Modtager af IDAs kvindepris: At være kvinde skal ikke være en begrænsning, men heller ikke en belønning
At nogen kunne finde på at indstille hende. Det føles næsten lige så godt som at få prisen, synes akademiingeniør Birgit Kjærside Storm, som i går aftes modtog årets Agnes & Betzy Prisen, som IDA uddeler til en person, der er med til at fremme kvinder og ligestilling i ingeniørfaget:
»Selvfølgelig er det dejligt at være den, der får prisen. Men tænk, at der i det hele taget er nogen, der har tænkt på mig og brugt tid og ulejlighed på at skrive en indstilling. Så må de virkelig mene det,« siger hun.
Den 69-årige akademiingeniør begyndte som adjunkt på Ingeniørhøjskolen Esbjerg Teknikum i 1987, i dag Aalborg Universitet Esbjerg, og hun er der stadig – nu som ekstern lektor.
IDAs kvindepris
Indstillingen kommer fra en tidligere studerende, der har haft prismodtageren som underviser og vejleder på flere projekter og på sit speciale. Hun skriver blandt andet:
»Birgit er meget inspirerende og har gennem sin store erfaring bidraget til at uddanne mange ingeniører. Birgit er en ildsjæl […] og har ved at gå forrest som højtuddannet kvinde fremmet kvinder i ingeniørfaget gennem mange år og er stadig en kæmpe inspiration for mig.«
At det netop er en tidligere studerende, der står bag, glæder Birgit Kjærside Storm:
»Jeg prøver at inspirere mine studerende og få dem til at tro, at materialeområdet er det vigtigste i verden. Indstillingen er et tegn på, at jeg har forstået at sælge varen.«
Ligestilling mere end kvindesag
Årets prismodtager har blev i 2008 kåret til årets underviser og modtog i 2006 Plastprisen fra Plastindustrien i Danmark. Nu er hun så blevet hædret med en kvindepris.
Selv mener hun, at der ikke er den store forskel på begrundelsen for at modtage de tre priser:
»Jeg har i virkeligheden næsten fået den for det samme. Plastprisen var også for formidling om plast på mange forskellige niveauer: Universitetsniveau, på AMU-center og for undervisning af folkeskolelærer,« forklarer hun.
Birgit Kjærside Storm har været et særdeles aktivt medlem af IDA. Hun var formand for IDA Syd fra 2011-2017, og sidder i IDAs repræsentantskab valgt af Senioringeniørlisten. I den sammenhæng har hun ikke haft specielt fokus på kvindesagen, men hun har altid arbejdet for ligestilling, påpeger hun.
»Jeg har altid kæmpet for, at kvinder skal kunne det samme som mænd på arbejdsmarkedet, og det skal man arbejde på ved at være en god model. Det at være kvinde skal ikke være en begrænsning, men heller ikke en belønning,« understreger hun.
Kvinder skal gøre som mænd
Som underviser har Birgit Kjærside Storm lagt stor vægt på at være rådgiver for sine studerende, og når kvindelige studerende har søgt råd i forbindelse med jobsøgning, har hun altid opfordret dem til at opføre sig lidt mere som mænd:
»Hvis mænd kan hakke to ud af ti punkter af i en jobannonce, søger de jobbet, mens kvinder først søger, hvis de kan sætte hak ved 7 ud af 10. Der har jeg sagt til kvinderne, at hvis et job interesserer dem, så søg det, og skriv, hvorfor I er den bedste til jobbet.«
Materialelære er normalt et mandefag, og der er ikke mange kvindelige studerende eller kvindelige undervisere for den sags skyld. I den forstand har hun været med til at trække flere kvinder til fagområdet:
»Når kvindelige studerende oplever mig, tænker de: »Kan hun, så kan vi også.« Det glæder mig meget, at man siger tak for, at jeg har formået andre kvinder til at gå den vej. Det er en af den slags aftryk, det glæder én at man har fået lov at sætte.«
Tillid forpligter
Birgit Kjærside Storm oplever ofte, at tidligere studerende ringer, hvis de skal have styr på et fagligt spørgsmål, eller har brug for at godt råd, når de skifter arbejde:
»Det er rigtig dejligt. Det må være, fordi de har en form for tillid til mig. Jeg har altid haft en tæt kontakt til studerende, og mange har siddet uden for min dør og ventet på et godt råd eller en anbefaling, når de skal bruge det. For mig har det altid været en del af underviser- og vejlederrollen.«
Man kan undre sig over, at der er tid til at hjælpe studerende med råd og dåd ved siden af alle de andre aktiviteter, f.eks. som tumlingeleder hos FDF i Esbjerg og de mange tillidshverv i IDA. Men det kan ikke være anderledes:
»Det gør man bare. Når nogen har tillid til én, så må man forsøge at give et godt råd. Mange gange tager det bare fem minutter, jeg sidder ikke og snakker med folk i timevis. Det er bare sådan, det er.«
Som 69-årig og med eget rådgivende ingeniørfirma kunne Birgit Kjærside Storm vælge at droppe jobbet som ekstern lektor, men foreløbig bliver hun ved:
»Jeg bliver ved, fordi der ikke er så mange undervisere i mit fag. Man skal bruge de talenter, man har. Dem behøver man ikke at spilde. Jeg har ikke et kald, men man har en forpligtelse.«
