Op mod 379 IDA-medlemmers job flyttes ud af København
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Op mod 379 IDA-medlemmers job flyttes ud af København

Illustration: Regeringen.dk

I dag klokken 13 lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for offentlig innovation Sofie Løhde (V) anden del af regeringens omfattende udlfytning af statslige arbejdspladser.

Illustration: Regeringen.dk

Planen blev lanceret under navnet 'Bedre Balance 2', og omfatter i alt udflytningen af 1.824 offentlige stillinger, som primært skal flytte fra hovedstadsområdet og til de jyske og fynske egne.

Blandt de største udflytninger er Miljøstyrelsen, hvor 440 medarbejdere flyttes til Odense, mens 150 øvrige stillinger flyttes ind i ministeriets departement. Ligeledes flyttede 73 stillinger fra Miljøstyrelsen til henholdsvis Augustenborg og Slagelse ved første runde i 2015.

Læs også: Nyt laboratorium til seruminstitut kan blive presset på tid

Illustration: Regeringen.dk

Samtidig præsenterede regeringen sidste år en plan for at samle ejerskabet af gasdistributionen, som førhen tilhørte de to kommunalt ejede virksomheder HMN og NGF Nature Energy. På listen står det kommende selskab beskrevet som 'statsejet gasselskab,' og er den arbejdsplads, som skal flytte næstflest medarbejdere med 188 stillinger til henholdsvis Stenlille og Svinninge på Sjælland.

Illustration: Regeringen.dk

Miljøstyrelsen »langsommere og mindre kvalificeret«

Det er dog ikke kun DJØF'ere og HK'ere, som har fulgt offentliggørelsen af udflytningerne med spænding i dag. Blandt de mange stillinger, er der også en mængde ingeniører og naturvidenskabelige emdarbejdere, som skal forholde sig til, hvorvidt de vil flytte, pendle eller sige op.

Illustration: Regeringen.dk

Ifølge IDA, som dog understreger, at tallene endnu kan variere en smule, så ser det ud til, at 379 medlemmer vil blive berørt af udflytningerne – 87 hvor det drejer sig om hele institutionen (Miljøstyrelsen), og 292 hvor det drejer sig om dele af institutionen.

Illustration: Regeringen.dk

Carsten Eckhart Thomsen, formand for IDA Offentlig, hæfter sig også ved Miljøstyrelsens udflytning til Odense. Han frygter, at det vil give et markant videnstab, fordi han forudser, at de færreste medarbejdere vælger at følge med – også selvom de får bedre vilkår end ved sidste udflytning:

»Vi har ingen arbejdsløshed, heller ikke i den region, så det betyder, at det blive meget svært at skaffe de højtkvalificerede medarbejdere, der er brug for,« siger han.

Han frygter, at de får konsekvenser for kvaliteten af Miljøstyrelsens opgaver:

»Arbejdet vil gå langsommere og blive mindre kvalificeret. Sophie Løhde har udtalt, at det vil tabe flyvehøjde i en kort periode. Jeg tror desværre, vi kommer til at tabe flyvehøjde i lang tid og lide et alvorligt kompencetab i styrelserne.«

Ikke uden udfordringer

Udflytningen af arbejdspladserne har bestemt ikke været uden udfordringer. Mange stillinger fra første runde står endnu ubesatte hen, og ifølge Berlingske valgte omkring 80 pct. at de medarbejdere, som stod til at flytte ud i første runde, at sige op.

Til pressemødet, som blev afholdt i Statsministeriets glassal, adresserede ministeren for offentlig innovation, Sofie Løhde (V), dog også, at nyheden ikke nødvendigvis falder i god jord hos dem, som står til at skulle hive roden op og flytte:

»Jeg er helt klar over, at flytningen får store konsekvenser for medarbejdere og deres familier. De skal selvfølgelig behandles ordentligt og regeringen håber, at så mange som muligt vil flytte med. Men vi har naturligvis en forståelse for, at nogle vælger at se efter arbejdspladser andre steder,« sagde hun til pressemødet.

Og den første udflytning har dog også vist sine konsekvenser. Sidste år kunne Ingeniøren blandt andet berette, at Geodatastyrelsen var nødsaget til at besætte ni stillinger med indhentede kandidater fra udlandet for at færdiggøre 73 søkort, som ifølge en aftale mellem Danmark og Grønland skulle stå færdig i 2018. Men produktionen af de sidste 41 gik i stå, da regeringen flyttede Geodatastyrelsen til Aalborg.

Læs også: Minister beklager årelangt grønlandsk kortkaos

Oversigten

Her kan du se oversigten over, hvor mange arbejdspladser, de enkelte styrelser og institutioner skal udflytte. Kilderne er henholdsvis regeringens egen hjemmeside og Berlingske:

  • Miljøstyrelsen (440)
  • Statsligt gasselskab (188)
  • Patientklagestyrelsen (141)
  • Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) (80)
  • Energitilsynet (78)
  • Danmarks Innovationsfond (46)
  • De Økonomiske Råds sekretariat (33)
  • Lønmodtagernes Garantifond (31)
  • Miljømærkesekretariatet (24)
  • Dansk Sprognævn (15)
  • Lokale- og Anlægsfonden (14)
  • Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd (11)
  • Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (10)
  • Sekretariatet for Studievalg Danmark (4)

Enkelte styrelser og arbejdspladser vil dog også blive opdelt, som det kan ses her:

  • Dele af Politiet (125)
  • Dele af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (95)
  • Måltal for samling af løn- og regnskabsopgaver i Statens Administration (75)
  • Dele af Banedanmark (60)
  • Dele af Erhvervsstyrelsen (56)
  • Dele af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (40)
  • Dele af Styrelsen for Forskning og Uddannelse (28)
  • Dele af Moderniseringsstyrelsen (23)
  • Dele af Statens It (20)
  • Dele af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte (18)
  • Dele af Udlændingestyrelsen (15)
  • Dele af Digitaliseringsstyrelsen (13)
  • Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed (12)
  • Dele af Nationalt Genom Center (10)
  • Dele af Energinet (10)
  • Samling af tilsynsopgaver i Sikkerhedsstyrelsen (6)
  • Øvrige (67)

Slutteligt skal der oprettes en række uddannelsesfilialer udenfor København:

  • Fredericia - Automationsteknolog (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Lillebælt, Odense)
  • Kalundborg - Bioanalytiker (professionsbacheloruddannelser, baseret på PH Absalon, Næstved)
  • Skjern - Markedsføringsøkonom (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Midtvest i Herning)
  • Holstebro - Diplomingeniør i produktionsteknik (professionsbacheloruddannelse, baseret på VIA Aarhus/Horsens)
  • Nykøbing Falster - Produktionsteknolog (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Sjælland, Slagelse)
  • Rønne - Datamatiker samt Innovation og entrepreneurship (hhv. erhvervsakademiuddannelse og overbygningsuddannelse, baseret på CphBusiness, Kgs. Lyngby)
  • Helsingør - Lærer (professionsbacheloruddannelse, baseret på UCC Carlsberg)
  • Svendborg - Serviceøkonom (erhvervsakademiuddannelse baseret på EA Lillebælt i Odense)
  • Hobro - Eksport og teknologi (professionsbacheloruddannelse, baseret på UCN i Aalborg)
  • Hedensted - Automationsteknolog (erhvervsakademiuddannelse baseret på Erhvervsakademi Dania, Randers)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Et lille skridt på vejen mod at fjerne ideen om at alt I Danmark skal ligge i København. Næste skridt kunne være de kongelige og politikkerne. Hvad med Bornholm eller Læsø? Så er ø-samfundet da reddet.

  • 15
  • 6

Flyt Folketinget til Odense, det er sådan midt i landet og tæt på TV2 :)

Det vil næppe bringe TV2 tættere på virkeligheden.

Den dag en ufo lander, en altdræbende epedimi udbryder eller 3. verdenskrig starter, vil TV2-Nyhederne straks styrte ud på gaden og spørge en tilfældig dansker, helst en pige på 5 år om, hvad hun synes om det. Det gør de jo altid.

Fordummende underholdning fremfor informativ lærdom er TV2s varemærke, uanset hvor kompliceret eller teknisk emnet er.

  • 6
  • 2

Jeg er stor tilhænger af, at statsadministrationen også er repræsenteret i provinsen, men måden det bliver gjort på er noget af det værste jeg har set i dansk politik.

Dumt, fordi der er en rapport på vej der dokumenterer at den sidste udflytning var en katastrofe på mange planer. Stort tab af viden og erfaring, stort fald i oroduktivitet og stor stigning i sygefravær taler vist sit tydelige sprog.

Dårligt, fordi regeringen åbenbart slet ikke har overvejet muligheden for gradvist at oprette fjernarbejdspladser i takt med den naturlige afgang.

Dyrt, fordi der bliver mange ubesatte stillinger, som man er nødt til at dække med dyre konsulenter og vikarer, imens at dyrt oparbejdet viden og erfaring er spildt, fordi de tidligere medarbejdere går over i en anden branche.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at regeringen tror at vi er en nation af kolde ludobrikker, som man bare kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. De fleste mennesker bor der hvor de bor, fordi at de bedst kan lide at bo der, og fordi de har en omgangskreds, et netværk og et foreningsliv som de ofte har brugt mange år om at opbygge.

Det har ikke noget med København at gøre, men om mennesker, deres familier og deres tryghed i hverdagen. Det var åndssvagt at Helle Thorning-Schmidt centraliserede en masse administration, men det er helt hat at begå den samme fejl en gang til.

