Millionbevilling til rugekasse for fremtidens ingeniører

Elever fra Lyngby Taarbæk Kommune arbejder med engineering. En donation på 18,7 millioner kroner til projektet Engineering i skolen giver nu flere elever mulighed for at prøve kræfter med en undervisningsmetode, der tager afsæt i ingeniørtilgangen. Illustration: Mikael Schlosser

Design en bygning, der kan modstå et jordskælv eller byg din egen lodrette have. Den slags opgaver har elever landet over prøvet kræfter med de seneste år gennem programmet 'Engineering i skolen'. Hensigten er at lære eleverne at arbejde undersøgelsesbaseret med at udvikle løsninger på konkrete virkelighedsnære problemstillinger.

Nu får yderligere 50.000 skoleelever mulighed for at udvikle løsninger på konkrete virkelighedsnære problemstillinger. Villum Fonden har nemlig bevilget 18,7 mio. kr. til at udbrede den undersøgelsesbaserede undervisningsmetode.

Dermed er det anden gang, Villum Fonden bevilger midler til Engineering i skolen, der blev skudt i gang i 2017, og som det første af sin art introducerer engineering som undervisningsmetode i den danske grundskole.

Læs også: Med støtte på 30 mio. skal skolebørn lære at tænke som ingeniører

Når eleverne arbejder med engineering, skal de løse et konkret problem gennem forskellige delprocesesser, der er inspireret af ingeniørernes måde at arbejde på. De udfordringer, eleverne stilles overfor, kan handle om alt fra klima, miljø og transport til byggeri, it og infrastruktur.

Agi Csonka, programchef i Villum Fonden ser frem til, at endnu flere elever kan få gavn af at arbejde med konkrete problemstillinger i skoletiden.

»Vi ved fra forskningen, at undersøgelsesbaseret undervisning, hvor eleverne arbejder med virkelighedsnære problemer, giver dem en bedre forståelse for, hvad naturfag kan bruges til. Og de bliver bedre til at samarbejde og være vedholdende. Men det er en anden måde at være lærer på, og lærerne efterspørger selv mere kompetenceudvikling på området,« siger Agi Csonka ifølge en pressemeddelelse fra Engineer the Future.

En del af bevillingen går derfor også til efteruddannelses af 2.000 lærere, der underviser i naturfag.

Gør elever til medskabere

Engineering er en undervisningstilgang, hvor eleverne arbejder problembaseret og anvendelsesorienteret med et autentisk problem, som de skal finde deres egen løsning på.

Ghita Wolf Andreasen, direktør i Engineer the Future, glæder sig over den nye bevilling, fremgår det af en pressemeddelelse:

»Engineering-metoden er med til at gøre eleverne til medskabere af teknologi fremfor blot forbrugere. Desuden oplever vi, at den øger elevernes naturfaglige viden og evne til at forholde sig kritisk til teknologien, hvilket er helt afgørende i en tid, hvor teknologi og digitalisering fylder stadig mere og mere. Derfor er vi rigtig glade for at kunne fortsætte arbejdet med at udbrede engineering til endnu flere skoler,« siger hun.

Lokker flere elever på banen

Med bevillingen går Engineering ind i sin anden fase, og vil frem mod 2023 som nævnt involvere knap 50.000 elever, over 2.000 lærere og 50 skoleledere. Bevillingen gør det blandt andet muligt at introducere engineering på alle landets professionshøjskoler samt kompetenceudvikle naturfagslærere i seks kommuner.

Desuden skal pengene gå til at sikre, at endnu flere elever landet over kan medvirke i Engineering Day, der foregår hvert år i uge 45.

Læs også: Engineering Day skal vække skoleelevers ingeniørgen

Naturfagslærer Anna Clausen fra Firkløverskolen i Vejle Kommune modtog tidligere på året Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris for sit arbejde med netop engineering. Hun nikker genkendende til, at eleverne udvikler deres evne til at samarbejde og løse problemer.

»Når eleverne får lov at udvikle og arbejde med deres egne teknologiske løsninger, motiveres de på en helt anden måde, end når jeg bare formidler fra tavlen. Og jeg oplever tit at få nogle af de elever på banen, der ellers holder sig tilbage af frygt for at lave fejl,« fortæller Anna Clausen.

I første fase af Engineering i skolen-projektet er der udviklet undervisningsmidler inden for engineering, naturfagslærere i fire kommuner er blevet kompetenceudviklet, ligesom der er blevet udviklet en dansk undervisningsmetode inden for engineering.