Mød is-ingeniøren, der sætter smag på din sommer

25. juli 2014 kl. 10:00
Tora Jorn er uddannet levnedsmiddelingeniør og har brugt hele sin karriere på at opfinde nye smage til søde sager. Som ansat i udviklingsafdelingen hos Co-Ro Food får hun blandt andet lov til at bestemme, hvad en Sun Lolly skal smage af.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Det er jo ikke noget, der redder verden, men måske gør det verden til et lidt sjovere sted.«

Sådan beskriver Tora Jorn selv sit arbejde som produktudvikler hos Co-Ro Food, hvor hun udvikler nye smagsvarianter til firmaets produktportefølje, der tæller velkendte navne som Sunquick, Suntop og ikke mindst sommerklassikeren Sun Lolly.

Skal dine kompetencer i spil på en ny arbejdsplads? Tjek mulighederne på Jobfinder.

Søde sager har været et gennemgående tema i Tora Jorns karriere. Som nyuddannet levnedsmiddelkandidat fra DTU og KVL blev hun i 2004 ansat hos slikproducenten Leaf, der blandt andet står bag brands som Malaco og Läkerol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre år senere fandt hun vej til Co-Ro Food og står i år blandt andet bag en relancering af firmaets Original og Sun-C juice- og læskedrik-serier, hvor smagene har fået et ekstra pift med blandt andre en appelsin-gulerod-ingefær variant.

Det er ikke helt tilfældigt, at Tora Jorn har valgt slik og læskedrikke som en levevej. Genren indbyder til leg og kreativitet, og det er noget, hun sætter stor pris på i sit arbejde.

»Levnedsmidler er lidt låst i form og farver. Uden at ville træde nogen over tæerne er leverpostej bare lidt brunt og ligger i en æske, men med juice og slik kan man virkelig få lov til at eksperimentere med råvarer og smagsretninger og selve formen på produktet,« siger hun og fortsætter:

»Det er jo superfedt at få lov at være legebarn. Det, der er sjovt, er altid at kaste sig ud i det, man ikke kender, for så skal man virkelig tænke sig om. Første gang man laver noget nyt, er det indviklet. Anden gang er det sjovt, og tredje gang er det allerede lidt kedeligt,« siger Tora Jorn.

Sun Lolly har fans

At være smagsudvikler er andet og mere end bare at få næste års juice til at smage lidt mere af appelsin. Tora Jorn følger løbende med i smagstrends ude i verden, og i laboratoriet hos Co-Ro Food eksperimenterer hun med eksotiske frugtsafter, som det er svært at forestille sig på etiketterne i supermarkedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»For nogle år tilbage var Afrika meget trendy, så vi bestilte en masse afrikanske frugtsafter hjem, som vi prøvede at lave noget sjovt ud af. Vi fik blandt andet en baobab-smag, som smager utrolig godt, men jeg har endnu ikke haft succes med at overbevise nogen om, at det er en god idé,« siger hun og griner.

Firmaets helt store sommerhit er den velkendte Sun Lolly, der også har fået et lille ansigtsløft i år. En ny serie af den populære tetraederformede is med vilde smage som karamel-mynte og lakrids-hindbær udfordrer isspiseres vante forestillinger om, hvad en Sun Lolly skal smage af.

»Sun Lolly er ikke et produkt, der har kunder - det har fans. Det er virkelig fedt at være med til at lave en succes, og jeg har faktisk også fået lov at lave den nye til næste år,« siger Tora Jorn.

Hun er netop ved at lægge sidste hånd på et produkt, der har været hendes hidtil største projekt hos Co-Ro Food. Ifølge hende selv er det noget helt nyt, der ikke findes andre steder, men hvad det mere præcist er, kan hun dog ikke komme ind på, da produktet først kommer i handlen næste år.

»Der har været rigtig meget ingeniørarbejde inde over, hvor vi har været nødt til at opgradere fabrikken med nyt udstyr og lære for os helt nye processer og råvarer at kende. Udviklingen har faktisk stået på siden 2007,« siger hun.

Selvom is- og juice-ingeniøren ikke bygger broer og i den forstand ‘redder verden’ med sit arbejde, er den faglige stolthed ikke til at pille af Tora Jorn.

»Hver gang jeg har lavet nye ting, har jeg da haft dem med hjemme at vise til min mor,« siger hun grinende.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger