Molekylær nanolim binder materialer hermetisk sammen

Molekylær nanolim binder materialer hermetisk sammen

Ny metode kan hjælpe industrien med at undgå problemer med korrosion eller coating, der skaller af.

Blot 50 nm høje polymerbørster fæstnet til et metal er måske løsningen på industriens problemer med delaminering og korrosion.

I hvert fald har forskere fra Aarhus Universitets iNano-center i fire-fem år arbejdet på denne nanolim, som kan forene metaller og polymerer, og resultaterne ser lovende ud, fortæller professor Kim Daasbjerg.

»Fidusen er, at vi kan samle to materialer, der i princippet er uforenelige, med en lim, der fungerer i begge ender,« siger han.

Forskergruppen har haft meget fokus på at fæstne for eksempel plexiglas til rustfrit stål, da det er to meget benyttede materialer i industrien.

Der er også perspektiv i, at industrien formentlig vil kunne skifte det rustfrie stål ud med billigere materialer, der i dag kræver ekstra beskyttelse.

»Kan vi gøre det, kan industrien måske spare de dyre basismaterialer væk og i stedet blot forstærke de billige,« siger Kim Daasbjerg.

Tilfredsstillende styrke

I øjeblikket tester forskergruppen materialet i en træk-test sammen med industrien. Resultaterne fra denne test har vist, at stål-plexiglas-koblingen kan klare en vægt på 100 kg/cm2, hvilket er meget tilfredsstillende.

Og med de små mængder af ‘lim’, der skal bruges – omkring 0,01 mg/cm2 – forventer Kim Daasbjerg, at materialet kan blive konkurrencedygtigt.

Næste skridt bliver at lave en mere bredt anvendelig lim, der kan hæfte flere typer materialer uden at skulle skræddersys hver gang.

Forskningen foregår i samarbejde med SP Group A/S, Grundfos A/S, Lego, vandmålerproducenten Kamstrup A/S samt engelske Techflow, der er leverandør til virksomheder i olieindustrien.

Kommentarer (4)

Mon der er tale om den lim, udviklet på baggrund af muslingelim, som omtales i denne "Videnskabens Verden"-udsendelse? (Ca. 00:23)

  • 0
  • 0

Hvad hærder det med? Vanddamp, ilt, pres, etc.?

Hvordan påfører man 10um lim? Ikke med malerrulle går jeg ud fra! Det er nok ikke helt så anvendeligt hvis det kræver et stort processanlæg, renrum og vacuum, som hvis det kunne påføres med almindelig lim-robot.

  • 0
  • 0