Mobilhunde skal snuse sig til telefoner i fængslerne

Mobilhunde skal snuse sig til telefoner i fængslerne

Færten af lithium-ion-batterier skal være med til at afsløre indsatte, der bruger mobiltelefoner i landets fængsler. Fire mobilhunde skal nu i gang med at lære færten at kende.

Det bliver i første omgang hverken avanceret søgeudstyr, Faraday-bure eller jammere, der skal komme mobilsnak i landets fængsler til livs. Det bliver derimod noget så lavteknologisk som hundenæser.

Fire hunde skal nemlig specialtrænes til at opsnuse mobiltelefoner i landets fængsler, skriver fagbladet Fængselsfunktionæren.

Den beslutning følger længere tids diskussion af problemet, som igen blev aktuelt, da Justitsminister Søren Pind (V) i januar meddelte, at de terrorsigtede fra sidste års terrorangreb i København havde haft adgang til mobiltelefoner under deres varetægtsfængsling. Det skrev blandt andre TV 2 i januar.

Ingeniørens læsere har tidligere foreslået alt fra jammere til Faraday-bure, men fængslernes løsning er altså indtil videre noget mere analog. To af de fire hunde er erfarne narkohunde, mens de to andre er nye hvalpe, der skal trænes fra bunden.

Læs også: Hjælp os med at hjælpe politiet: Sådan stopper vi mobiltelefoner i fængslerne

Batterier har svag lugt

De to narkohunde kan være oplært om seks måneder, vurderer hundefører og træningsleder af Kriminalforsorgens hundeførere, Jørgen Hansen over for Fængselsfunktionæren. Hvalpene begynder først deres træning senere.

Det er dog ikke så simpelt at opsnuse mobiltelefoner, som det er at opsnuse eksempelvis narkotika, som kriminalforsorgens hunde allerede opsnuser i dag.

»Det er svært at opsnuse mobiltelefoner, fordi de ikke har en særlig kraftig fært. I modsætning til for eksempel kokain eller hash. Den kraftigste duft er fra batteriet, der er lavet af lithium. Men ren lithium er både eksplosivt og sundhedsskadeligt at indånde, så vi kan ikke træne på det rene stof, som vi plejer. Det er altså ikke bare lige til,« siger Jørgen Hansen til Fængselsfunktionæren.

Læs også: Spørg Læserne: Hvad kan man gøre for at forhindre mobilsignal i fængslerne?

Han tilføjer derfor, at det ikke er muligt eksempelvis at ‘støvsuge’ en afdeling for telefoner på samme måde, som hundene kan med narkotika, da færten er for svag.

Kriminalforsorgen har overvejet at bruge engelske hunde, der allerede er trænet, men det besværliggøres blandt andet af, at dansk hundetræning adskiller sig fra den træning, de britiske hunde allerede har fået.

Kommentarer (4)

Med Søren Pind's nye logningsdirektiv er det vel meget nemmere simpelthen at udlevere mobiltelefoner til alle indsatte og så anvende alt, hvad de bruger den til, i retssager mod dem. Man må hurtigt kunne få en retskendelse til aflytning, inklusive net-snifning, åbning af SSL certifikater, deep-packet inspection, og hvad ved jeg. Og så må det efterfølgende være en smal sag af få de indsatte, der fortsætter med deres forbryderiske aktiviteter indefra murene, dømt for endnu mere.

/Bjørn.

PS: Ironi kan forekomme....

  • 2
  • 0

Det lyder på kriminalforsorgen, at de gerne så, at de indsatte fik lov til at have mobiler. Selvfølgelig ikke når de er varetægtsfængslede.

Men jeg tænker lidt, om man egentlig vidste at de havde dem? Altså hvis nu PET vidste det kunne de vel få meget mere ud af at lytte med end at skynde sig at tage telefonerne fra dem?

  • 0
  • 0