Kalundborg skal være rollemodel for, hvordan et fleksibelt intelligent elnet kan indføres i Danmark. Med en bevilling på over 100 millioner kroner fra det danske Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, skal kommunen opbygge den nødvendige infrastruktur, der gør det muligt at få fuld udbytte af strøm, produceret fra vedvarende energikilder som vindmøller.
Millionerne til Kalundborg-projektet er blot én af en hel række bevillinger til nye energiprojekter. Bestyrelsen for EUDP og Green Labs DK har bevilget 84 millioner kroner til fem nye Green Labs og 150 millioner kroner til 21 nye energiprojekter.
»Vi kan se, at flere og flere aktører tager den udfordring op, at mere af vores el skal komme fra vindkraft, som er en ustabil energikilde. Det kræver udvikling af en række helt nye løsninger for at holde elnettet stabilt. Dén udfordring kan vi se, at virksomheder og universiteter nu for alvor er gået i gang med at løse. Det passer fint, for det er et område, som vi prioriterer højt i samarbejde med bl.a. Energinet.dk,« siger Torkil Bentzen, bestyrelsesformand for EUDP og Green Labs DK i forbindelse med uddeling af nye projektbevillinger.
Regeringens målsætning er, at 50 procent af den producerede strøm i 2020 kommer fra vindmøller.
Smarte byer
Det er elselskabet Seas-NVE, der står bag projekt Smart City Kalundborg, hvor hele byen inddrages i etablering af et intelligent elnet.
Det betyder, at ventilation, varme, elbiler - og sågar en eldrevet færge - hovedsagelig bruger strøm, når der er rigeligt med vind. Apparaterne kobler fra, hvis nettet har svært ved at levere strøm nok og kan endda levere strøm tilbage til nettet, hvis det kniber. Det er meningen, at projektet i Kalundborg skal udvikle en platform, som kan bruges i andre byer.
»Vi skal tilbyde løsninger, der inspirerer danskerne til at ændre forbrugsmønstre og dermed spare på energien. Serviceleverandører og forsyningsselskaber skal finde sammen om innovative løsninger, der kan tilbydes på en fælles brugervenlig platform, så det bliver langt lettere for forbrugerne at handle miljøvenligt og shoppe rundt mellem tjenester og leverandører,« siger udviklingsdirektør i Seas-NVE Jesper Lange.
Han sammenligner Kalundborg-projektets platform med de populære applikationer (apps) til smartphones. Her har eksempelvis Apple og Google etableret hver sin platform, hvor stort set alle kan tilbyde apps. På tilsvarende vis vil aktørerne i og omkring elsektoren kunne udvikle og tilbyde smarte apps i sammenhæng med deres produkter til borgerne i Kalundborg, der derved får en række innovative og smarte muligheder for at spare på energien og købe elprodukter til den bedste pris.
Det betyder også, at leverandørerne af f.eks. el, solcelleanlæg, elbiler og varmepumper kan tilbyde løsninger i indbyrdes fri konkurrence.
Ny portal
Energistyrelsen, Energinet.dk og Det Strategiske Forskningsråd er desuden gået sammen i en ny portal, der giver et hurtigt overblik over, hvilke forskningsaktiviteter inden for energi, der i øjeblikket er i gang.
På hjemmesiden www.energiforskning.dk er de forskellige projekter delt op i temaer, der angiveligt skal gøre det lettere at orientere sig i, hvad der foregår inden for specifikke områder.
Dokumentation
