'Minutmaskinen' lukker i Grønland: Opgraderer til det eksploderende mobil- og dataforbrug

Illustration: Tusass

Det er slut med de gode gamle fastnettelefoner over ISDN- og PSTN-forbindelser i Grønland i løbet af 2022, både for private og erhvervskunder.

Det oplyser det grønlandske teleselskab Tusass. I Grønland går fastnettelefonen stadig under navnet ‘Minutmaskinen’.

»Når man ringede op til en anden by eller et andet land, så talte man minutterne. Hver måned blev minutterne så opgjort og man skulle betale for og fik en regning tilsendt for antal minutter – derfor kaldes fastnetteknologien og fastnettelefonien for mange ”Minutmaskinen",« fortæller adm. direktør i Tusass, Kristian Reinert Davidsen.

Det skyldes blandt andet stigende udgifter til vedligehold af ISDN- og PSTN-teknologierne, ligesom det efterhånden er svært at finde de nødvendige reservedele på det globale marked.

I Danmark udfasede TDC Net de sidste ISDN-forbindelser ved udgangen af 2021. Udfasningen ramte dengang omkring 18.000 danske kunder, som tilsammen havde omkring 100.000 telefonlinjer.

Læs også: Hovedbrud til virksomheder: ISDN lukkes og 100.000 telefonlinjer skal omlægges

Nogle forbindelser er blevet overført til nye IP-løsninger, mens andre måtte lukkes helt ned. I Grønland vil Tusass rykke alle kunder over på mobil-løsninger.

De mange kilometer kobberkabler fortsætter dog i drift.

»Den teknologiske udvikling i verden går hurtigt, og i et kæmpe stort land som Grønland, er der trukket kobber kabler på store strækninger. Der kan stadig være andre tekniske platforme, som kræver kabler for at fungere, og derfor bliver selve kablerne hvor de er, indtil andet bestemmes,« siger Kristian Reinert Davidsen

Tal fra FNs teleorganisation ITU viser at det ikke kun er i Danmark og Grønland at ISDN-forbindelserne udfases. Antallet af den type abonnementer er faldet siden 2005.

Læs også: Fastnettelefoni: Faste kredsløb lukkes sammen ISDN ved udgangen af 2021

Internetforbindelser er under voldsomt pres

Mens 96 procent af alle danske adresser i dag har adgang til en internetforbindelse på mindst 100 Mbit/s, så er det anderledes udfordrende at etablere teleinfrastruktur i Grønland.

For selvom der er en basal infrastruktur med satellit, radiokæder og et undersøisk havkabel til omverdenen, så har Tusass svært ved at følge med den eksplosive stigning i dataforbruget.

Fra Aasiaat på den grønlandske vestkyst og nordover kan kunder, både mobil og kablede forbindelser for tiden opleve forringede internetoplevelser, som skyldes kapacitetsmangel på radiokæden, der resulterer i netværksflaskehalse.

Læs også: Nordsverige - Bornholm - Berlin: Nyt giga-fiberkabel sender tre petabits i sekundet

Illustration: Tusass

Tusass oplever, at dataforbruget er eksploderet de seneste år, og selvom radiokæden er løbende er udbygget, så vokser efterspørgslen på data hurtigere, end teleselskabet kan følge med.

»Den eksplosive vækst i internetdataforbrug vidner om, at kunderne ikke kan få data nok. Flaskehalse forårsages af, at der er flere og flere som bruger mobil- samt bredbånds data, fordi både byer og bygder har fået flatrate Tusass Internet samt mobilpakker. Og flere og flere tjenester kræver mere data, fx streaming,« siger teknisk direktør for Tusass Jonas Hasselriis.

I februar har Tusass arbejdet på at udbygge radiokæden mellem Aasiaat og Ilulissat med mere kapacitet.

Læs også: Nye ekstreme udfordringer i et digitalt Grønland kalder på innovation

Ny satellit skal sikre Thulebasen fri data

Længere mod nord er situationen endnu mere kompliceret og kritisk. Her vokser forbruget af data med mellem 30-50 procent om året. Det giver problemer i områderne ved Pituffik og Qaanaaq, bl.a. fordi det er begrænset, hvor mange satellitter der dækker så nordligt.

Den satellit som Tusass i 2021 begyndte at bruge i Østgrønland, og som gav mulighed for fri data, har ikke dækning på Thulebasen.

Det bliver der dog ændret på i løbet af 2023, hvor Qaanaaq og Thulebasen får bedre satellitdækning.

»Først og fremmest forstår vi godt, at medarbejdere på Thulebasen er frustrerede og utilfredse med at opleve en lav internetkvalitet. Det er vigtigt for de fleste mennesker i dag at have god og stabil adgang til internettet, og at behovet stiger i takt med digitaliseringen. Derfor arbejder Tusass hele tiden på at sikre bedre infrastruktur og dermed kunne tilbyde bedre kundeoplevelser i fremtiden,« fortæller teknisk direktør Jonas Hasselriis, som fortsætter:

»Det kommende ca. halvandet år, frem til medio 2023 vil kapaciteten dog fortsat være begrænset, da Tusass inden for den nuværende satellitkapacitet er ved at løbe tør for optimeringsmuligheder pga. kundernes større forbrug. Dialogen er i fuld gang med Thulebasen omkring prioritering af fremtidig kapacitet. Vores tekniske team gør nu, hvad de kan for at optimere og få det allersidste ud af den kapacitet, der er til rådighed i dag.«

Fra næste år har Tusass indgået en aftale med den spanske satellitoperatør HISPASAT om om adgang til den nye Amazonas Nexus satellit, der har dedikeret 800 MHz in Ku-båndet til internetdækning i det nordlige og østlige Grønland.

Læs også: Udfordrer SpaceX, OneWeb og Amazon: EU vil sende hundredevis af satellitter i lav jordbane

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er det ikke nævnt i artiklen, men så snart Starlink kan levere internet, så får Tele Greenland problemer... eller rettere sagt så får de konkurrence på et defacto monomarked, hvor de har været meget alene alt for længe.

  • 5
  • 5

Well SpaceX har et specifikt program for at dække polerne for at kunne levere dels til Alaska og dels baser som McMurdo og Thule mm.

Da de kun planlægger et begrænset antal downlink-lokationer i polarregionerne (se bla. i Alaska), kræver det dels laser-kommunikation mellem satellitterne og det kræver polar orbit dvs. opsendt fra Vandeberg. De har allerede opsendt nogle serie i polar orbit og mindst to af disse serier eller flere har haft 1. generatiomn af deres "space lasers", men det er ikke et produkt de udbyder lige nu. Det er pt. til test og det testes også af USAF omend det er tys-tys.

Når 2.generation spacelaser-versionen kommer, vil du se langt flere starlink sats i polar orbit omend du måske skal vente på Starship, hvilket Musk har ladet forstå.

Men vil hjemmestyret overhovedet tillade Starlink i Grønland. Så vidt jeg ved er Hjemmestyret ikke tilhænger af konkurrence. Ellers burde Telegreenland allerede være i samtale med Starlink om udbredelse. De andre satellitløsninger der nævnes til bla. Thule er sikkert for lidt og for sent.

  • 4
  • 1

Alle etablerede satellit internet providers får et problem - hvis de ikke allerede har et problem.

Hvis Starlink udrulningen fortsætter - og intet indikerer andet - så vil de almindelige leverandører forsvinde i løbet af få år, da ingen af dem kan konkurrere med 100€ flatrate for +100Mbps og lav larency

/Jakob

  • 1
  • 0

"Minutmaskine" den var ny. Det lyder spøjst at det begreb skulle have begrænset sig til fastnettelefoni - i og med at selv den dag i dag bliver minutterne afregnet på mange telefonregninger, fastnet eller mobilt.

Besynderligt at mulighederne med xDSL ikke nævnes - på kobber er det jo nærliggende.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten