Milliardordre sikrer Dan Sprays fremtid

Dan Spray A/S har underskrevet en femårig aftale om at levere spraystål til en af verdens førende stålproducenter, svenske Uddeholm. Ordren har en værdi på en milliard kr. og giver håb om, at sidste års underskud på 12 mio. kr. snart vendes til et overskud, og at omsætningen om få år når op på siden af Stålvalseværkets.

Adm. direktør Claus Spiegelhauer fra Dan Spray A/S, der er et datterselskab af Det Danske Stålvalseværk, har i de sidste 17 år arbejdet med at udnytte spraymetoden kommercielt. Arbejdet krones nu endeligt med ordren fra Uddeholm.

»Aftalen omfatter levering af 2000 ton stål om året. Dermed er vores fremtid sikret,« siger han.

I 1999 indgik Uddeholm Tooling AB og Dan Spray en aftale om udvikling og test af forskellige legeringer af spraystål, som Dan Spray er de eneste i verden, der fremstiller. Denne aftale efterfølges nu af en produktionsaftale på baggrund af de positive resultater, som Uddeholms kunder har haft med stålet, som bruges til fremstilling af forskellige værktøjer til valser og pladeformgivning.

Over de næste fem år skal Dan Spray levere mindst 10.000 ton stål, og med en gennemsnitspris på 100 kr. pr. kilo løber aftalen op i en milliard kroner. Aftalen medfører, at Uddeholm løbende øger ordremængden, men aftalen medfører minimum 2.000 ton pr. år i gennemsnit over den femårige periode.

»Vi regner med afsætte for et tocifret millionbeløb til Uddeholm allerede i år,« siger Claus Spiegelhauer, som netop nu er i gang med at forhandle med Uddeholms konkurrent, stålgiganten Thyssen, om yderligere ordrer.

Forspring på to år

Hos Uddeholm vurderer projektchef Lennart Jönson, at Dan Spray er omkring to år foran konkurrenter på området.

»Jeg er både imponeret og overrasket over, at det er lykkedes et dansk firma at komme først med sprayformning af stål,« fortæller Lennart Jönson, der peger på, at Danmark normalt ikke regnes for førende inden for stålfremstilling.

Uddeholm begynder allerede nu salget af de to nye værktøjsstål Rolltec og Weartec.

»Vi har selv undersøgt metoden i 20 år og mener, at ståltyperne bedst egner sig som koldarbejdsstål til valser og formgivningsværktøjer, men der er også muligheder inden for plastværktøjer og højtemperaturanvendelser,« siger Lennart Jönson.

Uddeholm fremstiller selv pulverstål, som spraystål er en konkurrent til på grund af en lavere pris, men Uddeholm vil ikke umiddelbart erstatte sit pulverstål med spraystål.

»De legeringer, som vi har valgt at udvikle, kompletterer vores pulverståltyper og ligger prismæssigt mellem kromstål og pulverstål,« siger Lennart Jönson.

Næste mål for Dan Spray er en ny fabrik.

»Når vi kommer op på en årlig produktion på 1.000 ton pr. år, vil vi sætte gang i yderligere en fabrik,« fortæller Claus Spiegelhauer.

Dan Spray har allerede sikret sig rettighederne til arealer i Taastrup tæt på Teknologisk Institut, hvor produktionen foregår i dag.