BOSTON
Fox Harrell tager imod på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i et overraskende lille lokale. Det står som lidt af en kontrast til det enorme campus, MIT breder sig over i universitetsbyen Cambridge i nærheden af Boston. MIT er et af verdens mest prestigiøse og velhavende universiteter, der uddanner en elite af ingeniører og videnskabsfolk. Og så har de overskuddet til at også at eksperimentere på den mere kreative front.
Derfor er en mand som Fox Harrell ansat her. Hans forskning kan være svær at rubricere. Det er hverken kunst, it, kognitiv psykologi, videnskab eller kunstig intelligens – det er det hele. ICE-lab kalder de det laboratorium, hvor han underviser. Forkortelsen ICE står for Imagination, Computation & Expression. Med andre ord: it som udtryk for en udvidet forestillingsevne. Her søger de blandt andet svar på spørgsmålene: Hvordan kan computeren være med til at udvide vores grænser? Og hvordan kan vi udvide computerens?
Fox Harrell har to bachelorgrader; en i kunsthistorie og en i naturvidenskab. Dertil kommer en master i interaktiv kommunikation og en ph.d. i it og kognition. Og så er han specielt interesseret i en subjektiv tilgang til programmering og dét, brugerne bliver mødt med på internettet.
En del af hans ph.d.-afhandling var en interaktiv, lyrisk kunstfilm til nettet – ‘Loss Undersea’ hedder den.
»Den handler om den umenneskeliggørelse, mange kontorarbejdere møder i deres hverdag,« siger Fox Harrell og forklarer, at filmen tager udgangspunkt i forskellige handlinger, der udtrykker følelser: fredfyldt, aggressiv, apatisk eller doven.
Som bruger kan man vælge mellem de fire, og valget sætter historien i gang. Fox Harrell har lavet den overordnede ramme, der handler om en person, der står op, går i bad, spiser morgenmad og går ud af døren, tager på arbejde og kommer hjem igen. Det grafiske udtryk hensætter en i en drømmeagtig tilstand, hvor man ‘falder’ ned gennem et hus, alt imens handlingen skrider frem.
»Computersproget, jeg lavede til den film, var dannet ud fra de samme kognitive mekanismer, vi systematisk danner i hjernen ud fra allerede eksisterende ideer. Der er nogle strukturer bag, hvordan vi danner ideer, som giver mest mening. Så hvis du siger et ord som ‘søstjerne’, er der en grund til, at de fleste får en association til et sødyr og ikke en stjerne på himlen i form af en fisk. Det computerprogram, der ledte til ‘Loss Undersea’ er modelleret over de kognitive mekanismer,« siger Fox Harrell.
Når computersproget genererer lyriske strofer ud fra samme mekanismer som en menneskelig hjerne, gør det så stroferne til litteratur? Ikke helt, men det er heller ikke nødvendigvis hensigten, siger Fox Harrell:
»Hvis man spørger en given person, om han eller hun kan nævne et computerværk, der har gjort en forskel, vil vedkommende få svært ved at komme i tanker om noget. Men jeg har altid været interesseret i, hvordan computeren kan blive brugt som udtryksmiddel. At man opdager dens potentiale. Hvad vil det kræve af computeren at blive et regulært udtryksmiddel?« spørger Fox Harrell retorisk.
Det oplagte potentiale for computeren ligger i det interaktive. Og så er computeren måske bedre til at improvisere på nye og andre måder end den menneskelige hjerne.
»Jeg kunne selvfølgelig skrive et digt, men det ville jo være det samme, man læste hver gang. Computeren giver derimod over 1014 forskellige kombinationsmuligheder, som bliver genereret med en forskellig, emotionel tone hver gang. Den kunstige intelligens tillader computeren at improvisere på en anden måde. Der er nogle, der mener, at litteratur eller lyrik, der er genereret af kunstig intelligens, kan narre nogen til at tro, at det er intelligent. Man tænker: ‘Kan man lave et program, der gør det muligt at skrive en historie med kunstig intelligens på linje med at køre bil?’ Det er selvfølgelig et interessant spørgsmål, men jeg er mere interesseret i spørgsmålet: Kan computeren få et udtryk, så den ikke erstatter den menneskelige hjerne, men tilbyder langt større fleksibilitet, som igen giver mulighed for et større og mere kraftfuldt udtryk? Hvis ja, hvordan designer vi så et system, der kan sætte den menneskelige fantasi i gang, så vi kan se den som intelligent eller kreativ? Det er andre spørgsmål, for det handler ikke om, hvorvidt computeren er intelligent eller ej, men om, hvorvidt computeren ligesom forfatteren kan lave et overbevisende univers, som har en effekt på brugeren,« siger Fox Harrell.
En anden måde at indtænke større subjektivitet på kan være i de algoritmer, kommercielle sites som Amazon og Spotify bruger. Bare fordi man har hørt jazz den ene dag, betyder det ikke, at man vil høre noget lignende den næste – eller læse om havebrug igen, bare fordi man har købt én bog om det.
De computergenererede forslag til forbrugeren risikerer at gøre os dovne og dumme. Og ikke mindst stigmatisere og rubricere os i kasser, vi ikke synes, vi hører til i.
»De fleste har mange interesser, der går på tværs af genrer og tid, men det er ikke den måde, man bliver mødt på, når man besøger de sites. Det ville jo være fint, hvis de sites tilbød noget, der lå ud over, hvad man umiddelbart kunne forvente,« siger Fox Harrell.
Og så har Fox Harrell en anden kæphest; computerspil og deres stereotyper. Mange af computerspillenes figurer virker stigmatiserende uden hensigt. Fox Harrell giver et eksempel på et storsælgende computerspil, hvor man kan vælge at være ‘en fra nord’ eller ‘en bretoner’. Ham fra nord har en intelligens på 30, bretoneren en på 50. Hvem vil man helst være?
Computerspil kunne desuden få en mere interessant kompleksitet, hvis man udstyrede karakterne med følelser.
»Vi ved, at mennesker er gode til at kommunikere alene med ansigtsudtryk og gestik. Mange spil og computersystemer gør det samme. Man trykker på en bestemt knap i World of Warcraft, og man kan gøre meget bare med dét. Men figurerne ændrer kun gestik, ikke kropssprog og de indre følelser. Hvis de gjorde det, ville det være en helt anden måde at drive historien på. Det giver noget andet, hvis man spiller med en figur, der er melankolsk, og man ville få flere muligheder for at udvikle historien,« siger Fox Harrell.
Fox Harrell mener ikke, at fremtidens instruktører og forfattere kan blive erstattet af kunstig intelligens. Det er mere komplekst end som så. Men måske kan kunstig og menneskelig intelligens rykke grænserne for, hvad kunst og litteratur kan:
»Computeren er jo begrænset af vores hjerne, og hvordan vi tænker. Og vores forståelse er begrænset af, hvad vores systemer kan,« siger Fox Harrell.
Måske kan den menneskelige hjerne alligevel rykke computerens grænser endnu videre – og vice versa.
