Mineraler fra asteroider skal sikre brændstofproduktion i rummet

Det amerikanske firma Deep Space Industries Inc. oplyste i denne uge, at de planlægger at sende en flåde af rumfartøjer ud i rummet fra 2015 for at udvinde metaller og vand fra nær-Jorden-asteroider.

Dette vil være med til at danne grundlag for, at man i fremtiden kan bygge rumfartøjer i rummet og fylde brændstof som ilt og brint på dem, udvundet fra vandet.

Deep Space Industries er det andet firma, der vil kaste sig over jagten på råstoffer i rummet. Sidste år annoncerede Planetary Resources, at de ville jagte mineraler i rummet.

Deep Space Industries Inc. har som det andet firma kastet sig ind i jagten på mineraler i rummet. (Grafik: DSI) Illustration: DSI

Direktøren for Deep Space Industries, David Gump, oplyser i en pressemeddelelse, at udvindingen af råstoffer i rummet er den eneste måde, hvorpå mennesket kan opnå en permanent eksistens uden for Jorden.

Der passerer hvert år 900 nye asteroider forbi Jorden, og udvindingen af disse kan få samme betydning for udforskningen af rummet, som jernområdet i det nordøstlige Minnesota fik for den amerikanske bilindustri i Detroit i det forrige århundrede, siger David Gump til Space.com.

Læs også: Selvstyrende satellitter skal jagte vand og platin på asteroider

Firmaet vil undersøge udvidelsesmulighederne fra asteroider via en række minirumsonder på 25 kilo kaldet Firefly. Den første af disse skal opsendes i 2015.

Disse rumsonder skal bygges som billige cubesat-rumsonder og skal opsendes som ledsagende laster på andre større satellitopsendelser.

Firefly skal bane vejen for de større rumsonder på 32 kilo, som går under navnet Dragonfly. Den første af disse skal opsendes i 2016 og bringe asteroideprøver på mellem 30 og 70 kilo tilbage til Jorden efter missioner på mellem to og fire år i rummet.

Prøverne skal være med til at afgøre, hvilke asteroider der skal være målet for udvidelse, og vil senere blive solgt til samlere og forskere.

Disse to rumsonder er forløberne til firmaets ultimative mål, hvor man inden for ti år regner med at kunne begynde at udvinde metaller og andre materialer fra asteroider i større skala.

Ifølge planerne vil de første mineraler blive brugt til at bygge kommunikationssatellitter i kredsløb om Jorden samt solbaserede energistationer. Senere vil mineraler som f.eks. platin bliver sendt tilbage til Jorden til udnyttelse.

Dokumentation

Artikel fra space.com

Emner : Råvarer