Milliardregning for gamle lossepladser ender hos staten
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Milliardregning for gamle lossepladser ender hos staten

Lige op ad Risby Å på Sjælland ligger en gammel losseplads. I dag er den dækket af jord, men under jorden ligger gammelt husholdningsaffald, byggeaffald og kemisk affald i én stor pærevælling, og når det regner, tager regnvandet farlige stoffer med sig videre ned i jorden og ud i åen - til stor skade for fisk og natur.

Hvis åen skal afskærmes eller graves op, så de farlige stoffer ikke løber direkte ud i vandet, vil det koste et sted mellem 1,5 og 50 millioner kroner, vurderer rådgivende ingeniører.

Og Risby Losseplads er ikke en enlig svale. I Danmark ligger der cirka 2.000 nedlagte eller nuværende lossepladser, og en fjerdedel af dem ligger på samme måde op ad vandløb eller åer med risiko for forurening, vurderer professor på DTU Miljø Poul L. Bjerg, der har 25 års erfaring inden for forurenet jord og miljø.

Derfor vil det have enorme økonomiske konsekvenser for staten, som i sidste ende kommer til at betale for, at regionerne løser problemet.

Op til 25 milliarder kroner

Det er svært at sætte et præcist tal på omkostningerne, men baseret på eksperternes erfaringer med beskyttelse af grundvand kan regningen løbe op i mellem 750 millioner kroner og 25 milliarder kroner for de 500 lossepladser. Indtil videre kender myndighederne dog ikke omfanget af selve problemet, for i Danmark har fokus kun været rettet mod forurening af grundvand og jord, der vil være sundhedsskadeligt for mennesker.

Der har de sidste år været fokus på enkeltsager som for eksempel Høfde 42, hvor gift sivede ud i Vesterhavet fra Cheminovas gamle affaldsdepot, eller Kærgård Plantage, hvor det daværende Grindstedværk deponerede meget store mængder kemikalier.

Men den generelle fare ved, at lossepladser typisk ligger tæt på et vandløb, en å eller en sø, har aldrig været undersøgt til bunds.

I de store sager er det regionerne, der har vurderet, at det var vigtigt at gøre noget ved problemet.

Men hvis det viser sig, at der siver giftige stoffer ud fra 500 lossepladser, har regionerne ikke hjemmel til at bruge de mange millioner kroner, det vil koste at løse problemet.

»Den eneste mulighed, vi har, er at gå til Miljøministeren og bede om flere penge. For vi kan ikke udføre arbejdet for de midler, vi har,« siger formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling Birgitte Josefsen (V).

»Det her er bare et problem, der kommer oven i en lang række problemer med jordforurening rundt omkring i landet. Jeg tror slet ikke, vi har set alle problemerne endnu,« siger hun og er lettere opgivende over for, hvordan regionerne skal løfte opgaven med at rense de forurenede grunde.

»Det er ikke ligefrem væltet ind med penge til regional udvikling, så i regionerne har vi lavet en prioriteringsliste for den pose penge, der er. Og det handler om grundvand og forurenet jord, der hvor børn leger.«

Regionerne sidder midt i budgetforhandlinger med staten lige nu, og ifølge Birgitte Josefsen er der heller ikke denne gang sat flere penge af til området.

Fortidens synder

De gamle og nu nedlagte lossepladser er typisk opstået ved, at en landmand på et tidspunkt har haft noget affald, han ville deponere yderligt på sine jorder, som typisk ligger op ad et vandløb. Med tiden har nabolandmænd måske også brugt pladsen til affald, og nogle gange har kommunerne overtaget lossepladsen og deponeret yderligere affald.

Især i 1950'erne og 1960'erne opstod rigtig mange lossepladser på denne måde på en skrænt ned til en å.

Det affald, der er blevet lagt i begyndelsen, er det værste, og det ligger nærmest vandløbet.

»Vi ved, det er husholdningsaffald, kemisk affald, byggeaffald - en blanding af alt muligt. Så der vil typisk være nogle pesticider, nogle klorerede opløsningsmidler og nogle benzinstoffer i affaldet,« forklarer en af Danmarks førende eksperter i forurenet jord og miljø, professor på DTU Miljø Poul L. Bjerg.

Generelt er det de naturfremmede stoffer som benzen, toluen og pesticider, der er problemet ved lossepladser. Men man har ikke tidligere bekymret sig om ammonium, som kommer fra husholdningsaffald, og jern, som optræder i grundvandet i forvejen.

»Derfor var vi med til at aflyse problemet med udsivning fra lossepladser for 20 år siden, fordi vi fokuserede på grundvandet,« siger professoren.

Nu er overfladevand imidlertid kommet på DTU's dagsorden, og det viser sig, at der er nogle andre stoffer, der er problematiske - salte og ammonium - som kan give nogle lokale effekter.

»Iltforbruget fra ammonium, jern og organisk stof vil give en generel kvalitetsforringelse af vandløbet, så det ikke er et sundt økologisk system. Desuden fortyndes forureningen langs åen, men kan bidrage til det samlede forureningstryk på et vandløbssystem,« siger professoren.

