Møllevirksomheder gør fælles front i Kina

Fem danske underleverandører til vindmølleindustrien har netop åbnet en fælles fabrik i byen Tianjin øst for Beijing.

Formålet er at komme endnu tættere på det svulmende kinesiske vindmøllemarked, hvor man gerne ser, at leverandørerne har lokal produktion. Det skriver Windpower Monthly.

De fem virksomheder leverer forskellige komponenter til vindkraftværker og har arbejdet sammen i flere år. Blandt andet har de haft fælles salgskontor i Kina, men nu skal en 5000 kvm stor produktionshal skabe plads til alt fra lager og samlefabrik til decideret produktion.

»I Kina giver det god mening at være til stede i landet og skabe lokale arbejdspladser, så vi forventer, at fabrikken vil være med til at udvide og forbedre vores kontakter til de kinesiske vindmølleproducenter,« siger salgsdirektør Ulrik Ritsing fra CC Jensen til ing.dk.

Fem forskellige specialer

CC Jensen udvikler og producerer oliefiltreringssystemer til vindmøller og til skibe. De fire andre virksomheder omkring fabrikken er:

  • Hydra-Grene, der udvikler og producerer hydrauliske komponenter.
  • Dafa, som leverer Styrofoam og gummiprodukter til at beskytte vindmøllerne.
  • Lund og Sørensen, der producerer elektriske varmesystemer til vindmøllerne.
  • Resolux, der fremstiller belysningssystemer til vindmøller og naceller .

Den nye fabrik ligger i byen Tianjin - cirka en times kørsel sydøst for den kinesiske hovedstad - hvor andre danske selskaber som Novozymes, Danfoss og Bestseller allerede er placeret. Endnu er der kun få ansatte på fabrikken, men Ulrik Ritsing forventer, at det snart ændrer sig.

En fordel at optræde som en gruppe

Ulrik Ritsing er også formand for Dansk Eksportforening, og han peger på, at det kan være en stor udfordring for en lille leverandør at starte op for sig selv i et fremmed land:

»Nu kan vi dele både omkostninger og erfaringer, og på den måde vil vi blive eksponeret som en gruppe med et tæt samarbejde, når vi møder de kinesiske producenter,« siger han.

Alle fem virksomheder har ambitioner om at blive store i Kina inden for et par år , og måske på et tidspunkt kan åbne deres egne separate fabrikker.

»Vi tror virkelig på dette, og håber, at dette projekt kan inspirere andre små virksomheder, der ønsker at starte op i Kina, men finder det for forvirrende at gøre det hele selv,« siger han.

Ifølge BTM Consults 2009-opgørelse er Kina nu det sted i verden, hvor der produceres flest vindmøller. Tre kinesiske producenter er i de seneste år braget ind på listen over de ti største producenter i verden. Det er Sinovel, Goldwing og Dongfang.

Emner : Vindmøller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det kunne vel være værd at nævne, at Vestas har et stort produktionsanlæg i netop Tianjin (TEDA) - når nu det drejer sig om "møllevirksomheder"...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten