Mirakelmageren fra Bern

2005 er udpeget til Verdensfysikår til minde om Einsteins mirakelår for 100 år siden.

I 1905 offentliggjorde en ukendt 26-årig schweizisk fysiker fem artikler i det førende tyske tidsskrift Annalen der Physik. Artiklerne gav det endelig bevis for, at atomer og molekyler eksisterede, at lyset bestod af kvanter (fotoner), og at begreber som absolut tid og rum ikke eksisterede.

Ikke så ringe endda for en person der på mangel af bedre beskæftigelse var ansat som teknisk ekspert af 3. klasse på patentkontoret i Bern og netop havde fået afslag på at blive rykket op til ekspert af 2. klasse.

1905 var Albert Einsteins og fysikkens mirakelår. Det eneste andet årstal i videnskabens historie, der tåler sammenligning hermed, er 1666, hvor Isaac Newton i en alder af 23 år udviklede store dele af differential- og integralregningen, opdagede og beskrev lysets dispersion og udviklede det meste af den klassiske mekanik, heriblandt loven for den universelle tyngdekraft. I modsætning til Einstein havde Newton dog ingen hast med offentliggøre sine resultater. Og først i 1687 udkom hans hovedværk »Principia«.

2005 er udpeget til Verdensfysikår til minde om Einsteins mirakelår for 100 år siden.

Efter sine 1905-artikler blev Einstein forgudet af tyske fysikere, og i 1914 hentede Max Planck ham til Berlin. Her færdiggjorde han året efter sin almene eller generelle relativitetsteori – en gravitationsteori, der gjorde op med Newtons verdensbillede og gav en forklaring på det krumme rum. Det er generelt accepteret, at hvis ikke Einstein havde formuleret denne teori i 1915/16, er der ingen garanti for, at den ville eksistere den dag i dag.

Der fandtes mange seriøse skeptikere over for de to relativitetsteorier, men Einstein var berømmet og beundret vidt om i fysikerkredse. Han blev verdensberømt i den brede befolkning med et brag i 1919, da den engelske fysiker Arthur Eddington under en solformørkelse gjorde observationer af fjerne stjerner, der kun kunne forklares med den generelle relativitetsteoris beskrivelse af det krumme rum. Det fik de store dagblade i mange lande til at sætte Einstein på forsiden for første gang.

I befolkningen blev Einstein hurtigt symbolet på den geniale, men også ensomme videnskabsmand. Hvor han kom frem, vakte han både had og beundring – mest det sidste. Det undrede ofte Einstein selv, som bl.a. formulerede det på denne måde: »Hvordan kan det være, at næsten alle kan lide mig, men ingen forstår mig.«

Einstein blev et levende ikon, og selv i år, som er 50-året for hans død, genkendes billederne af den gamle Einstein med viltre hår overalt i verden – også af generationer født mange år efter hans død.

Einstein blev af Time Magazine med rette i 1999 udnævnt til Person of the Century. I anledning af 100 års jubilæet for Einsteins banebrydende artikler har FN og Unesco erklæret 2005 for Verdensfysikår. Ingeniøren benytter anledningen til i denne særsektion at sætte fokus på Einsteins betydning for fysikken for 100 år siden og i dag.