Monsterstjerne sprænger astronomers teori om størrelse

Astronomer har fundet den måske hidtil største stjerne, RMC-136a. Stjernen er 320 gange tungere end Solen og befinder sig i Taratula-stjernetågen i den Store Magellanske sky.

Stjernen er så kraftig, at hvis den blev placeret i vort Solsystem, vil den i forhold til Solen, lyse lige så kraftigt som Solen gør i forhold til Månen.

Dens enorme størrelse overrasker astronomerne, fordi det rokker ved teorien om, hvor store stjerner overhovedet kan blive.

De fleste stjerne kan normalt finde en balance, men de største og mest lysstærke lever lige på kanten. Over en given strålingsmængde, kaldet Eddington-grænsen, er strålingen så kraftig at den vil rive stjernen i stykker.

Hidtil har man ment at Eddington-grænsen blev nået ved en stjerne på omkring 150 gangen Solens masse, men de nye observationer har mere end fordoblet den værdi.

Stjerne river sig selv i stykker

Det er en gruppe astronomer under ledelse af professor Paul Crowther fra University of Sheffield som via ESO's VLT-teleskop i Chile og Hubble's dataarkiv, har fundet stjernen ved måling af nogle af de største stjerne i to unge stjernehober.

Ifølge de modeller der beskriver kæmpestjernens udvikling, kaster stjernen masse fra sig med stor hastighed.

Grunden til at kæmpestjerner mister masse er, at de er ustabile. På den ene side prøver deres store masse hele tiden at få stjernen til at falde sammen, men på den anden side producere de så meget energi, at deres stråling forsøger at rive stjernen i stykker.

De nye resultater er blevet offentliggjort i det sidste nummer af Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er godt nok en kæmpe sol man har fundet og utroligt at der findes en sådan gigantisk kæmpe der sætter nye grænser som denne. Det er nærmest ikke til at fatte er der eksisterer en sol/stjerne på denne størrelse.

  • 0
  • 0

Tænkte muligvis det samme, og vil tro han mente, at forskere ofte sætter grænserne for hvad er muligt et sted omkring hvad man kender til. Indtil man så ser at de grænser slet ikke holder, fordi man opdager noget der går langt ud over de grænser.

Altså, forskernes definition af grænser kan virke som gætværk?

  • 0
  • 0

Betelgeuse er kun lidt over 15 solemasser, er 8,5 mio år gammel og er på nippet til eksplodere (forskellige bud siger mellem 0 og 100 000 år), så den nye stjerne bliver ikke gammel. Den forbrænder sit brændstof i lyntempo og bliver måske kun 1 mio. år gammel inden den eksploderer (mit ukvalificerede gæt)

  • 0
  • 0

Det er jo interessant, at netop så stor en stjerne er dannet i en mindre galakse.

Kan galaksers størrelse have indvirkning på, hvor store stjernerne kan udvikle sig?

Der er vel formentlig både mindre mængde mørkt stof i den Store Magellanske galakse pr. volumen og tilligemed også en mindre påvirkning gennem tyngdekraften fra galaksens samlede masse.

Det er vel ikke helt utænkeligt, at større mængde mørkt stof og kraftigere tyngdefelt kan indvirke på størrelsen af stjerner, i deres dannelsesperiode.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Meget interessant, ved vi noget om størrelsen?

Jeg tror ikke at den er større end VY Canis Majoris eller VV Cephei.

Så den er den mest lysende og den med mest masse vi kender.

Nu fandt jeg noget: "The research shows these young stellar objects to be unbelievably bright, truly massive and also extremely wide - perhaps 30 times the radius of our Sun in the case of R136a1." http://www.bbc.co.uk/news/science-environm...

Jamen, så er den langt fra den største stjerne vi kender, så skal "hvornår en stjerne har nået sin maksimale størrelse." samt titlen vel rettes til masse i stedet for størrelse.

  • 0
  • 0

Er der ikke noget med, at denne stjerne er 2000 gange større end vores sol ? Det er godtnok en rød kæmpe, men alligevel !

Lev fedt - dø tung

  • 0
  • 0

Kunne man forestille sig at der er tale om en dobbelt-stjerne, eller måske endda et flerdobbelt system? Hvis de enkelte stjerner ligger tilstrækkelig tæt sammen og har "fælles-aksen" vendt direkte mod os, vil lysstyrken jo ikke ændres nævneværdigt selvom stjernerne kredser om hinanden. Nu ved jeg ikke hvor nøjagtig "optikken" er i Hubble og VLT, men hvis et stjerne-par i en stjernehob i en nabogalakse ligger tilstrækkelig tæt sammen, kunne man forestille sig at de set herfra ville fremstå som en stor lysende "klat", selvom der måske reelt er tale om 2 eller flere stjerner. Det burde kunne forklare både umiddelbar størrelse og umiddelbar lysstyrke. Står jeg helt alene med den tanke?

  • 0
  • 0

Kunne man forestille sig at der er tale om en dobbelt-stjerne, eller måske endda et flerdobbelt system?

Hvis de enkelte stjerner ligger tilstrækkelig tæt sammen og har "fælles-aksen" vendt direkte mod os, vil lysstyrken jo ikke ændres nævneværdigt selvom stjernerne kredser om hinanden.

Nu ved jeg ikke hvor nøjagtig "optikken" er i Hubble og VLT, men hvis et stjerne-par i en stjernehob i en nabogalakse ligger tilstrækkelig tæt sammen, kunne man forestille sig at de set herfra ville fremstå som en stor lysende "klat", selvom der måske reelt er tale om 2 eller flere stjerner. Det burde kunne forklare både umiddelbar størrelse og umiddelbar lysstyrke.

Står jeg helt alene med den tanke?

Det er ikke et dobbeltstjernesystem,der er flere nuligheder for at måle om det er dobbelt stjerner 1.Ændring i lysstyrke når de passerer foran hinanden To stjerner de er side om side lyser meget mere end to der står på linie, 2.Der vil være en del rokken i stjernerne når de påvirker hinanden ved deres tyngde.

3.Der vil også kunne måles to forskellige spektralmønstre fra de to stjerner

  • 0
  • 0

Det er ikke et dobbeltstjernesystem,der er flere nuligheder for at måle om det er dobbelt stjerner 1.Ændring i lysstyrke når de passerer foran hinanden To stjerner de er side om side lyser meget mere end to der står på linie, 2.Der vil være en del rokken i stjernerne når de påvirker hinanden ved deres tyngde.

3.Der vil også kunne måles to forskellige spektralmønstre fra de to stjerner

Vi er egentlig ikke uenige, men

Ad 1: Hvis stjernerne roterer om hinanden så deres indbyrdes rotationsakse vender direkte mod os (og vi dermed befinder os vinkelret på rotationsplanet), ville vi kunne se alle involverede stjerner hele tiden, og vi vil dermed ikke se en mærkbar ændring i lysstyrken

Ad 2: Set i lyset af afstanden herfra til stjernen, er jeg ikke overbevist om at man ville bemærke en "deform cirkel" som roterer. Igen under forudsætning af at vi befinder os vinkelret på rotationsplanet

Ad 3: Den havde jeg ikke lige tænkt over, men hvis stjernerne er dannet samtidig af den samme sky med ca. samme massetæthed (og masse-sammenklumpning), er der en teoretisk mulighed for at de også kunne være ca. lige store og være begyndt at gløde ca. samtidig. Så ville deres spektralmønstre også være stortset sammenfaldende, og dermed fremstå som et, set herfra.

Jeg ved godt det er lidt søgt, på den anden side er sandsynligheden for at finde et solsystem som vores med intelligent (?) liv på mindst en planet heller ikke noget vi oplever hver dag, men derfor eksisterer vi jo alligevel.

  • 0
  • 0

Bent Hansen:

Nemlig forskere/astronomer mange gange bider sig fast i det de kendte normer/viden. I dette tilfælde, en sol med vokseværk. Og man bliver overrasket hver gang "rekorden" slås.

Det er da helt i orden, hvis forskere bliver overrasket over nye fund. Det er jo ikke det samme, som at de bider sig fast i kendte normer. Vore dages astronomer demonstrerer på mange fronter villighed til at ændre opfattelse, vel at mærke, hvis der foreligger observationer, der taler for det. Astrofysikken er under konstant modifikation i takt med nye observationer. Astronomerne har sågar ændret hele verdensbilledet flere gange; også indenfor de seneste år.

  • 0
  • 0

Bent Hansen:

Nemlig forskere/astronomer mange gange bider sig fast i det de kendte normer/viden. I dette tilfælde, en sol med vokseværk. Og man bliver overrasket hver gang "rekorden" slås.

Forskere bliver naturligvis overraskede over nye fund. Hvis de ikke gjorde det, var der ingen grund til at forske.

Det er jo ikke det samme, som at de bider sig fast i kendte normer; tværtimod. Vore dages astronomer demonstrerer på mange fronter villighed til at ændre opfattelse, vel at mærke, hvis der foreligger observationer, der taler for det. Således er også astrofysikken under konstant modifikation i takt med nye observationer. Astronomerne har sågar ændret hele verdensbilledet flere gange; også indenfor de seneste år.

  • 0
  • 0

Det er jo ikke det samme, som at de bider sig fast i kendte normer; tværtimod. Vore dages astronomer demonstrerer på mange fronter villighed til at ændre opfattelse, vel at mærke, hvis der foreligger observationer, der taler for det.

Tim Minchin har sagt det så glimrende (i rationel-kontra-religiøs kontekst): "Science adjusts its views Based on what's observed. Faith is the denial of observation, so that belief can be preserved."

  • 0
  • 0

@Peter Blazejewicz:

"Science adjusts its views Based on what's observed. Faith is the denial of observation, so that belief can be preserved."

Fint.

Man ser det også tydeligt i medicin versus alternativ medicin. Sidstnævnte refererer ofte til "1000 år gamle behandlingsmetoder". Det skulle være et argument for kvalitet, hvor det hos mig vækker skepsis. "De alternative" henviser også ofte til "den etablerede videnskab", selvom de selv, med deres uvilje til udvikling og ændret opfattelse, er de mest stive og "etablerede". Som regel pga. manglende uddannelse på feltet.

  • 0
  • 0

Kan man ikke se den placeret i et Hertzsprung-Russell-diagram. Eller ligger den også helt udenfor her??

Mvh K von B

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten