Minister: Sådan kan MRSA smitte gennem kødet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Minister: Sådan kan MRSA smitte gennem kødet

Eksperters advarsler om, at husdyr-MRSA kan smitte mennesker via kød, har fået både fødevareministeren og sundhedsministeren til at hive fat i Statens Serum Institut (SSI) og DTU Fødevareinstituttet en ekstra gang for at være helt sikre på deres tidligere beroligende udmelding. Og i et nyt samråd på Christiansborg slog ministrene helt fast, at risikoen for smitte via kød er uhyre lille.

»Der er en teoretisk mulighed for, at mennesker kan blive smittet via kød. Men det kræver en tænkt situation, hvor der er bakterier på kødet, og det bliver håndteret af en person med et åbent sår, som undlader at vaske hænder i adskillige timer efter,« sagde fødevareminister Dan Jørgensen (S) på samrådet.

Udmeldingen er afgørende for sikkerheden ved brug af svinekød, da der findes MRSA i hver femte pakke med skært svinekød i supermarkederne. For hakket kød kan andelen meget vel være højere.

Læs også: Ny undersøgelse: MRSA i hver femte pakke svinekød

Myndighedernes vurdering af, at smitten med husdyr-MRSA er minimal, bygger især på det faktum, at »der kun ses få tilfælde af smitte med husdyr-MRSA i byerne til trods for, at mange mennesker i hele landet jo bliver eksponeret for kød, der indeholder husdyr-MRSA,« som Dan Jørgensen udtrykker det.

Frygten for smitte via kød tager udgangspunkt i flere eksperters udtalelser fra september. Blandt andet DTU Fødevareinstituttet pegede på smitte fra kød som den eneste forklaring på, at fire bestemte personer var smittet med husdyr-MRSA.

Læs også: Forskere: Myndighederne vildleder - MRSA kan smitte gennem kød

Selvom der altså er en teoretisk mulighed for at smitte ved håndtering af kød, er der enighed om, at husdyr-MRSA ikke smitter gennem indtagelse af mad med MRSA-bakterier.

Bakterierne har nemlig ikke – med sundhedsminister Nick Hækkerups egne ord – »gode vilkår for at tilpasse sig miljøet i mave- og tarmkanalen.«

Minister: Meget, meget alvorligt

I samrådet kunne Dan Jørgensen berette om nye spæde, men endnu usikre tal, der tyder på, at antibiotikaforbruget blandt svin begynder at falde. I slutningen af næste måned kommer ministeren også med nye tiltag på området, da en ekspertgruppe vil være færdig med sit arbejde.

Dan Jørgensen advarede dog på forhånd om, at der ikke findes hurtige snuptagsløsninger på problemet, »uanset hvor mange penge vi bruger.«

Fødevareministeren gjorde det også klart, at vi i den kommende tid fortsat vil se en markant stigning i tilfældene af MRSA, men at der arbejdes intenst på kortlægning af smittevejene og nye tiltag til at stoppe spredningen.

»Det her er meget, meget alvorligt,« sagde han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Da det lader til, at der nærmest ingen risiko er for at blive smittet med resistent husdyr-MRSA , var det ikke den der svine- MRSA ?, samt det er overvejende usandsynligt at blive smittet med resistent husdyr-MRSA, var det ikke den der svine-MRSA ?, er kuren så ikke at sætte mere "gris på gaflen" ?
En anelse sarkasme benyttet.....

  • 3
  • 1

I DK er der ikke, mig bekendt, lavet MRSA undersøgelser på økologiske besætninger - men i Tyskland er der for et par år siden fundet 0 % MRSA hos økologiske svin i en undersøgelse, og i samme undersøgelse 47 % MRSA i konventionelle svin.

  • 8
  • 0

Dyrlæger checker og afviser dyrekroppe for mange ting som ikke er direkte farlige på nogen måde. Fordi forbrugeren har ret til produkter der er iorden. Det er et skråplan at begynde at argumentere for at forbrugeren skal spise inficeret kød, udfra at risikoen er lav. Og hvad tænker eksportmarkederne om den slags argumentation?

  • 6
  • 3

Det ser ikke rigtigt ud til at MRSA er farligt, måske på niveau med en forkølelse.
At der er tale om resistente bakterier gør at det er er en træls ting der skal begrænses, men det er svært at få øje på grund til hysteri.
Måske er det 'nødens købmænd' der er på spil.

  • 4
  • 4

Citat: "I samrådet kunne Dan Jørgensen berette om nye spæde, men endnu usikre tal, der tyder på, at antibiotikaforbruget blandt svin begynder at falde. I slutningen af næste måned kommer ministeren også med nye tiltag på området, da en ekspertgruppe vil være færdig med sit arbejde." Citat slut

Ja-ja, vi må være tålmodige. Det tager jo lidt tid at få statistikkerne tilrettet så de viser den ønskede tendens.
Hvad er i øvrigt spæde tal for noget ? Jeg har en ret god idé om begreber som primtal og negative tal, men er spæde tal noget der kommer lige efter imaginære tal ??

