Model for ingeniør Meyer

"Rent ud sagt forbistret godt."

Ingeniør Herman Høedholt er ikke det mindste i tvivl, når han afsiger sin dom over DR's nye serie, Krøniken. Og han ved, hvad han taler om. Det er nemlig ham, der har inspireret til en af seriens helt afgørende
bipersoner, ingeniør Meyer, som vi mødte første gang i søndags i afsnit to. Skuespilleren Jesper Christensen giver ingeniøren liv på skærmen og til det formål er han udstyret med en frisure, der synes endog meget stærkt inspireret af Albert Einsteins.

"Jeg har nu aldrig haft sådan noget hår," fortæller den 83-årige Herman Høedholt, der sidder velklippet, velfriseret og yderst præsentabel i sin og hustruens hyggelige stue i Horsens.

I 1950'erne gik en ingeniør med jakkesæt og slips. Når man mødte på
arbejde blev jakken skiftet ud med en hvid kittel, men slipset beholdt man på. I sit lange arbejdsliv har Herman Høedholt aldrig mødt en ingeniør, der så ud som Krønikens Meyer, men måden, han agerer på, virker ægte og autentisk.

Omgangstonen var en
helt anden end i dag. Man var Des med chefen og med nogle kolleger, men ikke alle.

"Hvis jeg skal nævne noget, der har ændret sig, er det diktionen. Den gang talte man tydeligt. Man snuppede ikke endelserne af, som i dag."

Tre måneders
aftenarbejde

I Krøniken er ingeniør Meyer tidligere kompagnon med direktør Nielsen på radiofabrikken Bella, og vender tilbage til fabrikken i 1950. Sammen med Nielsens søn, Erik, kaster han sig over udviklingen af et fjernsyn. Vel at mærke efter
arbejdstid, for direktøren tror mildest talt ikke på det nye medie.

I virkelighedens 1950 arbejdede den 30-årige Herman Høedholt på radiofabrikken Linnet & Laursen. Heller ikke han brugte arbejdstiden på at bygge sit første tv men tog i stedet
vinteraftnerne 1949/50 i brug for at konstruere et fjernsynsapparat, der kunne komme med på den radioudstilling i Forum i august 1950, som også er med i Krøniken. Omtrent tre måneder knoklede Herman Høedholt med sit apparat. Et projekt han gik i gang
med uden, at han vidste ret meget om fjernsyn. Det var lysten og interessen, der drev ham:

"Jeg havde jo slet ikke forstand på det, men det var en fordel, at jeg var sådan en radio-idiot," ler han.

Fjernsynet blev bygget op helt fra bunden. Han
begyndte med et u-formet aluminiumchassis, som han nærmest fyldte op fra en ende af med afbøjningskredsløb, strømforsyning, mellemfrekvens, tuner og så videre.

"Det så herrens ud, men det virkede," siger han med et glimt i øjet.

Ja, det virkede faktisk
så godt, at Statsradiofoniens (DR) ledende ingeniør, senere tekniske direktør, Peter Hansen, der også optræder i Krøniken, udnævnte det til udstillingens bedste apparat. Som det eneste rullede billedet ikke på skærmen.

Det er den ære, som Meyers
apparat Bellavista løber med i serien.

Når billedet på Herman Høedholts hjemmebyggede apparat stod helt stille, skyldes det især én ting: Transitrongeneratoren til billede- og liniefrekvensen. Han havde hørt, at de blev brugt i radarer under krigen,
og fik den indskydelse også at bruge én i sit fjernsynsapparat, fordi det var vanskeligt at synkronisere linierne. Herudover havde apparatet en særlig antennetilpasning, så den kunne justeres. Det betød, at han i modsætning til konkurrenterne kunne
indstille billedkvaliteten efter de særlige sendeforhold i Forum.

Lige som den fiktive radiofabrik Bella kun har et fjernsyn med på udstillingen var Herman Høedholts hjemmebyggede fjernsyn det eneste, som Linnet & Laursen havde med. Det blev tændt
første dag og klarede uden problemer alle udsendelserne. Den gang spekulerede han ikke nærmere over det, men i dag kan det godt give sved på panden, når han tænker tilbage:

"Jeg løb en kæmpe risiko for firmaet. Tænk, hvis det var gået i stykker. B&O
havde ti fjernsyn med, vi havde kun det ene."

Forfatterne fik indblik i tv

Det er ingen tilfældighed, at udviklingsforløbet i den virkelige verden og hos Bella, ligger tæt op ad hinanden. Allerede i 2001 blev Herman Høedholt kontaktet af Krønikens
to manuskriptforfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Det blev til flere møder, hvor Herman Høedholt gav de to et indblik i den tekniske side af fjernsynsproduktion, og øste af sine erfaringer som ingeniør og som fabriksejer i 1950'erne.

I 1954
forlod han nemlig Linnet & Laursen og var med til at etablere Larsen & Høedholt, som blev en af de daværende 25 fjernsynsfabrikker herhjemme.

Livslang lyst til at lære

Kompagniskabet varede til 1965, og det var uden vemod, at Herman Høedholt droppede
arbejdet med fjernsyn. Han havde mere lyst til at udvikle hi-fi, og blev hentet til Arena i Horsens. Her udviklede han i 1966 en ny metode til at bygge radio, fjernsyn og hi-fi, hvor man bruger de samme moduler i forskellige apparater. Modulerne blev
sat i apparaterne ved hjælp af stikben og var forløberen for integrerede kredsløb.

I 1973 var han med til at stifte højttalerfirmaet Unison, og fra 1975 ejede han og to kompagnoner højttalerfabrikken Prodex. Først i 1992 som 72-årig stoppede hans
aktive karriere som ingeniør.

Lysten til at lære nyt har fulgt Herman Høedholt hele livet. Således kastede han sig i 1977, som 57-årig over computeren, og udviklede sine egne programmer til hi-fi-simulering. Dermed kunne han teste sine højttalere,
inden han gik i gang med at konstruere dem. Samtidig frigav computeren en masse tid.

"Et stort regnestykke, som jeg skulle bruge tre en halv dag på, kunne - selv med datidens computer - klares på få sekunder. Det er noget, der batter, også selv om
det tager tid at udvikle programmet."

I dag holder Herman Høedholt sig stadig up to date med computeren. Ikke mindst takket være barnebarnet Anders på 13 år, som slægter sin farfar på, når det gælder interessen for datateknik.

Om ingeniør Meyers
karriere bliver lige så spændende som sit levende forlægs, må vi stykke sammen, efterhånden som serien skrider frem. Godt nok har Herman Høedholt, tjekket manuskripterne til de kommende afsnit, men han vil kke afsløre, hvordan det kommer til at gå.
Hverken for ingeniør Meyer eller for de andre på radiofabrikken Bella. j

Læs leder i 1. sektion side 2