Minister: Genbrug skal give forrang til statslige byggeprojekter
Op mod halvdelen af energiforbruget til en ny bygning går til at producere og transportere byggematerialerne. Den del af energiforbruget – og klimapåvirkningen – vil regeringen nu gøre noget ved. Blandt andet ved at fremme brugen af materialer, der er genbrugt og/eller kan genbruges.
Det fortalte erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) til DR Nyheder, da regeringen fredag præsenterede sin strategi for cirkulær økonomi.
Læs også: Genbrugsgennembrud: Gamle mursten kan være lige så gode som nye
»Vi vil gerne kunne vælge de byggeselskaber, der bruger materialer, som ikke er dårlige for miljøet, og som bruger materialer, der uden de store problemer kan bruges igen,« sagde ministeren.
»Det vil betyde, at de entreprenører, der genanvender materialer, vil komme forrest i køen. Det vil være deres bygninger, staten vælger, i stedet for bygninger, hvor man ikke kan genanvende materialerne,« tilføjede han.
Genbrug skal prissættes
Ifølge strategien vil regeringen i praksis udvide de nuværende krav om, at der skal regnes på totaløkonomien i alle offentlige byggeprojekter, der forventes at koste over 20 mio. kr.
Ifølge de nuværende regler skal totaløkonomiske beregninger blandt andet bruges til at »optimere anlægsøkonomien og de deraf afledte langsigtede omkostninger til driften af bygningen,« som det fremgår af Bygningsstyrelsens introduktion til totaløkonomi.
Læs også: Mursten skal være grundlag for mere genbrug
Men de totaløkonomiske beregninger tager ikke hensyn til, hvilke miljøkonsekvenser forskellige materialevalg vil have. Og der tages heller ikke hensyn til de langsigtede konsekvenser af eksempelvis at bygge på en måde, som gør det svært at genanvende bygningsmaterialerne i en ny sammenhæng. Det skal imidlertid ændres nu.
»Regeringen (vil) udarbejde en række nye totalomkostnings- og livscyklusværktøjer, samt indarbejde udgifter til eller indtægter fra affaldshåndtering og videresalg i de eksisterende og nye værktøjer. Desuden vil regeringen analysere området nærmere, udarbejde vejledninger og integrere totaløkonomi i den kommende digitale strategi for byggeriet,« står der således i strategien.
Frivillig bæredygtighedsklasse
Desuden vil regeringen etablere en frivillig såkaldt bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet, som flere af byggeriets organisationer har efterspurgt.
Ifølge strategien er regeringen imidlertid endnu ikke sikker på, at byggematerialernes indlejrede energiforbrug skal være et parameter i bæredygtighedsklassen. Det skal afklares, inden en egentlig klasse skrives ind i bygningsreglementet.
Læs også: Nu skal beton-genbrug være alvor: Virksomhed vil genbruge 300.000 ton årligt
Hos Dansk Byggeri er direktør Michael H. Nielsen ifølge en pressemeddelelse positiv over for regeringens udmeldinger men mener, det vil kræve en større omorganisering af affaldssektoren, hvis flere materialer skal kunne genanvendes.