  • 5
  • 0

Ja, og disse resistente bakterier skal også bekæmpes mest muligt! Men du mener måske lidt opgivende at når vi er udsat for så mange andre resistente bakterier, så betyder MRSA ovenpå ingenting?

  • 3
  • 1

Nej, på niveau med blodforgiftning! Læs på lektien!


Læs selv på lektien. Det du skriver giver ingen mening.

Blodforgiftning er farligt.
blodforgiftning + MRSA er rigtigt farligt.

Er du smittet med MRSA får du ikke automatisk blodforgiftning!

Men du mener måske lidt opgivende at når vi er udsat for så mange andre resistente bakterier, så betyder MRSA ovenpå ingenting?

De hedder MRSA allesammen, og svine MRSA udgør kun en lille del.

  • 2
  • 2

Jeg har ikke skrevet noget om at alle infektioner med MRSA bakterier automatisk giver blodforgiftning, men i de tilfælde der forekommer en sådan forgiftning er behandling meget vanskelig og folk kan dø. Dette kan ikke sammenlignes med en almindelig forkølelse, men måske betyder en MRSA infektion også at man lettere kan blive alvorligt forkølet? Eller at en forkølelse betyder at MRSA bakterierne får lettere ved at fremkalde en blodforgiftning?

Alle der har fulgt debatten ved at MRSA er andet end svine MRSA, men alle sygdomsforvoldende bakterier skal bekæmpes og helst ved kilden; det er mest effektivt.

Det er underforstået at vi her i tråden diskuterer svine MRSA, som ministeren har redegjort for, så der er ingen grund til belæring!

  • 5
  • 2

Tak. Et citat fra netdoktor:
" hvis vedkommende har været indlagt på et hospital i udlandet og kan være bærer af MRSA uden at være syg, isolerer man vedkommende og poder for at finde ud af om han/hun er bærer af MRSA."

Gør man også dette, hvis man kommer hjem med en forkølelse??

  • 3
  • 0

Ligheden forstås som:
1) Lige så lidt farligt som en forkølelse
2) Lige så upåvirkelig af penicillin som en forkølelse.

Og, på den lange bane træls pga. de problemer sygehusene ser.
Hvis man opildner til hysteri over ting der hører til 'på den lange bane' handler man ikke i almenets interesse.

  • 2
  • 0

(MRSA) Lige så lidt farligt som en forkølelse


Det passer jo ikke. Hvis en MRSA infektion ikke var mere farlig end en forkølelse, så ville hospitalerne jo ikke opføre sig nærmest hysterisk overfor MRSA smittede, som nogle smittede landbofamilier har fortalt refereret på ing.dk, og som det fremgår af citatet fra netdoktor.

MRSA er ikke kun et langsigtet problem, men det bliver værre med tiden, hvis der ikke gøres noget mere effektivt ved problemet nu. For få år siden havde vi ikke svine MRSA i DK.
Jeg synes, der er nogle indlæg her på ing.dk, der bagatelliserer ligesom mange i WHO og de vestafrikanske lande gjorde mht. Ebola for mindre end et år siden. Resultatet kender vi alle. Kun fremtiden vil vise, hvad det får af konsekvenser at vi bagatelliserer MRSA fra svin. En ting er sikkert, det vil kun blive vanskeligere og mere kostbart at bekæmpe MRSA epidemien, hvis vi venter til hele befolkningen er inficeret. Hvorfor ikke lytte til lægerne, der er ansvarlige overfor befolkningens sundhed, istedet for til landbruget, som har andre interesser?

  • 1
  • 1

Jeg synes, der er nogle indlæg her på ing.dk, der bagatelliserer ligesom mange i WHO og de vestafrikanske lande gjorde mht. Ebola for mindre end et år siden.

Nu er Ebola en virus, og en temmelig alvorlig en af slagsen. Beredskabet omkring netop Ebola har været hårdt prøvet, men der er dog tegn på at indsatsen begynder at virke mht. opsporing og inddæmning.

For få år siden havde vi ikke svine MRSA i DK.

I verden blev den opdaget fra midten af 90'erne, og siden bredt sig og findes i flere linjer. CC398 blev opdaget i kvæg, grise og fjerkræ. Men opformering og persistens ses typisk hos svin.
Det er 10 år siden MRSA den blev opdaget i Holland og Danmark. CC398 er fundet i flere lande ca. samtiddig for snart 5 år siden. Her for 2008:
http://en.wikipedia.org/wiki/File:EARSS_MR...

  • 0
  • 0

Om en epidemi skyldes en virus eller bakterie ændrer ikke på at det er mest effektivt at bekæmpe denne ved en tidlig indsats.

Svine MRSA har den lighed med ebola virus at en infektion ikke kan bekæmpes med gængs antibiotika.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten