MIT: Ingen klar sammenhæng mellem møllestøj og helbred

Der er ingen klar eller konsekvent sammenhæng mellem støj fra vindmøller og indberettede sygdomstilfælde eller helbredsskader.

Sådan lyder den overordnede konklusion fra en gruppe forskere fra det anerkendte amerikanske universitet Massachusetts Institute of Technology (MIT), der har gennemgået otte eksisterende studier af sammenhængen mellem helbred og udsættelse for vindmøllestøj . Artiklen er publiceret i Journal of Occupational & Environmental Medicine.

MIT er blevet bedt om at foretage denne analyse af den canadiske og den europæiske vindkraftbrancheforening, som i en pressemeddelelse understreger, at de hverken har leveret input til rapporten eller til konklusionen.

Ifølge forskerne har enkelte personer i de otte studier klaget over gener på grund af vindmøller.

En nærmere analyse af disse tilfælde viser, at klagerne hang sammen med særlige rytmer i støjen fra vindmøllerne. At de hang sammen med placeringen af vindmøllerne i landskabet, deres visuelle effekt, hvor længe vindmøllerne havde stået på stedet samt med personernes generelle holdning til vindmøller, og om de personligt har økonomisk fordel af vindmøllerne.

Men den nærmere analyse viser også, at indberettede gener ikke hænger godt sammen – eller overhovedet hænger sammen – med de målte eller beregnede støjniveauer.

Dermed indgår MIT i rækken af institutioner, der på det seneste har analyseret eksisterende forskning i sammenhængen mellem udsættelse for vindmøllestøj og helbredsgener. Og hvor ingen endnu har fundet solide sammenhænge mellem de to ting.

Læs også: Sundhedsstyrelse: Ingen beviser for, at vindmøller skader helbredet

Læs også: Undersøgelse frifinder vindmøller: Naboers helbred upåvirket af støjen

Brancheforeningen Vindmølleindustrien er glad for, at der nu findes endnu en undersøgelse, der viser, at der ikke findes en generel problemstilling omkring vindmøller og helbred:

»Vi håber, at den her undersøgelse kan bidrage til at skabe et bedre faktuelt grundlag omkring sammenhængen mellem vindmøller og helbred. Og dermed være med til at dæmpe den forskrækkelse, som findes i visse kommuner omkring vindmøller,« siger adm. direktør Jan Hylleberg.

Han fortæller, at flere kommuner har sat godkendelse af nye projekter på stand by netop på grund af denne forskrækkelse. De vil hellere afvente den store helbredsundersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, som er færdig i 2017.

Læs også: 45.000 naboer med i unik dansk undersøgelse af støj fra vindmøller

»Det er en meget voldsom, politisk beslutning i disse kommuner. Vi håber, at kommunerne i stedet vil holde fast på den overordnede plan, og at de vil lade debatten foregå på et mere sagligt grundlag, som denne analyse blandt andet er med til at skabe,« siger Jan Hylleberg.

Ifølge Energistyrelsens oversigt over vindmøller er der i 2014 (opgjort ultimo 2014) blot opstillet 68 nye, større møller, mens 67 mindre typer er taget ned.

Det giver netto en ekstra vindmølleeffekt på bare 39 MW. Tallene dækker både land- og havvindmøller.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg forstår stadig ikke hvorfor man ikke finder nogle forholdsvis øde steder, opkøber et par hus - altså dem der kunne være støj og jordstråle og blinkramte, og så bare plastrer stedet til med vindmøller, i stedet for som nu at opstille 3 her og 3 der, så man også kan tage en 360gr. og se 30 vindmøller. Så ville man jo være næsten ude over det med støjen, med mindre fanatiske bymennesker så kaster sig over de fugle der måske bliver bange.

  • 1
  • 0

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tolke denne sætning [quote]En nærmere analyse af disse tilfælde viser, at klagerne hang sammen med særlige rytmer i støjen fra vindmøllerne[quote]

Betyder at undersøgelsen frifinder støj som kilde til sygdomme, men i stedet peger på at folk bliver generet af rytmer i støjen?

Hvordan skal det gøre tingene bedre?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten