Mineselskab vil dumpe 56 millioner ton radioaktivt affald i grønlandsk sø

Mineselskab vil dumpe 56 millioner ton radioaktivt affald i grønlandsk sø

RETTET: Halvdelen af uranen fra multiminen i Kvanefjeld kan ikke udvindes og bliver deponeret i en nærliggende sø. Hvis man ikke finder en løsning, der sikrer mod opløsning af eksempelvis radium, kan mine-affaldet udgøre en sundhedsrisiko for dyr og mennesker, vurderer Arktis-forsker.

Et 56 millioner ton stort radioaktivt affaldsdepot er en af konsekvenserne af minedrift i Kvanefjeld nær den sydgrønlandske by Narsaq.

De såkaldte tailings, der er rige på både uran og thorium, fluorin og tungmetaller, bliver efter planen deponeret i en nærliggende sø. Her kan de udgøre en sundhedsrisiko for både mennesker og dyreliv, hvis man ikke finder en løsning, der sikrer mod opløsning af eksempelvis radium (tilføjet, red). Det vurderer den førende ekspert på området, kemiingeniør Gert Asmund, der er seniorforsker ved Aarhus Universitets Institut for Bioscience, Arktisk Miljø.

Det er umuligt at isolere tailingsdepotet mod udsivning og udstråling:

»Det vil jo regne ned på søen, og så skal der være et overløb,« siger Gert Asmund.

Han har specialiseret sig i kemiske sporstoffers fordeling i miljøet. I en årrække har han koncentreret sig om miljøundersøgelser i forbindelse med grønlandsk minedrift, og han rådgiver danske og grønlandske myndigheder.

Med sit knebne ja den 24. oktober til at ophæve 30 års nul-tolerance over for at håndtere uran, åbnede selvstyret i Grønland i princippet for, at det australske mineselskab Greenland Minerals & Energy (GME) kan udvinde uran fra Kvanefjeld.

Derfor har GME’s rådgiver Orbicon travlt med at lægge sidste hånd på sine næsten seks år lange undersøgelser af miljøkonsekvenserne af at etablere en åben mine syv-otte kilometer fra Narsaqs 1.600 indbyggere.

Læs også: Grønlands råstofplaner er under tidspres

VVM-undersøgelsen skal afdække, hvordan mineselskabet vil designe sin mine, og hvordan udslip kan finde sted og risikerer at forplante sig ud i miljøet, gennem luften og gennem vandløb og ud i fjorden. Den bliver afleveret til Grønlands råstofdirektorat til næste år, når GME anmoder om at udvinde sjældne jordartsmetaller, uran og zink fra den sydgrønlandske multimine.

Læs også: Australsk mine-direktør klar til Grønland: »Hævet uranloft afgørende for Kvanefjeld«

Miljøkonsekvenserne er mangeartede. Det handler ikke blot om udledninger af støv med forurenende stoffer til luft og vand fra sprængninger og malmhåndtering i den åbne mine, men også om deponering af tailings, dvs. restprodukter i form af knuste skærver og vand med problematiske stoffer fra udvindingen.

Kan ikke udvinde al uran

Geus, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, har tidligere skønnet omfanget af tailings fra en Kvanefjeldsmine til 56 millioner ton. Tailings-depotet vil, hvis det deponeres i en lagtykkelse af eksempelvis 10 meter, fylde tre kvadratkilometer, lyder Geus’ vurdering. Orbicon lægger op til deponering i søen Taseq (der på grønlandsk betyder sø, red.).

Geolog Per Kalvig, seniorrådgiver ved Geus, har i en række år arbejdet med Kvanefjelds geologi og råstofudnyttelse. Han bekræfter, at søen efter planen kommer til at rumme omkring 56 millioner ton tailings, der både indeholder uran og det knapt så radioaktive thorium:

»For cirka halvdelen af uranen vil ikke blive udvundet og går tilbage i tailings. Årsagen er vi ikke sikre på. Men sandsynligvis skyldes det, at en del af det sidder i andre mineraler end steenstrupinen (det vigtigste uranmineral i Kvanefjeld, red.) og ikke bliver fanget i den flotationsproces, der skal koncentrere steenstrupinen,« forklarer Per Kalvig.

Alternativt er forklaringen, at steenstrupin kan variere:

»Man kan forestille sig, at der er flere faser af steenstrupin, som ikke reagerer på samme måde på flotation,« tilføjer han.

Mine og flotationsanlæg

GME kunne vælge at beholde steenstrupinen i Grønland og importere svovlsyre og kemikalier og udvinde råstofferne i Grønland. Økonomisk ville det være en fordel for Grønland, hvor den største værditilvækst ville ske, og mange arbejdspladser opstå.

Men har man opløst noget i svovlsyre, er der også et restprodukt, og dermed er miljøproblemerne større. I valget mellem et stort kemisk procesanlæg og på den anden side en mine og et flotationsanlæg, har GME indtil videre besluttet sig for det sidste.

»Hvad GME end vælger, skal det godkendes af de grønlandske myndigheder,« siger Gert Asmund.

Flotationsprocessen fjerner partikler fra vand ved hjælp af små luftbobler, som hæfter sig til partiklerne. Indtil 1990 anvendte Kryolitselskabet flotationsanlæg ved separeringen af kryolit fra ledsagemineralerne bly-, zink- og kobbersulfid, flusspat, jernspat og kvarts.

Også bly-zink-minen ved Maarmorilik anvendte flotation (tilføjet, red):

»Dengang blev tailings fra Maarmorilik deponeret ude i en fjord. Det var uheldigt, fordi det indeholdt bly. Måske indeholder Kvanefjeldets tailing også bly. Meget skal undersøges,« vurderer Gert Asmund.

Han er på en del områder er henvist til at gætte, indtil mineselskabet selv har beskrevet konsekvenserne i den VVM-rapport, som Institut for Bioscience skal gennemgå inden den offentlige høring og Råstofdirektoratets endelige tilladelse til udvinding.

Radium er vandopløseligt

Hvilke bivirkninger har deponering af tailings i Taseq?

»Vi ved, at der er risiko for, at det afgiver radon til luften. Det kan imidlertid forholdsvis nemt bremses, f.eks. ved at dække de uranholdige tailings med vand og, når minen lukker, med et tæt lag af ler. Men man ved ikke, hvilke vandopløselige ting der er i tailingen. og som vil sive ned i elvene og derfra ud i havet og udgøre en miljørisiko. Det skal undersøges grundigt, og der skal findes en model, der sikrer mod opløsning,« fastslår Gert Asmund.

GME skal beskrive, hvordan selskabet vil garantere, at der ikke løber forurenet vand ud i naturen.

»På et offentligt møde har selskabet sagt, at det vil lave diger og volde, så vandet, der løber til, løber uden om søen. Men det har vi ikke set tegninger eller målinger af,« siger Gert Asmund.

Kan man fuldstændig isolere tailingsdepotet mod udsivning og udstråling?

»Nej. Det vil jo regne ned på søen, så der skal være et overløb. Og så skal man kende søens kommende sammensætning, når der deponeres tailings i den og finde ud af, om vandet skal renses. Noget af det, man kan kigger på, er f.eks. radium, der er jo vandopløseligt,« siger Gert Asmund.

Han tilføjer, at der findes rensemetoder. Hvis man renser med bariumclorid og sulfat, udfældes barium, som medtager radium.

»Overløbet fra tailingssøen løber ud i Narsaq elv, hvor der lever fjeldørred. Der skal være prognoser for, hvad der sker med dem, ligesom mineselskabets rapport skal dokumentere virkningen på ryper, polarræve og sneharer. På det grundlag beslutter man, om minedrift er acceptabel eller ej, « siger Gert Asmund.

Kommentarer (51)

før lød det at alt skulle lastes på et skib og sejles til Australien
nu vil det amerikanske australske selskab losse alt deres affald i en sø. så bliver det som i Norge her er enorme arealer radioaktive men man skilter ikke med det da man ikke ønsker opmærksomhed om dette.her var det også amerikanerne der skulle have deres radioaktive stoffer billigt.
eller i Canada uranium city der er flere tusinde kvadrat kilometer total forurenet af radioaktive stoffer
det australske firma er i sidste ende et dække for amerikanske selskaber som vil have deres skidt billigt og når man skal til at rydde op om 30 år og det vil koste 1000 milliarder er der ikke nogen til at betale regningen
håber Grønland til den tid er selvstændig så Danmark ikke skal betale

  • 17
  • 8

Smart med en atomopvarmet sø, det tilmed er selvlysende. Sådan en kan bruges hele året rundt, og udvikle "slappe-af" turismen i Grønland - og give navnet ny betydning - "Selvlysende grøn".

Men ærlig talt - ude af syn uda af sind - både svineriet og tanken bag det er dybt forket

  • 11
  • 7