I Timna-dalen i det sydlige Israel findes nogle af verdens ældste kobberminer. Den amerikanske arkæolog Nelson Glueck var i 1934 den første til at finde en forhøjning i Timna, hvor kobbersmeltning havde fundet sted. Han kaldte stedet Slavebakken, da det på mange måder mindede om en typisk jernalder-slavelejr.
For et par år siden afviste Erez Ben-Yosef fra Tel Aviv University dog den teori, da han fandt velbevarede rester af føde og tøj, der viste, at der havde været tale om et hierarkisk og avanceret samfund.
Som leder af Central Timna Valley-projektet står Ben-Yosef i spidsen for årlige udgravninger i Timna- dalen ved de gamle kobberminer og -smeltesteder. Her kort før 2017-sæsonen går i gang i februar, er hovedresultaterne fra 2016-sæsonen blevet beskrevet i en artikel i Journal of Archaeological Science: Reports.
Ud fra meget velbevaret 3.000 år gammelt organisk materiale giver Ben-Yosef i denne artikel et indblik i de forsvarsværker, der var knyttet til den såkaldte Slavebakke og den kultur, der var herskende i samfundet på den tid.
Selv om tiden kaldes jernalder, var kobber et meget vigtigt metal, som var sjældent og vanskeligt at producere. Ben-Yosef sammenligner kobbers betydning dengang med den betydning, olie har i dag:
‘Kobber var omdrejningspunkt for militære konflikter. Opdagelsen af forsvarsværkerne indikerer, at der var tale om en periode med ustabilitet og militære trusler.’
Det var Glueck, som kaldte området Kong Salomons Miner, som ikke mindst skylder en engelsk eventyrroman udgivet i 1885 deres berømmelse.
Den tyskfødte israelske arkæolog Beno Rothenberg, der efter Glueck stod for systematiske arkæologiske undersøgelser i Timna-dalen gennem flere årtier, mente dog, at minerne var nogle hundrede år ældre, og at de havde egyptisk oprindelse.
De nyeste undersøgelser, som for alvor begyndte i 2012, har dog igen skubbet dateringen til tiden omkring Salomon og hans far Kong David, der regerede over Israel fra omkring 1005 f.v.t. til 965 f.v.t.
David var en stridbaren herre, som havde vundet sin berømmelse ved som ganske ung at vinde over kæmpen Goliat. Da han blev konge, var han ofte i krig med sine naboer.
I Det Gamle Testamente, Anden Samuelsbog kapitel 8, står der om Kong David:
‘Da han var vendt tilbage fra sejren over aramæerne, slog han edomitterne i Saltdalen, atten tusind mand. Derpå indsatte han guvernører i Edom. I hele Edom indsatte han guvernører, og alle edomitterne blev Davids undersåtter. Således gav Herren David sejr overalt, hvor han kom frem.’
Edomitterne var et folk, som israelerne ofte var i krig med. De nedstammer ifølge biblen fra Esau, der var søn af Isak (søn af Abraham). Esau blev snydt af sin bror Jakob for sin førstefødselsret og hadede ham for det. Jakob blev stamfader til israelitterne – og så var kimen lagt til en langvarig strid.
Der hersker dog stor tvivl blandt historikere om, hvorvidt Davids sejr fandt sted som beskrevet. Ben-Yosefs seneste udgravninger i Timnadalen indikerer, at der måske er noget om snakken – uden dog at kunne give et bevis herfor.
Slavebakken – eller site 34 – er en tre hektar stor kobbersmeltningslejr omgivet af en mur af en bredde på 1,7 meter på en sandstensforhøjning omgivet af klipper i den centrale del af Timna-dalen. Den indeholder skønsmæssigt 1.000 ton slagge.
Der er kun én adgangsvej til området, som for 3.000 år siden gik gennem en portbygning, som først nu er udgravet af Ben-Yosef.
Porten bestod af to bygninger på hver side af en 2,9 meter bred vej. I tilknytning til bygningerne er fundet rester af indhegninger til æsler, muldyr og okser, som alle blev brugt til at bære eller trække last.
Ud over dyreknogler fandt arkæologerne møgrester, der var så velbevarede, at de kunne analyseres og vise, at den føde, dyrene fik, i stort omfang bestod af druerester. Dyrene skulle bl.a. bruges til at bringe vand og føde frem til mennesker og dyr.
Området er nemlig ikke velegnet til menneskelig beboelse. Den nærmeste permanente vandforsyning findes i en oase 15 km borte. Nedbøren er omkring 30 mm om året, og den falder i dag uregelmæssigt og uforudsigeligt.
Et godt estimat har været, at der været tilknyttet 500 mænd og 500 æsler til at drive kobbersmeltningen på Slavebakken.
Der er ikke fundet spor af menneskelig aktivitet på højen, så metalarbejderne har sandsynligvis boet i telte neden for bakken, mens dyrene befandt sig i indhegninger nær porthuset.
Porthuset på Slavebakken har været synligt i meget stor afstand og har skullet virke afskrækkende over for angribere, mener Ben-Yosef. Det var været en del af forsvaret af området af den vigtige kobberproduktion og ikke, som Glueck mente for 80 år siden, en del af et system, der skulle holde slaver indespærret.
Forsvarsværkerne var dog ikke nok for edomitterne til at holde David, som sikkert kunne have mange gode grunde til at overtage kobberproduktionen, stangen. Måske tænkte han, det var bedre at herske over hele folket end blot en mine, så edomitterne blev underlagt israelitterne. Siden gik det mere ned ad bakke, og efter edomitterne i det andet århundrede før vor tidsregning blev tvunget til at overgå til jødedommen, gik der ikke mange år, før de ophørte med at være et selvstændigt folk.
