Minamata - 40 år efter
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Minamata - 40 år efter

Af Allan Astrup Jensen Kviksølvforgiftningerne ved Minamata, der ramte tusindvis af mennesker, var den første store forureningskatastrofe. Først nu er de sidste ofre blevet tildelt erstatning.

Op gennem 1950'erne var befolkningen omkring Minamata Bugten på øen Kyushu i det sydlige Japan vidne til besynderlige og uforklarlige fænomener. Man kunne se fisk foretage mærkelige bevægelser i vandet. Fiskene havde vanskeligt ved at holde balancen,
vendte bugen i vejret og døde. Man så døde muslinger med åbne skaller. Fugle faldt ned som sten under flyvningen.

Mange katte i området sås ''dansende'' med fråde om munden og med kramper.

De havde også vanskeligt ved at holde balancen og bevæge sig lige. De faldt i mange tilfælde døde om eller sprang i havet og druknede, og katte blev efterhånden et sjældent dyr på de kanter.

SKYLDTES FISKEN ...

I maj 1956 opdagede nogle japanske læger på det lokale sygehus i selve byen Minamata, der dengang havde 50.000 indbyggere, en uforklarlig epidemi af en dødelig hjernebetændelse. Patienterne mærkede først følelsesløshed, lammelser, tale- og synkebesvær
og andre neurologiske symptomer, hvorefter fulgte kramper, der endte med døden. Blandt de første fire døde patienter var to søstre på henholdsvis tre og fem år. Sygdommen havde egentlig været kendt af befolkningen siden 1953, men da man troede, at den
var smitsom, isolerede man ofrene og holdt sygdommen hemmelig.

En større undersøgelse blev igangsat i august 1956 af forskere fra Kumamoto universitetet. Undersøgelsen viste, at alle ofrene spiste meget fisk, og undersøgelsen konkluderede i november 1956, at der var tale om en form for forgiftning forårsaget af
indtagelse af fisk og skaldyr fra Minamata bugten.

... NEJ, KVIKSØLV

Hvad det farlige stof egentlig var, tog det lidt længere tid at opklare.

Først mistænkte man mangan, selen, thallium, arsen og andre metaller, men i juli 1959 var forskerne sikre på, at forgiftningen skyldtes kviksølv - eller nærmere betegnet: Methylkviksølv. Forsøg med katte bekræftede dette.

Det blev hurtigt klart, at kviksølvforureningen kun kunne stamme fra den eneste større kemiske virksomhed i området, nemlig firmaet Chisso, en af de største af sin art i Japan. Virksomheden ville imidlertid ikke anerkende sit ansvar og tog kun
nødtvungent initiativer til at begrænse forureningen.

Endvidere var virksomheden ikke særlig samarbejdsvillig over for forskerne, idet virksomheden frygtede, at fortrolige procesoplysninger kunne slippe ud.

De lokale fiskere kom hurtigt i økonomiske vanskeligheder, idet de lokale handlende undgik fisk fra området. Det gik så vidt, at fiskerne trængte ind på fabrikken for at protestere. Det lykkedes for dem at få kompensation.

Ligeledes fik de første alvorligt syge erstatning i 1959.

VINYLCHLORID Chisso-fabrikken producerede blandt andet vinylchlorid og acetaldehyd med henholdsvis kviksølv(II)chlorid, adsorberet til kul, og kviksølv(II)oxid opløst i svovlsyre samt jernsalte og brunsten som katalysatorer. Procesre- ster blev udledt
Chisso-fabrikken producerede blandt andet vinylchlorid og acetaldehyd med henholdsvis kviksølv(II)chlorid, adsorberet til kul, og kviksølv(II)oxid opløst i svovlsyre samt jernsalte og brunsten som katalysatorer. Procesre- ster blev udledt
med det urensede spildevand. I 1959 var kviksølv- koncentrationen i spildevandet henholdsvis 0,1 og 20 ppm. I slam nær fabrikkens spildevandsudløb blev målt 2000 ppm kviksølv (vådvægt).

Det skulle imidlertid tage endnu ni år, før myndighederne officielt anerkendte forskergruppens konklusion og indførte mere effektive foranstaltninger mod kviksølvforureningskilden. Myndighederne indførte således aldrig et fiskeforbud. Denne forsinkelse
betød en yderligere ud- vikling og udbredelse af sygdommen.

BØRNENE

En ny type patienter begyndte at dukke op. Det var børn, der som fostre eller spædbørn havde modtaget methylkviksølv fra deres forgiftede mødre.

Børnenes forgiftningssymptomer var kraftigere end mødrenes. De havde følelsesløse lemmer, gangbesvær, synkebesvær, taleforstyrrelser, indsnævring af synsfeltet, hørenedsættelse, mentalt tilbagestående, krampetrækninger, kramper og meget mere. Rystende
billeder af disse forgiftede børn med en nedbrudt hjerne gik verdenspressen rundt.