  • 15
  • 6

Lad os starte med Helle Thorning.. nu var det ikke hende der centraliserede en masse administration det var allerede godt i gang inden så ingen politisk farve går fri der.

Det er godt at der er så få der flytter med da det er den eneste mulighed for at få den rådene kultur som hersker i den statslige administration fjernet. Styrelser der opføre sig som en stat i staten, ikke har nogen forbindelse med den virkelighed de skal administrere love og regler omkring.

Der bliver ikke ubesatte stillinger for modsat det påståede fra folk i KBH så er der masser af kvalificerede mennesker uden for voldene. (igen den med virkeligheden...)
Oplæring, tja ting tager tid men er det så slemt at folk der har en "risiko" for at færdes og leve i den virkelighed de skal administre kommer til? Kunne det frygtes at beslutninger faktisk fik en højre kvalitet og brugbarhed for borgerne/virksomhederne? ved godt det ville være ganske rædselsfuldt for det nuværende system at opleve.

Hvad familier m.m. angår så kan de tage en tudekiks og komme videre. Hvis de virkelig har troet at de var så fredet bare fordi de var ansat i staten så trænger de til et los bagi og til at komme ud i virkeligheden. Som samfund kan vi ikke tage hensyn til om det er "synd for" nogle at de skal finde andre græsgange eller følge med ganske som mange andre i det offentlige har skulle i årtier.

Den rapport du snakker om.. hvem har lavet den og hvor er den lavet? Er det højere sygefravær for dem de arbejdspladser der skal flyttes ud eller dem der er flyttet? En sådan rapport kræver ganske alvorlig kildekritik for at blive set som andet end parts indlæg.

En anden og billigere måde at gøre tingene på er at fjerne 70-80% af de love og regler som mange af disse styrelser administrere og som ikke har nogen som helst positiv effekt ude i virkeligheden men som kun kræver ekstra arbejde for at opfylde og indberette til alle disse skriveborde. Fjerne vi disse love og regler så kan disse mennesker i styrelserne få en fyresedel og deres job nedlagt i stedet for at flytte og staten kan spare milioner på dette akademiske aktiverings projekt.

Intersant nok så er der en voldsom larm over ganske få folk som nu enten skal finde arbejde ( det sted i landet hvor det er nemmest) eller flytte med og opleve andre dele af landet. Men når det er håndværkere der fyres i stort tal i det private (Siemens fyrede 600) og uden for Hovedstaden så er der ingen indenfor voldene der tager notits og går til medierne.

Eneste jeg kan se over den her ballade over nogle få arbejdspladser der flyttes lidt rundt er at visse dele af danskerne er et forkælet og ynkelig folk der vil have tingene serveret og som er ekstrem angst for forandringer og at tage ansvar for sig selv. Tænk hvis livet ikke er som sladderbladene og tænk hvis man fandt ud af at der er så meget andet lige ude foran ens næse, nye muligheder.. skræmmende ikke?

  • 8
  • 7

"Hvad familier m.m. angår så kan de tage en tudekiks og komme videre. Hvis de virkelig har troet at de var så fredet bare fordi de var ansat i staten så trænger de til et los bagi og til at komme ud i virkeligheden. Som samfund kan vi ikke tage hensyn til om det er "synd for" nogle at de skal finde andre græsgange eller følge med ganske som mange andre i det offentlige har skulle i årtier."

Tænk at skulle høre en sådan jubelidiot udtale sig. Men måske er det ironi? Ellers er det ufølsomhed på så højt niveau, at man må tro afsenderen er nærmere relateret den koldblodede del af dyreriget end pattedyrene. Forhåbentlig er Jepsens sædkvalitet helt elendig - det er der jo nogen som bare må leve med.

Til de fyrede/flyttede må man da opfordre til, at de lægger sig i deres senge i en længere periode og tænker over hvad deres loyalitet og kvalifikationer ellers kan bruges til!

  • 3
  • 7

Med den svada, skulle man mene at der er tale om politisk motiverede ansættelser i styrelserne i Kbh. En del IDA medlemmer i det private flytter med arbejdet eller bare opgaven. Ofte flyttes der i perioder udenfor landets grænser.

  • 1
  • 1

Det var bedre om man flyttede ud, så man kunne lave de SMÅ byer til nogen der var vær at komme til. Aars, Fjerritslev, Nykøbing Mors og andre. Så havde det været helt rigtigt (Løgstør, hvor jeg kommer fra, fik Miljømærkesekretariatet, hvad det ellers er for noget) . I alle byerne er der borgmestre og borgerne skal tage vel i mod dem og de kan flytte ind nogen velholdte bygninger.

Man har i årevis haft telefon man kan kommunikere med, også en hel del mennesker. Så bare flyt med, ellers er der nogen andre der tager dem.

  • 0
  • 0