Missilskjold beskytter ikke mod langtrækkende missiler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Missilskjold beskytter ikke mod langtrækkende missiler

Interceptormissilerne til missilskjoldet bliver i dag primært leveret af amerikanske destroyere i Arleigh Burke-klassen. Danmark har givet tilsagn om at bidrage med nye radarer på mindst én af søværnets Iver Huitfeldt-fregatter. Illustration: Missile Defense Agency

Når Natos missilskjold i de kommende år sænker sig over Europa, bliver der ikke tale om det komplette værn mod missiler, betegnelsen antyder. Europa står ganske vist over for den tredje og afsluttende fase i oprettelsen af et operativt ballistisk missilskjold:

Danmark og Holland opgraderer luftvarslingsradarerne på i alt mindst fem fregatter, mens en landbaseret radar allerede er placeret i Tyrkiet, og de første landbaserede missilforsvarssystemer med både radarer og interceptormissiler står klar i Rumænien i år og i Polen i 2018.

Interceptormissilerne til missilskjoldet bliver i dag leveret af amerikanske krydsere og destroyere i europæiske farvande, udstyret med såkaldte Standard Missile 3 (SM3). Og fra 2020 får både de amerikanske skibe og anlæggene i Rumænien og Polen den næste generation af interceptormissiler med længere rækkevidde og mere sofistikeret målsøgning, SM3 Block IIA.

Læs også: Efter årtiers tilløb: Nu når Natos missilskjold til Europa

De nye radarer og missilbatterier udgør sammen med infrarøde satellitter det europæiske ballistiske missilforsvar med projektnavnet European Phased Adaptive Approach (EPAA), der har til formål at beskytte de europæiske Nato-lande mod kortrækkende og mellemdistancemissiler.

300 sekunder

Men selv ikke med de nye interceptormissiler vil Europa være fuldt beskyttet mod ballistiske missiler. Ingen SM3-missiler, heller ikke de nye SM3 Block IIA, er nemlig i stand til at nedskyde langtrækkende missiler, de såkaldte interkontinentale ballistiske missiler.

'Arkitekturen i EPAA er konstrueret til at beskytte europæiske Nato-lande mod ballistiske missiltrusler med kort og mellemstor rækkevidde fra Mellemøsten. EPAA har ingen kapacitet til at beskytte mod interkontinentale ballistiske missiler,' bekræfter det amerikanske missilforsvarsagentur, Missile Defense Agency, i en e-mail til Ingeniøren.

Såkaldte hit-to-kill-interceptorer som SM3-missiler ødelægger deres mål alene ved hjælp af kinetisk energi, med andre ord ved at kollidere med et fjendtligt missil undervejs i missilets ballistiske bane. Interceptormissilets træfsikkerhed er betinget af fart og sensornøjagtighed: En succesfuld nedskydning kræver kort fortalt, at interceptormissilet er i stand til at nå frem til det forudsete kollisionspunkt (PIP, predicted intercept point) tilstrækkelig hurtigt og med tilstrækkelig sofistikeret målsøgning til at korrigere eventuelle unøjagtigheder i PIP i slutfasen.

Læs også: Sådan skal Natos missilskjold beskytte Europa

Jo tidligere interceptormissilet affyres, efter at det fjendtlige ballistiske missil er affyret, desto mere usikkert bliver PIP. Missilskjoldets infrarøde satellitter kan registrere et fjendtligt missil kort efter affyring, men interceptormissilet kan først affyres efter godt 300 sekunder, når motoren på det ballistiske missil sætter ud efter boostfasen. Under boostfasen bliver missilet nemlig stadig styret og korrigerer løbende sin kurs. Først når almindelig kredsløbsmekanik tager over, kan missilets bane forudsiges med tilstrækkelig nøjagtighed til at sende interceptormissiler i luften.

De amerikansk-ledede landbaserede missilforsvarssystemer i Rumænien og i Polen er ligesom anlægget på Hawaii stort set kopier af anlæggene på de amerikanske skibe til missilforsvar, de såkaldte Aegis-skibe. Deraf navnet: Aegis Ashore. Illustration: Missile Defense Agency

Uden for rækkevidde

Men interkontinentale ballistiske missiler flyver både højere og hurtigere end kortrækkende og mellemrækkende ballistiske missiler, og efter boostfasen vil de fleste interkontinentale ballistiske missiler være uden for rækkevidde af SM-3 Block IIA affyret fra Europa, der flyver omkring 4,5 km/sekundet.

»Den europæiske del af missilskjoldet har jo længe været tiltænkt en lidt mindre ambitiøs rolle end det amerikanske missilskjold. Det er et regionalt forsvarssystem, men til gengæld er det nok også dér, den mindst mulige investering giver den størst mulige beskyttelse. Man skal bare holde sig for øje, at det bare er et militært system og ikke en fuldstændig beskyttende kuppel over Europa,« siger militærforsker og professor ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen.

Eksempelvis vil det være teknisk umuligt for SM3-missiler fra europæiske missilbatterier at nedskyde interkontinentale ballistiske missiler af SS-19 Stiletto-klassen affyret fra Tatishchevo i Rusland, konkluderer blandt andre fysiker og militærforsker Dean A. Wilkening i sin bog om ballistisk missilforsvar fra 2013.

Missiler med kurs mod Europa vil naturligvis bevæge sig inden for missilskjoldets rækkevidde i den såkaldte terminale fase, men det er afgørende at kunne uskadeliggøre fjendtlige missiler midtvejs i deres bane, inden genindtræden i atmosfæren. Som Ingeniøren skrev tidligere på måneden, kan ballistiske missiler frigive flere sprænghoveder under missilets nedstigning, hvilket gør det vanskeligt at nedskyde alle sprænghoveder. Og nedskydning af atomare, biologiske eller kemiske våben inden for atmosfæren vil ikke forhindre store ødelæggelser.

Interkontinentale trusler

Ligesom Missile Defense Agency lægger firmaet bag SM3-missilerne, amerikanske Raytheon, ikke skjul på, at missilerne ikke beskytter mod interkontinentale ballistiske missiler.

»Raytheons SM3 stopper ballistiske missiler exo-atmosfærisk ved at frigive et lille ikke-eksplosivt kinetisk sprænghoved, der hamrer ind missilerne ude i rummet. SM3 er i stand til at stoppe kortrækkende og mellemrækkende ballistiske missiler midtvejs i deres flyvning,« siger Amy Cohen, direktør i Raytheons SM3-program, til Ingeniøren.

Men har Europa så behov for beskyttelse mod langtrækkende missiler? Udviklingen inden for ballistiske missiler går i øjeblikket stærkt, og adskillige lande, herunder Rusland, Kina og Nordkorea, har i dag interkontinentale ballistiske missiler og de fornødne systemer til at affyre dem. Iran, som missilskjoldet officielt er rettet mod, arbejder i øjeblikket på at udvikle dem, hvilket Missile Defense Agency betegner som en potentiel trussel mod europæiske Nato-lande.

'Nato-Europa er i dag truet af iranske kortrækkende og mellemrækkende ballistiske missiler. Iran udvikler derudover længererækkende kapaciteter, der kan true flere europæiske Nato-allierede i de kommende år,' skriver Missile Defense Agency i sin e-mail.

Raytheons SM-3 Block IIB blev udviklet til at nedskyde interkontinentale ballistiske missiler, indtil udviklingsprogrammet blev droppet. Illustration: Missile Defense Agency

Teknologien droppet

Teknologien til at skyde interkontinentale ballistiske missiler ned fra Europa var faktisk under udvikling, men blev droppet igen. EPAA var tiltænkt en fjerde fase efter 2020 med nye og hurtigere SM-3 Block IIB interceptormissiler, der ville have været i stand til at nedskyde interkontinentale ballistiske missiler.

Men en række problemer gjorde, at den amerikanske regering nedlagde programmet i foråret 2013. SM-3 Block IIB skulle have været placeret i landanlæggene i Polen og Rumænien, hvilket hurtigt viste sig ikke at være en optimal geografisk placering.

Den optimale placering af missilerne ville have været om bord på skibe i Nordsøen. Det skabte til gengæld helt nye sikkerhedsproblemer, eftersom Block IIB modsat tidligere generationer af SM-3 krævede flydende raketbrændstof, hvilket ikke har været tilladt på amerikanske krigsskibe siden 1988.

'Mens Missile Defense Agencys oprindelige antagelse var, at missilet skulle være landbaseret, fordrer programmet nu, at SM-3 Block IIB bliver både skibs- og landkompatibelt. Men hvis SM-3 Block IIB er havbaseret og benytter et flydende drivmiddel, skaber det betydelige sikkerhedsrisici samt ukendte, men sandsynligvis betydelige ekstraomkostninger,' skriver den amerikanske rigsrevision, U.S. Government Accountability Office, i sin rapport om programmet.

Læs også: Dansk radarproducent vil levere missilforsvar til Danmark

Interceptormissiler mod interkontinentale ballistiske missiler findes, og de indgår i dag i det amerikanske missilskjold. Her benytter man det stationære system Ground-based Midcourse Defense, der består af nedgravede siloer i Alaska og Californien, der kan affyre Raytheons store Exoatmospheric Kill Vehicle.

Bush-administrationen havde egentlig planer om et europæisk landbaseret missilskjold i stil med det amerikanske, med stationære anlæg i Polen og Tjekkiet; men Barack Obama besluttede i stedet at opbygge det europæiske missilskjold efter den mere fleksible EPAA-model, bygget op omkring få landanlæg, europæiske krigsskibe med radarkapacitet og amerikanske skibe med missilkapacitet.

Herhjemme står Folketinget stadig over for en beslutning om det konkrete danske bidrag til Natos missilskjold. Danmark har givet tilsagn om at bidrage med nye radarer på mindst én af søværnets Iver Huitfeldt-fregatter, og Forsvarsministeriet arbejder lige nu på et beslutningsgrundlag for, hvordan det danske bidrag til missilskjoldet skal udmøntes.

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

.........at møde folk der tror at der intet sker inden for våbenteknologi fronten.......Gad vist hvad de kraftige laserkanoner der afprøves mod sattelitter i Kina og USA er tænkt brugt til i fremtiden......dueskydning?

  • 7
  • 0

Det største problem med ICBMs er brugen af decoys: Når det opsendes i en bane, der sender det ud af atmosfæren, kan den frigøre hundredevis af aluminiumsfolieballoner, der ligner sprænghoveder på en radar. De bliver først skilt fra sprænghovederne ved genintræden i atmosfæren. Det betyder at de 2 eneste muligher for at nedskyde spænghovedet er under opsendelse og genindtræden i atmosfæren. Det er næppe muligt at nå under opsendelsesfasen, der kan være langt væk fra målet og missilskjoldet. Så reelt er lasere nok den bedste måde at nedskyde sprænghoveder under genindtræden.

  • 5
  • 0

Som jeg ser det er problemet primært responstiden samt det økonomiske aspekt. Det vil simpelthen være for dyrt og urealistisk at gå efter 1-1 modellen (1 interceptor til 1 sprænghoved) efter MIRV blev indført, hvilket jo giver god mening. Men det ser ud til at amerikanerne arbejder på et modsvar hvor et missil kan bære flere såkaldte "kill vehicles". Så er spørgsmålet vel bare om de kan puttes på et missil som er hurtigt nok og om hver enhed er præcis nok til at ramme et sprænghoved.

http://defense-update.com/20151122_ekv-mok...

Tror næppe at laserne vil erstatte missilerne, men de vil helt sikkert indgå i det samlet forsvar. Jeg ser dem nærmere som CIWS.

  • 2
  • 0

Det er ikke korrekt, at det største problem ved ICBM er decoys. Decoys bruges også af både visse MRBM og især af IRBM, så det er ikke noget man udelukkende ser ved ICBM.

Det er heller ikke korrekt, når du skriver at man engagerer ICBM i boostfasen eller terminalfasen. Hvis du ser på det amerikanske "ground idcourse defense system", så er det netop bygget til at engagere ICBM i midcourse, altså udenfor atmosfæren.