Lovændring undervejs

På baggrund af en anden stor sag i 2008 - Colstrup-grunden - satte daværende miljøminister Karen Ellemann (V) et arbejde i gang for at ændre Jordforureningsloven, så den også omhandler overfladevand.

Det arbejde er lige gået i gang, og Miljøstyrelsen er ved at finde ud af, om en lovændring er mulig.

Hvis loven ændres, vil det betyde, at 30.000 forurenede grunde skal revurderes, fordi man så også skal kigge på de grunde, der ligger uden for områder, hvor man indvinder drikkevand.

Men civilingeniør i Miljøstyrelsen Ole Kiilerich fortæller, at styrelsen endnu ikke har lagt sig fast på, hvordan problemet med forurening af overfladevand skal afdækkes og håndteres.

»Med den nuværende viden kender vi til nogle store forureninger. Men der er lagt op til, at man skal finde ud af, om der er et problem andre steder,« siger han.

Professor på DTU Miljø Poul L. Bjerg sidder i en arbejdsgruppe vedrørende lovarbejdet, og han vurderer, at Naturstyrelsen har for travlt med at implementere vandplaner, og at regionerne ikke vil have penge til at rydde op i forureningerne. Men han tror på, at en lovændring kommer.

»Det spændende er, om der bliver bundet nogle penge i enden af loven.«

Danmark svigter sit ansvar

Ud over skaden på naturen betyder Danmarks manglende interesse for overfladevand, at Danmark ikke lever op til EU's vandrammedirektiv.

Vandrammedirektivet er fra 2000 og skulle senest implementeres gennem en række lokale vandplaner i 2009. Men først i december sidste år var Danmark klar til at præsentere 23 planer.

Ideen i direktivet er, at hele vandsystemet hænger sammen. Man skal se det som en helhed og skabe kemisk-økologisk god kvalitet - det vil sige sørge for, at blandt andet fiskene har det godt, og at man har fastsat grænseværdier i både grundvand, vandløb, søer og havet. De mål, hvert EU-land sætter, skal være opfyldt i 2027.

Juraprofessor på Københavns Universitet og forfatter til en bog om Jordforureningsloven Peter Pagh mener, at oplægget til, hvad vandplanerne skal indeholde, er 'ekstremt simpelt': Hvordan er vandet, hvilke påvirkninger er der, kan vi nå målet, hvad vil det koste og så en afvejning af de hensyn. Men sådan gør vi ikke i Danmark, mener Peter Pagh.

»Vi siger: 'Vandet er sådan, og vi vil have det skal være sådan'. Man siger ikke noget om vejen til målet,« siger han og kalder Danmark for 'storskrydende' i miljøsammenhænge.

»Andre lande har vedtaget planen og kører med lav cigarføring. Det er meget fornuftigt, fordi målene som noget nyt er bindende. Det giver ikke nødvendigvis det fineste vand, men til gengæld nogle mål, de er i stand til at opfylde,« siger han og nævner Holland, Tyskland, Østrig og Sverige som lande, der har tradition for at de mål, der sættes, også skal nås.

Juraprofessoren mener ikke, at politikerne kan komme uden om at skulle undersøge forholdene nærmere, når der ligger en DTU-undersøgelse på deres bord, som påpeger et problem med lossepladsernes forurening af overfladevand.

Men hvis Danmark fortsætter med ikke at leve op til Vandrammedirektivet, er det muligt for ngo'er og berørte borgere at anlægge sag mod staten ved de danske domstole.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Gad vide hvem der i vore dage forurener mest:

Landbruget?

Gamle fabriks grunde?
eller
gamle lossepladser?

Tror mest på de 2 sidste kandidater ;) For dem er der ikke gjort noget ved i forhold til alle de regler og love der er for landbruget.

  • 0
  • 0

I disse genbrugstider af både stort og småt, kunne det så ikke tænkes, at gamle lossepladser delvis også kunne gå hen og blive en resource?

I "gamle dage" er det mit indtryk, at der blev smidt meget mere ud f.eks. af metaller og andet skrot, som i dag med fordel vil kunne genbruges, og det samme kan vel gælde andre ting lidt allround, også i forbrændingsøjemed.

Så måske vil man samtiddigt med en oprydning også kunne skabe en større eller mindre indtægt på salg af div. genbrugsmaterialer, som så vil kunne dække nogle af udgifterne, hvis man proaktivt gik efter dette.

  • 0
  • 0

Statens opgave er at sikre borgerne mod eksterne og interne fare.
Derfor har vi militær og politi, og i den rige del af verden, dvs Danmark, har vi en kæmpe organisation, til at beskytte os mod alt muligt.

Deribland forurening fra fortidens svineri.

Det koster, og vi betaler derfor skat med stor glæde, da vi kan se at Danmark, er sikkert, fredeligt og trygt.

Så selvfølgelig skal " staten" rydde op!

  • 0
  • 0