motoren. Dele fra motoren punkterede også da flyskroget, men ingen kom til skade.

  • 9
  • 0

vil man kunne sætte sådan et turbineblad i svingninger og simpelthen måle/høre om der er en svækkelse ???
Jeg forestiller mig en tonegenerator sætter svingninger på og en pickup opfanger eftersvingningerne-
Hvis turbinebladene er ens skulle eftersvingningerne også være det

Det kunne være spændende at måle på om nye blade svinger anderledes end ældre

  • 1
  • 2

Jeg foretog en indenrigs flyvning i USA for ca. 40 år siden, hvor jeg sad ved et vindue ud for en motor af samme type som denne.
Jeg læste i en avis, som var til rådighed i flyet, om en ulykke præcis som denne - bortset fra at i denne ulykke blev en person faktisk suget helt ud af flyet!
Da jeg fandt ud af, at mit fly var af nøjagtig samme type, bad jeg om at få et andet sæde - og jeg har siden undgået at sidde i den position!
Jeg har desværre ikke den nøjagtige flytype - men jeg er ret sikker på det var en Boeing.
Mvh Ebbe Münster

  • 2
  • 2

Hvorfor flyver turbinebladet igennem motorkappen ?

Kunne man ikke bremse de flyvske dele med et kraftigt net der kunne ligge i motorkappen ?

Motoren er designet til at et løst turbineblad ikke vil medføre at motoren "eksploderer" (aka at der ryger dele ud til siden som dermed kan ramme vinge og skrog). Noget tyder på at der er noget galt med designet. Men husk på at CFM56 familien er en af verdens mest solgte fly motorer ... det her er ikke noget der sker ofte.

Andre dele af motorel roterer så hurtigt og vejer så meget at det ikke er praktisk muligt at holde det inde i motoren. Her er motoren designet til at de dele ikke går i stykker. Det sker nogen gange alligevel (fx. Qantas Flight 32).

  • 3
  • 0

Ebbe, hvis det er 40 år siden, så var det med garanti ikke samme type motor.
Den første 737 med CFM motorer kom i drift i 1984, men det er en helt anden motor end den der er havareret.
Den aktuelle motor er en -7B som først fløj i 1995. Den findes i et hav af varianter, og den involverede kan sagtens være en endnu nyere configuration.

De findes bl.a. med forskellige typer brændkamre alt efter hvilken økonomi du vil betale for. Men også i en række forskellige ydelser.

  • 5
  • 0

Hej Lars

Du har læst mig for bogstaveligt. Det var naturligvis ikke den samme motor, men en motor af sammenlignelig konstruktion. Jeg mener også der blev nævnt muligheden af, at det var et løsgående turbineblad, der punktere vinduet.

  • 0
  • 1

‘Sammenlignelig konstruktion’ er et meget vidt begreb og vil dække stort set alle moderne high-bypass motorer (uanset fabrikat).
CFM56-7B som bruges på B737 er omfattet af særlige inspektioner (en AD-Note), mens det ikke er tilfældet for CFM56-5B som sidder på Airbus 320 familien. Det er stort set samme motor, dog med en lidt større fan.
Så du kan ikke bare køre alt under et og kalde det en sammenlignelig konstruktion. Her er vi nede på partnummer niveau.

  • 2
  • 0