Minister: Rumfart kan blive en mælkevej for vækst i Danmark

Danmark set fra Den Internationale Rumstation. Illustration: Andreas Mogensen

Vi er langt bagefter vores nordiske naboer på rumfartsområdet, men det kan en ny rumstrategi ændre, og bliver den turneret rigtigt, kan den åbne for et stort vækstpotentiale.

Sådan lød budskabet over en bred kam fra politikere og virksomheder repræsenteret til en mini-konference i Landstingsalen på Christiansborg i går, hvor rumfartens minister, Ulla Tørnæs (V), også fremlagde sine forhåbninger til Danmarks fremtid i rummet.

»Rumfartsindustrien i Danmark har potentiale til at blive en mælkevej for vækst,« lød det fra ministeren, der lyste op i sin hvide trøje med fluorescerende røde striber og var eneste kvinde blandt seks mænd i panelet.

Ifølge ministeren går udviklingen på området meget stærkt, og hun understregede sin pointe med Landbrugsavisens nyeste aprilsnar, hvor satellitter overvåger landmænds traktorer og trækker landmændene i EU-støtte, hvis de kører ind i randzoner.

»Jeg kan godt love, at det system ikke bliver vedtaget under denne regering, men virkeligheden er, at der er masser af muligheder i GPS-lokalisering, som for eksempel virksomheden Sarita i Aarhus, der kan holde øje med demente borgere,« lød det.

Læs også: Nu skal Danmark have en strategi for rummet

Gomspace gik på Børsen

I de seneste uger har repræsentanter for regeringen og det nye rumkontor rejst landet rundt for at høste input til den nye rumstrategi, der skal komme efter rumloven, som ventes vedtaget i dag.

Rumstrategien er ventet med længsel af blandt andre det danske nanosatellit-firma Gomspace, der gik på Børsen i Stockholm i går og er inde i en voldsom vækst, der blandt andet betyder, at firmaet opretter datterselskab i Singapore.

»Nanosatellitter var tidligere kun noget man forbandt med studerende. Men det har ændret sig meget og vil fortsat gøre det fremover,« sagde administrerende direktør Niels Buus.

S: Husk det internationale samarbejde

I Socialdemokratiet støtter man også op om både rumlov og rumstrategien og ser ligeledes et meget stort vækstpotentiale, lød det fra Morten Bødskov (S), der også er formand for erhvervsudvalget:

»Jeg tvivler stærkt på, at det her vil give de store politiske uenigheder på Christiansborg,« lød det.

»Men vi er ikke større end Hamborg og omegn, så jeg tror det er vigtigt at bide mærke i, at det internationale samarbejde er vigtigt, når man udformer strategien. Norske undersøgelser peger på, at for hver krone man investerer i ESA (Den Europæiske Rumorganisation red.) får man fem kroner igen,« sagde Morten Bødskov.

Tørnæs: Kan man se Borgen fra rummet?

Til stede var også den danske astronaut Andreas Mogensen, der nærmeste havde gudestatus på konferencen og havde sit helt eget bord på scenen flere meter fra de andre paneldeltagere. Han blev også konsekvent rost for sin tur i rummet og evne til at have udbredt kendskabet til rumfart til så mange dele af landet. Og da det blev Ulla Tørnæs tur til at stille ham spørgsmål, lød det:

»Kan man se Christiansborg fra rummet?«

Men det kunne man altså ikke, måtte Andreas Mogensen skuffe hende med.

»Man kan faktisk slet ikke se tegn på mennesker på dagsiden af Jorden. Heller ikke Den Kinesiske Mur eller nogle af storbyerne. Kun om natten kan man se alle de menneskeskabte lys. Men om dagen er der ingen menneskeskabte grænser eller tegn på mennesker. Det er helt fredeligt,« lød det.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ifølge ministeren går udviklingen på området meget stærkt og hun understregede sin pointe med Landbrugsavisens nyeste aprilsnar, hvor satellitter overvåger landmænds traktorer og trækker landmændene i EU-støtte, hvis de kører ind i randzoner.

»Jeg kan godt love, at det system ikke bliver vedtaget under denne regering, men virkeligheden er, at der er masser af muligheder i GPS-lokalisering, som for eksempel virksomheden Sarita i Århus, der kan holde øje med demente borgere,« lød det.

Hvorfor er det okay at overvåge demente borgere, men ikke kriminelle landmænd?

  • 8
  • 10

Hvorfor er det okay at overvåge demente borgere, men ikke kriminelle landmænd

Hmmmm Det er, som udgangspunkt, også en dårlig sammenligning fra ministeren

Demente er ofte hjælpeløse, når de forvilder sig 'ud i samfundet'.

Venstres holdning til landmænd/landbruget har altid været frivillige "aftaler". - Regeringspartiet mener åbenlyst, at "kontrol er bedre" kun omfatter mennesker på overførselsindkomst. Medmindre overførselsindkomsten hedder 'landbrugsstøtte', naturligvis! ;-)

  • 9
  • 5

Jeg synes ikke, at Ingeniøren har lavet ret meget journalistik her. Der er to ting, der plager mig:

Første punkt: Ministeren kommer med et eksempel på rumteknologi: Firmaet Sarita, som laver GPS-lokalisering. Mig bekendt skal der ikke sendes så meget som et gram dansk teknologi ud i rummet for at udvikle den slags løsninger. Teknologien hænger allerede derude. Så hvad har dette eksempel med Rumloven at gøre? Sarita kommer vel ikke til at mærke noget som helst til Rumloven. Burde et teknisk medie som Ingeniøren ikke forholde sig lidt kritisk til det?

Andet punkt: Rumloven har været stærkt kritiseret for at kvæle muligheden for dansk græsrods-rumteknologi. Det er muligt, loven nu er lavet så meget om, at det ikke længere er et problem. Men Ingeniøren forholder sig overhovedet ikke til denne problematik, som jo ellers kunne være noget af en hæmsko for dansk vækst på området. I stedet gengiver man blot helt ukritisk ministerens påstande om, at Rumloven vil give vækst på rumfartsområdet i Danmark.

  • 21
  • 0

Det lader til at byrokraterne har opdaget at der er nogle penge i det, så nu skal rumfart reguleres og der skal laves en strategi, så indtægterne kan sikres. Selvfølgelig alt sammen for at beskytte borgerne mod at de får dansk skrot i hovedet, eller i det mindste at regulativerne er fulgt hvis det sker alligevel. Som Allan Olesen siger kunne Ingeniøren godt følge lidt op på forholdene.

  • 7
  • 1

Vær konkret, for vækst der kan mærkes, kan jeg ikke se komme af at få et ministerium.

  • 6
  • 0

Måske kunne det som antydet i artiklen være indenfor området overvågning at der er en del muligheder. Så hvad med overvågning af politikeres, embedsmænds, pengemænds og øvrige statuspersoners gøren og laden? Kommer man tilstrækkelig langt op er man (f.eks. medierne eller satellitter betalt af crowd funding) oven i købet over landenes jurisdiktion.

  • 2
  • 2

Konferencen handlede om rum-strategien og ikke rum-loven, der er to separate ting. Rum-strategien skal inkludere både upstream og downsteam industrier, hvorfor Sarita og GPS eksemplet er meget relevant. En meget stor del af fremtidens rumfartsindustri kommer til at handle om brugen af satellitdata og andre downsteam applikationer og det er derfor vigtigt at det også bliver en del af strategien.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten