Minister tavs om biobrændstoffer

Det fremgik af et åbent samråd om blandt andet biobrændstoffer, som Folketingets Energipolitiske udvalg havde indkaldt Transport- og Energiminister Flemming Hansen (K) til onsdag.

Ministeren afviste konsekvent at melde noget som helst ud omkring emnet - ikke engang sin egen personlige mening - men gik hårdt presset med til at indkalde udvalget til et orienterende møde i 2006, når det tværministerielle udvalg er halvvejs i sit arbejde.

Det var heller ikke muligt for udvalget at få blot et lille vink om, hvad Danmark vil svare EU, som har bedt om en bedre forklaring på, hvorfor Danmark ikke vil følge anbefalingerne i et EU-direktiv og tilsætte to procent biobrændstoffer til benzin. Danmark har én gang fået udsættelse på svaret, som nu skal ligge færdig den 14. november.

»Vi diskuterer disse ting på højt plan i regeringen lige nu. Det er alt, hvad jeg kan sige,« sagde Transport- og energiminister Flemming Hansen.

Socialdemokratiets Torben Hansen spurgte ministeren, om en manglende beslutning om biobrændstoffer efter ministerens opfattelse bidrager til at fremme vækstpotetialet hos virksomheder indenfor branchen - sådan som det er regeringens intension ifølge Energistrategi 2025.

Men Flemming Hansen svarede, at det jo generelt går godt for danske virksomheder, og at det derfor ikke er noget problem i relation til vækstpotentialet, at beslutningen først tages ved udgangen af 2006.

Emner : Bioethanol
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Gad vide om det er olieindtægterne eller simpelt offentligt burokrati der retfærdiggør at Danmark sviner videre - fuldstændigt uden hensyntagen til et skridt i den rigtige retning... Er det fordi det er svært at kunne lægge grønne afgifter på noget grønt? Hele humlen med grønne afgifter var vel egentligt at vi skulle tænke lidt mere grønt,- eller... Er det fordi vi venter på brintsamfundet?? Det virker lidt som at vente på at computeren over alle computere bliver opfundet... I alle tilfælde ville det klæde os som velhavende industrisamfund at tænke fremad. Der er penge, miljø, arbejdspladser og fremtid gemt i dette område. Hvad venter vi på?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten