Transportministeriet forsøgte i to år at skjule en konsulentrapport, som viser, at rejsekortets økonomisystem er bundråddent.
Samtidig brugte daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) rapporten fra it-konsulentfirmaet Gartner som grundlag for en beslutning om at beholde rejsekortsystemet som fremtidens bus- og togbilletter i stedet for at fyre leverandøren, franske Thales.
Ministeriet offentliggjorde kun et såkaldt ledelsesresumé af rapporten - et resumé, der ikke indeholder den kradse kritik af økonomistyringen i rejsekortprojektet, som er konsulenternes væsentligste anke:
Et mangelfuldt økonomisystem gør det umuligt at lægge budgetter og udtrække meningsfulde rapporter, og konsulenterne tvivler på, at det lever op til kravene til revision. Derfor bør Rejsekort A/S med det samme anskaffe sig et nyt økonomisystem til at rette op på de mangelfulde data, skrev konsulenterne.
At kritikken af økonomisystemet overhovedet kommer frem skyldes, at Ingeniøren klagede til Folketingets ombudsmand over ministeriets afslag på aktindsigt i rapporten. Det forarger lektor Erik Frøkjær fra Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, som selv uden held forsøgte at få konsulentrapporten udleveret:
»Det er helt utilstedeligt, at der skal gå næsten to år - og at det kræver en særligt vedholdende indsats - at få udleveret en rapport om et så vitalt offentligt system som rejsekortet.«
»I ledelsesresumeet fremgår det kun uklart, at der er problemer med back office. Men i selve rapporten kan vi se, at økonomistyringen er udpeget af Gartner som et alvorligt problem,« siger Erik Frøkjær og fortsætter:
»Det er hovedeksemplet, men der er andre eksempler på, at resumeet er filtreret og misvisende. Det er egnet til at føre offentligheden på afveje om forståelsen af status på projektet. Vi er blevet ført bag lyset på et af hovedpunkterne om rejsekortet,« siger han.
Læs også: Kronik: Transportministeriet dækker over Rejsekort-fadæse
Professor Kim Normann Andersen fra Aalborg Universitet, der forsker i it og offentlig forvaltning, bakker op:
»Det er åbenlyst, at der ikke er afrapporteret efter bogen i det resumé. Når væsentlige konklusioner er udeladt, er beslutningstagerne ikke klædt ordentligt på,« siger han.
Kim Normann Andersen kan ikke se, hvad begrundelsen er for at skjule kritikken af økonomistyringen, men peger i stedet på en generel tendens:
»Ofte regner organisationerne med at få efterbevillinger til ekstraopgaver som et økonomisystem, når projektet har fået 'go'. Spørgsmålet er, om det ville få lov til at køre videre, hvis konsulenterne sagde ligeud, at før det kunne ske, skulle der være indkøbt et nyt økonomisystem,« siger professoren.
På Christiansborg vækker forløbet undren.
»Det er graverende, at ministeriet har forsøgt at holde den rapport skjult og kun har givet offentligheden og politikerne et overfladisk resumé,« siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.
»Ledelsesresumeet ligner mest af alt et coverup. Det duer ikke, hvis der er sådan en kultur i ministeriet,« tilføjer han og henviser til, at også den fulde konsulentrapport om IC4 var meget vanskelig at få udleveret.
Trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes at få Hans Christian Schmidts kommentar.
