Millioner til intelligent videoovervågning
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Millioner til intelligent videoovervågning

Tusindvis af overvågningskameraer indsamler hver dag bunker af oplysninger om både lovlydige og mere suspekte borgeres færden, men indtil nu er videobillederne kun i meget begrænset omfang blevet brugt til noget. Nu har et nyt dansk forskningsprojekt fået 15 millioner kroner i støtte fra Højteknologifonden til at gøre videoovervågningen mere intelligent.

»Vi skal både kunne finde ud af, hvad der sker, og kunne søge i den information, der er indsamlet, så vi kan sætte computeren til at svare på en given forespørgsel, frem for at man skal hyre masser af mennesker til at kigge timer af video igennem,« siger lektor Philip Bille fra DTU Informatik, der sammen med videoovervågningsfirmaet Milestone Systems, Aalborg Universitet, Securitas og Nabto står bag det 30 mio. kr. dyre projekt.

»Et af de kendte områder for billedgenkendelse er eksempelvis registrering af bilers nummerplader. Med vores system vil man kunne spørge til mange kameraer, om den pågældende nummerplade er registreret, og få oplysninger om placering og tidspunkt og derved kunne få et samlet overblik,« forklarer lektoren.

Et nyt projekt vil samle informationer fra hundredvis af videoovervågningskameraer og ved hjælp af avancerede algoritmer analysere billeder for blandt andet mystisk adfærd hos personer på optagelserne.

Ifølge Philip Bille findes der ikke tilsvarende systemer på markedet i dag, der massivt kan indsamle data fra hundredvis af kameraer og lade de avancerede algoritmer arbejde sig gennem de enorme datamængder.

»Det handler derfor i vid udstrækning om at bygge et system, der kan klare de her store mængder data, hvilket også vil indebære, at data skal komprimeres for at kunne flyttes rundt,« siger han.

Projektet vil blandt andet se på, om videoovervågningen kan bruges både til tyverisikring i private hjem og til store befærdede områder som for eksempel banegårde og lufthavne.

Genkender afvigende adfærd

Som en del af projektet skal der etableres en metadatastruktur med en række komponenter, som billedbehandlingsforskerne på Aalborg Universitet vil stå for, men det bliver ikke billedgenkendelse i klassisk forstand, der bliver tale om i første omgang.

»Vi vil dele videobilledet ind i det, vi kalder superpixels, hvor vi så kan analysere, om der sker pludselige forandringer i forhold til, hvordan billedforløbet normalt er i den pågældende superpixel, og vi kan sammenligne de enkelte superpixels med hinanden for også på den måde at vurdere, om der sker noget unormalt,« forklarer professor Thomas Moeslund.

Løsningen, som hedder MVaaS (Managed Video as a Service), vil også have indbygget analyse, så det er muligt at registrere unormale bevægelsesmønstre såsom uvedkommende personer, der går rundt i en privat have. Hvor traditionelle overvågningssystemer afgiver en alarm, når indbruddet er sket, skal den nye løsning kunne måle unormale bevægelser og afgive alarm, før indbruddet sker.

Milestone Systems udvikler IP-infrastruktur og værktøjer til videoovervågning, og som en del af projektet skal det også være muligt at hente data ind fra forskellige uafhængige systemer, og her vil projektet anvende Nabtos unikke firewall-teknologi, der populært sagt er i stand til at skabe sikre huller gennem lukkede net.

Dokumentation

Højteknologifondens beskrivelse af projektet

Kommentarer (2)

Meget at den funktionalitet som i denne artikel beskrives som helt nyt har eksisteret i kommercielle produkter i mere end 10 år.

Besøg http://www.ifsec.co.uk/ næste år hvis du er interesseret i a se big- og little brother i aktion!

Mvh
Steen

  • 0
  • 0