Mindst 2.000 lastbiler kører uden lovpligtige partikelfiltre

Ingen ved hvor mange lastbiler, der til daglig krænger sig rundt i gaderne i landets største byer, men alle er enige om, at tusindvis af dem fortsat mangler det partikelfilter, der fra i dag er lovpligtigt på ældre busser og lastbiler.

»Kun omkring 20-30 pct. af de ældre lastbiler, der kører i byerne har et partikelfilter monteret,« lyder et forsigtigt bud fra Jørn Jespersen, direktør i Dansk Miljøteknologi, der er brancheforening for filterproducenterne.

Med 10.000 gamle lastbiler på vejene, efterlader det op til 8.000 lastbiler i byerne, der ikke lever op til kravene. Med gamle lastbiler menes lastbiler solgt før oktober 2006 - lastbiler, der ikke lever op til forureningsnormen Euro IV eller nyere.

Effekten af miljøzonernes stramning kan dermed vise sig at være minimal. Det til trods for regeringens forventninger om, at stramningen af miljøzonerne vil reducere partikelforureningen med mere end en fjerdedel.

Her er vel at mærke tale om en forurening, der er årsag til blandt andet blodpropper i hjernen samt flere hjerte- og lungelidelser.

Antallet af manglende filtre kan reelt være lavere end 7-8.000 på grund af finanskrise og sommerferie, men vurderingen fra brancheorganisationen er, at mindst hver anden ældre lastbil eller bus i byerne mangler et partikelfilter.

Miljøzonerne er fra i dag strammet i København og Aalborg, mens en helt ny zone med samme krav fra i dag er blevet indført i Odense. Til september følger også Århus med og indfører en miljøzone med de nye, strengere krav.

DTL: Vi advarede for længe siden

Konklusionen kan Dansk Transport og Logistik (DTL) nikke genkendende til.

»Vi har meldt ud flere gange, at der er et problem med, at alt for få har monteret et filter,« siger cheføkonom i DTL, Ove Holm.

Han mener dog, at de mest langsomme af vognmændene kan nå at montere filtre i sommerferien.

»Nogle vælger at tage sommerferie og klarer monteringen i juli måned. Det giver en del biler noget ekstra tid til at få det ordnet. Andre vælger at disponere anderledes og sender ikke de gamle biler ind i miljøzonen.

Netop på grund af omdisponeringer hos vognmændene, vurderer Ove Holm antallet af manglende filtre til at ligge lidt lavere end Dansk Miljøteknologis vurdering.

»Selv med de allerlaveste antagelser, når vi frem til at mindst 2.000 køretøjer må mangle partikelfiltre,« understreger han.

Cheføkonomen peger på, at vurderingerne fra Dansk Miljøteknologi er de bedste, der findes så længe Miljøstyrelsen og Trafikstyrelsen ikke kan opgøre, hvor mange miljøzonemærker der er udleveret.

Politi: Det her er ikke vores målområde

Som Ingeniøren kunne afsløre i går, har der ikke været kontrol i hovedstadens miljøzone siden slutningen af sidste år, hvor miljøzonen blev udvidet.

Selv før det var kontrollen begrænset. I de første ti måneder af 2009 blev der kun registreret 18 forseelser efter miljøzoneparagraffen i hovedstaden.

»I det omfang, vi alligevel stopper folk eller vi modtager direkte anmeldelser, bliver det kontrolleret, men ellers ikke. Vi har mange målområder, men dette her er ikke et af dem,« siger politiinspektør John Sckaletz fra Københavns færdselspoliti.

De københavnske parkeringsvagter indgiver også anmeldelser, hvis de lægger mærke til en lastbil uden mærke. Det var desværre ikke muligt at få svar fra Nordjyllands politi, der står for kontrollen i Aalborgs miljøzone.

Den begrænsede kontrol huer ikke DTL, der lægger vægt på, at medlemmerne ikke må føle sig snydt, hvis de følger loven.

»Det er skidt, at kontrollen halter, når vi har pisket rundt for at hjælpe medlemmerne, der også bruger mange penge på det. Vores medlemmer forventer selvfølgelig en effektiv kontrol. Hvis overtrædelserne får lov at passere, er det direkte konkurrenceforvridende,« siger cheføkonom Ove Holm fra DTL.

Uvist hvor mange, der er godkendt

Ifølge Miljøstyrelsen findes der ingen præcise tal for, hvor mange miljøzonemærker, der er sat i ruderne på de danske lastbiler og busser. Det skyldes, at det er de enkelte synsvirksomheder, der godkender køretøjerne.

Miljøstyrelsen vurderer dog, at over halvdelen af alle landets lastbiler og busser i dag er forsynet med et miljøzonemærke, så de kan køre i miljøzonerne.

Hertil skal det dog siges, at 32.000 af landets 60.000 busser, lastbiler og sættevognstrækkere er så nye, at de ikke behøver et filter for at få et miljøzonemærke i forruden. Dermed siger det ikke noget om antallet af partikelfiltre, at over halvdelen af køretøjerne har et miljøzonemærke i ruden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Sådan går det når Folketinget vedtager 1340 nye love hvert år, der er simpelthen ikke kræfter til at følge dem op.

Det burde være sund fornuft, men den har haft trange kår længe.

Jeg forstår godt frustrationerne.

Men prøv lige at checke hvor mange regler, der er for lastbiler, man bliver mere end overrasket.

Så skal antallet af lastbiler opgøres, hertil lægges antallet af udenlandske.

Så spørg herefter justitsministeren om hvor mange ressourcer, der er afsat til denne kontrol. Man får næppe svar på dette spørgsmål, da det rigtige svar vil være chokerende læsning for en almindelig hæderlig borger.

Og dette er bestemt ikke kritik af sektorer men blot konstatering af de faktiske forhold.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten