Mobilselskab ændrer vilkår igen: Nu må sim-kort bruges i tablets

Teleselskaber må ikke begrænse brugen af deres abonnement til bestemte typer udstyr. Illustration: Hounö

Mobilselskabet Oister lancerede i sidste uge et nyt abonnement med titlen fri tale/fri data til 129 kroner om måneden. For anden gang siden lanceringen må Oister nu ændre i sine abonnementsvilkår, fordi de strider mod de europæiske netneutralitetsregler, der skal sikre, at forbrugerne har adgang til et frit og åbent internet.

Først måtte Oister fjerne begrænsningen af den datamængde, der måtte bruges til datadeling, også kaldet tethering. Oprindeligt måtte brugere kun bruge 60 ud af de i alt 1.000 GB data til datadeling til eksempelvis computer og tablet.

Læs også: Teleselskab bryder netneutralitet: Nu ændres abonnementet

Nu må Oister igen frem med slettelakken i vilkårene og rette ind efter en dialog med Energistyrelsen, der er tilsynsmyndighed på EU's forordning om netneutralitet.

Mobilselskabet har i de oprindelige vilkår begrænset brugen af abonnementet, så sim-kortet kun må anvendes i en mobiltelefon.

I det oprindelige abonnementsvilkår stod der:

»Ved fri data forbeholder OiSTER sig retten til at spærre for data eller opsige dit abonnement, hvis: Du benytter abonnementet i udstyr, der ikke er beregnet til et mobilabonnement fx routere, tablets, modems og andet.«

Men den formulering er i strid med EU's forordning om netneutralitet, som slår fast, at et mobilselskab ikke må begrænse et mobilabonnement til bestemte typer udstyr, fx tablets.

I netneutralitetsforordningens artikel 3, stk. 1, står der nemlig tydeligt, at:

»Slutbrugerne har ret til at have adgang til og udbrede oplysninger og indhold, bruge og levere applikationer og tjenester samt bruge terminaludstyr efter eget valg, uafhængigt af slutbrugerens eller udbyderens beliggenhed eller af oplysningernes, indholdets, applikationens eller tjenestens beliggenhed, oprindelse eller destination, via deres internetadgangstjeneste.«

Læs også: Begrænsede data og fri streaming: Fire danske teleselskaber brød netneutraliteten

Så nu ændrer Oister abonnementet endnu engang, så brugere kan bruge abonnementet på alle typer udstyr.

»Efter de seneste dages historier om abonnementet Fri/Fri til 129 kr., så har vi været i dialog med Energistyrelsen. Energistyrelsen har gjort os opmærksomme på, at det er slutbrugeren, der selv skal bestemme, hvilket udstyr et simkort må placeres i. Det har vi naturligvis taget til efterretning og har derfor ændret vores abonnementsvilkår,« skriver Ditte Munk Kristensen, Marketing Coordinator i Oister, i en mail til Ingeniøren.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er det abonnement jo ved at lyde som en ret god deal, så jeg spekulerer på om de ikke snart lukker det eller sætter prisen markant op, for det var jo netop alle de ulovlige begrænsninger de havde sat op som skulle forhindre det i at blive for attraktivt.

  • 2
  • 0

samt bruge terminaludstyr efter eget valg

Den gav mening for 25 år siden, da alle modems, som blev sat på kobberkablerne, skulle være P&T godkendte. Og der i øvrigt reelt kun var modems, som kunne bruges til internet.

En computer, en telefon og en tablet er tre forskellige typer terminaludstyr, derfor kan man ikke kræve at de prissættes ens. MEN man kan godt kræve at de bits de sender ud og modtager behandles ens.

Derimod kan man begynde at kigge mistænksomt på det, hvis et abonnement kun virker med IOS, eller kun er til en Tesla. Et abonnement til en Nokia 3310 only er principielt også et brud på ovenstående, men hvis abonnementet gælder for alle telefoner i 3310 klassen, så ser jeg ikke noget problem med det.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten