Da Danmarks store Infrastrukturplan 2035 til 160 mia. kroner skulle forhandles i folketinget, spurgte forligspartierne gang på gang, om de kunne få lov at se udregninger af, hvor meget CO2 planen ville koste.
De tal fandtes ikke, lød det fra Transportminister Benny Engelbrecht (S). Men det passede ikke. Og det bekræfter ministeren nu selv i et brev sendt til Folketingets transportordførere.
Læs også: Ingeniøren afslører: Sådan blev infrastrukturaftale til 160 mia. kr. vasket grøn
Benny Engelbrecht forsvarer hemmeligholdelsen under forhandlingerne med, at CO2-beregningerne ikke var præcise nok.
»Beregningerne af CO2 fra anlæg var, som jeg tidligere har sagt, ikke tilstrækkeligt konsoliderede og dermed ikke robuste nok til blandet andet at være sammenlignelige på tværs af projekter. Derfor blev de heller ikke brugt i forhandlingerne med Folketingets partier.«
Men den forklaring holder ifølge ordførerne ikke.
»Tit er er der jo en fejlmargen i de oplysninger, som ministerier kommer med, fordi det jo sjældent er fuldstændigt eksakt videnskab. Men det plejer man jo fint at kunne formulere sig ud af og forklare. Det oplever vi ofte, så det synes jeg ikke er et argument i sig selv,« sagde Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten, der vikarierede som transportordfører under forhandlingerne sidste år, til Ingeniøren i går.
Ingen begrundelse for fravalg
Ud over at bede om tal på CO2-udledningen i anlægsfasen spurgte nogle af partierne også, hvordan CO2-udledningen kunne kompenseres - eksempelvis ved at stille krav til CO2-udledningen i de enkelte projekter, som byggebranchens klimapartnerskab tidligere havde foreslået. Men forespørgslerne blev afvist.
»Vi fik det svar, at det (CO2-udledningen, red.) havde man ikke beregninger på, og derfor kunne vi ikke få det. Og når vi efterspurgte dem, var det jo fordi anlægsbranchen var fremme og fortælle os, at man faktisk havde mulighed for at reducere CO2-udslippet ved anlægsarbejdet, og derfor ville vi gerne stille nogle politiske krav til den del,« fortalte Venstres Kristian Pihl Lorentzen til Ingeniøren i samme artikel.
Overfor Ingeniøren bekræfter ministeren nu det, som Ingeniøren skrev i går: At regeringen også havde fået udarbejdet flere forslag til, hvordan CO2-udledningen kunne minimeres eller kompenseres - eksempelvis via skovplantning.
»I forbindelse med forberedelser af regeringens udspil, Danmark fremad, blev der - helt som ved andre store udspil - arbejdet på en række forskellige idéer, herunder idéer vedrørende mulig klimakompensation,« står der i brevet.
Læs også: Regeringen sløjfede CO2-tiltag - og holdt det skjult for politikerne
Men da regeringen præsenterede sit infrastrukturudspil i april var både beregningerne af CO2-udledningerne fra anlægsfasen og muligheden for at reducere klimapåvirkningen ved hjælp af klimakompensation fjernet.
Ingen begrundelse for fravalg
Begrundelsen vil Benny Engelbrecht imidlertid ikke ud med.
»Som med alt andet forberedende arbejde blev nogle af ideerne fravalgt forud for præsentationen af udspillet, men jeg vil ikke kommentere på den interne proces forud for udspillet,« skriver han i brevet.
Et muligt hint om forklaringen kan man imidlertid finde i et notat om klimakompensation via skovplantning, som Ingeniøren har fået aktindsigt i. Der fremgår det, at regeringen ikke ville bruge de midler, der var afsat til anlæg på klimakompensation.
Transportministeren er kaldt i samråd af Frie Grønne i sagen, imens Kristian Pihl Lorentzen nu tager sagen op med de øvrige partier i forligskredsen.