I marts 1972 var der officielt registreret 181 tilfælde af Minamata-sygen, hvoraf 52 patienter var døde. Antallet fortsatte med at stige, og i 1992 var der næsten 2300 anerkendte tilfælde, hvoraf knapt halvdelen var døde.

En lignende, men mindre omfattende kviksølvforureningskatastrofe blev opdaget i maj 1965 i Niigata, som ligger på hovedøen Honshu nord for Tokyo.

Forureningen stammede fra en acetaldehydfabrik ejet af Showa Denko ved Aganofloden 60 kilometer oppe fra udløbet. I 1972 blev antallet af patienter opgivet til 102 inclusive syv døde.

TRÆGT MED ERSTATNING Bortset fra de allertidligste tilfælde fra 1956-59 tog det en evighed for de ramte at få anerkendt sygdommen og få erstatning. Mere end 14.000 indbyggere har krævet at blive anerkendt som sygdomsofre. Patienterne har anlagt sag mod
Bortset fra de allertidligste tilfælde fra 1956-59 tog det en evighed for de ramte at få anerkendt sygdommen og få erstatning. Mere end 14.000 indbyggere har krævet at blive anerkendt som sygdomsofre. Patienterne har anlagt sag mod
virksomheden og staten for at få kompensation.

Sagerne har trukket ud, og de endelige forhandlinger blev først påbegyndt i efteråret 1995, efter at den japanske regering tilbød, hvad der svarer til 140.000 kr. til hvert offer. Først i maj i år er en erstatningsaftale blevet beseglet mellem
regeringen og 1950 sagsøgere.

Ofrene havde ved sygdomsudbruddet et meget højt indhold af kviksølv i kroppen. Op til 700 ppm blev målt i hovedhår med 11 ppm i gennemsnit. Det var ikke muligt at lave blodanalyser af kviksøv før i 1959, da man fik op- klaret sygdomsårsagen, men da
japanerne har for vane at gemme navlestrenge fra nyfødte, kunne man ved senere målinger af kviksølv i navlestrenge vise belastningens udvikling med en top i 1956.

I 1959 var kviksølvindholdet i vandorganismer fra Minamata Bugten meget højt, mere end 100 ppm i skaldyr og mere end 10 ppm i fisk. Niveauet faldt gradvist i de følgende år. Efter 1968 var koncentrationen således kun en tyvendedel.

DEN OVERSETE PROCES Man formodede dengang, at omdannelsen af uorganisk kviksølv til methylkviksølv skete, efter kviksølvet var optaget i sedimentet eller i vandorganismerne. Dette er imidlertid aldrig blevet bekræftet, men der har været mange
Man formodede dengang, at omdannelsen af uorganisk kviksølv til methylkviksølv skete, efter kviksølvet var optaget i sedimentet eller i vandorganismerne. Dette er imidlertid aldrig blevet bekræftet, men der har været mange
undersøgelser af en mulig mikrobiologisk methylering af kviksølv i sedimenter.

Nogle år senere målte man imidlertid methylkviksølv i spildevandet, og omkring en procent af kviksølvet var methylkviksølv. Man demonstrerede ligeledes dannelsen af methylkviksølv ved fremstillingen af acetaldehyd på Chisso-fabrikken, blandt andet ved
en reaktion mellem kviksølv(II)chlorid og peredikkesyre, der er et oxidationsprodukt af acetaldehyd.

Denne opdagelse er imidlertid siden blevet overset af mange skribenter og debattører, og man kan selv i nyere tid læse og høre, at det kun var uorganisk kviksølv, der blev udledt ved Minamata.

UMULIGT AT RENSE I november 1959 bad myndighederne Chisso-fabrikken om at rense spildevandet for methylkviksølv, og fra marts 1960 blev spildevandet fra acetaldehydproduktionen recirkuleret. I maj 1968 blev produktionen af acetaldehyd helt stoppet på
fabrikken, og i marts 1971 ophørte produktionen af vinylchlorid.

Imidlertid er det umuligt at udbedre den skade, der er sket. Situationen er blevet forbedret siden kviksølvudledningerne ophørte, men selv om man har prøvet at restaurere ved at inddæmme områder med forurenet slam og sediment, vil områderne for altid
være kviksølvforurenet. Heldigvis er det meste kviksølv i slam og sediment bundet som tungtopløseligt sulfid, der under anerobe forhold er ufarligt.

Minamata-katastrofen var den første alvorlige masseforgiftning forårsaget af forurening med miljøkemikalier. Historien gik verden rundt som et afskrækkende eksempel og blev overalt brugt i kampen for et renere miljø.

Men har vi alligevel lært nok af episoden og den måde, som myndigheder og virksomheder reagerer på i sådanne tilfælde? Nye generationer kommer til, og mennesket har en forbavsende evne til at fortrænge og glemme ubehageligheder og til selv at ville gøre
sine (dårli- ge) erfaringer.

Allan Astrup Jensen er civilingeniør og bladets fagmedarbejder på økotoxikologi, livscyklusanalyser osv. Han er ansat i DK-Teknik.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten