Mini-radioer skal sende data inde fra kroppen

Foto: University of Michigan

En prototype på en miniradio, der kan sende måledata inde fra kroppen, skal gøre det muligt at sende sundhedsdata live til f.eks. en mobiltelefon.

Fremtidens elektroniske implantater skal være små nok til at sprøjte ind i kroppen med en nål, men alligevel selv have computerkraft og energi til at sende radiosignaler med deres måleresultater ud af kroppen. Sådan lyder i hvert fald håbet hos en række af de forskere og virksomheder, der udvikler elektroniske implantater.

Den vision er forskere på University of Michigan netop nået lidt tættere på at nå. De har lavet en prototype på en radio, der fylder 1 x 1 x 10 mm, men som alligevel kan sende data op til 50 cm væk. Det skriver det amerikanske elektronikmedie IEEE Spectrum.

Læs også: Lynhurtig nanomotor leverer medicin direkte til cellerne

Forskernes mål er at gøre klassiske elektroniske enheder så små, at de kan indsprøjtes med en nål, og så de ikke gør skade på kroppen. Andre forskergrupper har i stedet arbejdet på at gøre elektronikken ‘blød’ for at opnå samme mål.

Transmission koster energi

Udfordringen med at sende data ud af kroppen består ifølge forskerne bag projektet ikke i at lave en processor, der er lille nok til at stå for databehandlingen, men snarere at lave en radio, der kan stå for transmissionen uden at bruge for meget plads eller energi.

Det kræver dels et godt antennedesign og dels en tilstrækkelig enegikilde, skriver IEEE Spectrum. Antennen i prototypen er derfor tilpasset modtagerantennen, der eksempelvis skal befinde sig i en mobiltelefon på personen.

Læs også: Nanorobotter arbejder sammen i levende kakerlakker

Batteriet i enheden skal oplades med eksempelvis små lyshøstere, der kan omdanne den smule infarødt lys, der er i kroppen til energi. Batteriet kan godt drive de 15 nanowatt, det kræver at holde enheden kørende, men det kræver en kapacitor, der løbende samler energi fra batteriet for at kunne udsende den kraftigere strøm, der skal til for lejlighedsvis at bruge radiosenderen.

Kommentarer (3)

Uden at være elektronik ekspert - hvad med at oplade kondensatoren med RFID, så den har juice nok til at sende hvad den skal når den skal.
Opsamling af data (der kræver markant mindre energi), kan så aflæses ved at køre en scanner over, og få data fra de sidste x-antal timer/dage/uger...

RFID kræver en hvis frekvens -> jo mindre frekvens, jo længere antenne. Så hvis der er mulighed for at overføre på en meget høj frekvens, så behøver signalet ikke (og kan nok heller ikke) overføre på 50 cm, men nærmere <5 cm.
Før scanneren op til skulderen (eller hvor senderen nu sidder) og få data.

Er det en helt tosset idé?

  • 1
  • 0

Det er jo også hvad man bruger i dyr, men her er problemet ofte at RFID chipsene kan vandre rundt i kroppen så de kan være svære at finde med scanneren. Rækkevidden er ret begrænset med RFID, så hvis man kan opnå en rækkevidde på 50 cm så er der større frihed til at placere modtageren et fornuftigt sted, hvilket specielt er vigtigt hvis det er intentionen at der løbende gennem hele dagen skal overføres data.

Det kan også ske at man vil placere sensoren et bestemt sted i kroppen så langt inde at RFID ikke kan nå derind.

  • 0
  • 0