  • 2
  • 0

der er 30 år gammel
et system der blev lavet under Reagan
der koster milliarder at vedligeholde hvert år
et system der aldrig vil fungere
russerne griner sig i søvne

  • 2
  • 4

Der hvor amerikanerne arbejder på at bruge lasere er ifm missilets boostfase, hvilket giver et antal fordele:
- Missilet er lettere at detektere i denne fase
- Laseren behøver "bare" at brænde hul i motoren og dermed forsage en destruktion af missilet
- Al nedfaldet fra missilet ved falde ned over fjendes område

Det er klart, at det giver et antal udfordringer, primært at man har svært ved at komme tæt på truslen. Derfor arbejder med putte laseren i UAV'er (i Global Hawk størrelsen) og lade dem patruljere så tæt på fjendens område som muligt, hvorefter laserens rækkevidde skal være lang nok til at kunne række missilerne.

  • 1
  • 0

Det er klart, at det giver et antal udfordringer, primært at man har svært ved at komme tæt på truslen. Derfor arbejder med putte laseren i UAV'er (i Global Hawk størrelsen) og lade dem patruljere så tæt på fjendens område som muligt, hvorefter laserens rækkevidde skal være lang nok til at kunne række missilerne.

Jeg bliver en smule træt når jeg læser denne slags Sci-Fi. Hvor stor er verden, hvor mange subsonic droner skal der til, hvad er laserens rækkevidde på en god dag. Hvad er APU'ens brændstofforbrug med det elværk det skal drive. Vi taler MW-klasse.

Man må så også håbe at fjenden er gentleman nok til at angribe udenfor nedbørsperioder, for ellers er laseren ubrugelig og Global Hawk'ens bedste chance er en "mid air collision". Held og lykke.

YAL-1 viste jo så glimrende at ideen er håbløs. Når end ikke en Boeing 747 dur er ideen død.

  • 2
  • 0

Men det ændrer ikke på, at Missile Defense Agency bruger rigtig mange millioner dollars på eksperimenter for tiden:

Lad os lige lade Store Bjørn ud af billedet og se på slyngelstater som Iran og Pakistan. Man kan ikke komme tættere på end 12 sømil før man overtræder international lov så dronerne må pænt holde sig udenfor. Hvor stor er Iran og sætter de deres missiler lige på grænsen? Eller sætter de deres inde i landet? Hvordan skal droner overhovedet komme på skudafstand? Hvor lang tid skal subsoniske droner have for at trænge flere hundrede km ind i Iran?

Den eneste fungerende laserkanon sidder på USS Ponce. Den har en rækkevidde på "one mile" (1609 meter) og leverer 50 kW. Det er vel at mærke fra et fartøj, der kan levere uendelig effekt.

  • 2
  • 0

Men det kenskab jeg har til Missile Defense Agency (MDA), så vil jeg gerne garantere, at de har lavet et antal studier på, at de kan opnå de krævede kW uden at bryde den maksimale vægtgrænse på en UAV, men stadig opnå den krævede rækkevidde.

Jeg var tilstede da chefen for MDA holdt denne præsentation, hvori han beskrev tankerne og processen omkring konceptet: http://breakingdefense.com/2015/08/return-...

  • 1
  • 0

Hvis det som angives på http://panoptesv.com/RPGs/Equipment/Weapon... , ikke er helt hen i vejret, så behøver man ikke store krigsskibe eller andre store kraftkilder for at forsyne selv kraftfulde laservåben med elektricitet.

>>
Laser Weapon Table

A laser is a device that amplifies light of a certain frequency into a coherent beam. It is possible to make this beam have extraordinarily high power and enough energy that when focused down to a tiny spot it can literally make matter explode. By TL 10, high powered lasers can be made in packages small enough that an individual soldier can carry one, with portable batteries that contain enough energy to give a useful number of shots and that put out enough power to give a reasonable rate of fire. The laser can only put out these high power beams for an extremely short time; each such pulse only produces about the explosive energy of a firecracker. However, the laser can pulse its beam very rapidly, delivering a burst of explosions so quickly and tightly spaced that they blast a deep hole through anything the beam is incident upon. Typically, one "shot" from a laser weapon will deliver hundreds or thousands of these pulses in a burst lasting about a millisecond.
<<

John Larsson

  • 0
  • 1