Milliarddyrt salg af vaccineproduktion kulegraves af landets skrappeste revisorer

Illustration: Tuala Hjarnø

Landets mest frygtede revisorer hos Rigsrevisionen kaster nu kræfterne ind på at belyse, hvad der gik galt under salget af den statslige vaccineproduktion.

Salget endte med at koste staten mindst en lille milliard kroner, mens prisen, som det saudiarabisk kontrollerede selskab AJ Vaccines overtog produktion for, var beskedne 15 millioner kr.

Læs også: Salget af statens vaccine-produktion kostede én milliard

Ifølge en aktindsigt, som HK Statbladet har fået, kiggede Rigsrevisionen allerede på en række aspekter af salget i februar. Dengang bad Rigsrevisionen om at oversende en liste med 11 specifikke dokumenter om salget af både vaccineproduktionen og selskabet Diagnostica, som den svenske kapitalfond Adelis Equity købte for 250 millioner kroner.

Undersøgelse flyttet til det kontor, som foretager kulegravninger

På det tidspunkt blev undersøgelsen foretaget af det kontor, som foretager den almindelige revision af blandt andet Sundheds- og Ældreministeriet, som sammen med Finansministeriet har styret opsplitningen af seruminstituttet.

Nu har Rigsrevisionen lagt de videre undersøgelser i hænderne på det kontor, som foretager større kulegravninger af ministeriet. Det viser et brev, som Rigsrevisionen sendte til Sundheds- og Ældreministeriet 2. juni. Det var samme dag, som Ingeniøren og HK Statbladet udkom med de første, fælles researchede artikler om regningen for frasalget.

Læs også: Regningen til staten for salg af SSI’s vaccineproduktion: Mindst 959 mio. kr.

I brevet, som er stilet til Sundheds- og Ældreministeriets departementschef, Per Okkels, skriver Rigsrevisionen, at den 'vil gennemføre en undersøgelse om Sundheds- og Ældreministeriets salg af Diagnostica og Vaccine, der forventes afrapporteret i en beretning til statsrevisorerne.'

Rigsrevisionen bekræfter mundtligt over for HK Statbladet, at undersøgelsen også kommer til at omfatte Finansministeriets rolle i frasalget.

En styregruppe med repræsentanter for begge ministerier har håndteret både frasalget og den endnu uafsluttede rapport fra konsulentfirmaet McKinsey, som undersøger fremtiden for de resterende dele af seruminstituttet.

Læs også: McKinsey kulegraver, om flere dele af Statens Serum Institut skal nedlægges

Både fagforeningen HK og Nils Strandberg Petersen, der stod i spidsen for seruminstituttet i 18 år frem til pensioneringen sidste år, har kritiseret forløbet omkring frasalget voldsomt.

Læs også: Tidligere direktør står frem: Finansministeriet var advaret om katastrofalt vaccinesalg

Særligt langer de ud efter ministerierne for ikke at have informeret medarbejderne i vaccineproduktionen, men tværtimod truet dem med fyring, hvis det var mislykkedes at finde en køber.

Læs også: Salg af offentlig virksomhed: Medarbejderne så deres fyresedler på lysavisen

Ifølge professor Per Nikolaj Bukh fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet er spørgsmålet, om den fyringstrussel har skabt unødig usikkerhed i forbindelse med salget.

»Det kan vi kun få svar på, hvis Rigsrevisionen undersøger salget,« sagde han i forbindelse med HK Statbladet og Ingeniørens kortlægning.

Røde ordførere: Gode grunde til at undersøge salget

I Folketinget står kun tre partier fra rød blok, Enhedslisten, SF og Alternativet, uden for aftalen om at sælge dele af seruminstituttet. Særligt Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, har været aktiv

»Det er meget atypisk at bruge så mange penge på at sælge en del af statens ejendom. Derfor er der gode grunde til at undersøge, om der er noget, vi kan lære af den her sag og måske få placeret et ansvar,« siger hun.

Læs også: Politiker: Regeringen har forsøgt at maskere, hvad salget af vaccineproduktion har kostet

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, er meget tilfreds med, at Rigsrevisionen af egen drift kulegraver salget.

»Det bekræfter, hvad vi også synes - at der er nogle ting i denne sag, som bør undersøges nærmere,« siger hun.

Læs også: Leder: Politisk makværk gør anerkendt seruminstitut til dårlig forretning

Rigsrevisionen afviser at kommentere undersøgelsen yderligere, og sundhedsminister har tidligere afvist at lade sig interviewe om frasalget trods adskillige forespørgsler gennem en lang periode. Hendes presseafdeling henviste til, at hun ikke var minister, da beslutningen om at sælge vaccineproduktionen blev truffet. Det skete under den socialdemokratisk ledede regering, da Nick Hækkerup var sundhedsminister og Bjarne Corydon finansminister.

Researchen til artiklerne om salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion er foretaget i samarbejde med journalist Rasmus Lindharth fra HK Statbladet. Vi har delt dokumenter og interview-noter. Rasmus Lindharth har tidligere skrevet en række artikler om salget. Fagforeningen HK Stat organiserede bl.a. laboranter i vaccineproduktionen inden salget.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og så får vi en uforbeholden alvorligt ment undskyldning.......indtil næste gang.

Hvis Danmark var en mindre virksomhed var ledelsen blevet fyret for længst.

Hvis Danmark var en større virksomhed ville der blive indført besparelser og fyringer samtidigt med, at der skulle udbetales bonusser til ledelsen.

  • 9
  • 1

Hvorfor er det at privatiseringer af den her slags er amatørernes legeplads? Listen over dårlige privatiseringer er endeløs, fra TDC og privatiseringen af kobbernettets monopol (der betyder at vi kun kan få adsl her i Århus pga manglende konkurrence) til Dong og nu Seruminstituttet.

De her privatiseringer skal ske (og bør kun ske) hvis de fører til billigere ydelser for borgerne. At privatisere for privatiseringens skyld er dumt. At privatisere infrastruktur er ligeledes dumt. Man kan udlicitere drift og vedligehold, men ikke aktivet i sig selv, da det leder til kunstige monopoler som ender med at koste borgerne ekstra. Prisen for Lykketofts ringe privatisering af TDC har vi betalt af mange gange, og gør det endnu i alt for høje internetpriser.

Man kan kun undre hvad der går galt? Er det politikerne? Er det embedsfolkene? Er det rådgiverne?

Uanset hvad, så er det amatørernes legeplads og i stedet for billigere ydelser, ender vi med dyrere ydelser. Det totalt modsatte af hvad der er formålet og borgerne ender med regningen.

Det er amatørernes legeplads.

Vh Troels

  • 11
  • 1

@troels:

Som det ses

  • af gårsdagens artikel hvor transportministeren lodret siger, at han ikke tror på konsulentens risiko-vurdering, men kun på konsulentens vurdering af at det bliver billigere
  • i forgårs i Version2 hvor politikerne angiveligt ikke var informeret om risikoen ved den nye sundhedsplatform

De fornuftige rådgivere (som dog ikke er alle) skriver naturligvis de sagligt nødvendige forbehold. Disse er så uønskede og luges så ud af de øverste embedsmænd (med mindre disse har held til at presse rådgiveren til at gøre det), formentligt i mere eller mindre stiltiende enighed med de ansvarlige politikere. Hermed slettes alle spor af saglighed, og ingen kan holdes til ansvar. Det er en kedelig part af den danske forvaltningskultur i dag, desværre.

  • 10
  • 0

hvad ville det have kostet (eller givet som gevinst), hvis man simpelthen havde afskediget alle medarbejdere, lukket SSI og havde udstykket det betydelige (vel o. 80.000 kvm) og attraktivt beliggende areal til opførelse af boliger?

  • 2
  • 1

"Landets mest frygtede revisorer hos Rigsrevisionen"

Hvorfor er de frygtede?

Kan de sende de skyldige i fængsel? få dem afskediget i unåde og uden pension? vel at mærke uden at de straks får et givtigt ben andetsteds i statsapparatet?

Er det så forfærdeligt at skulle sige "vi beklager dybt"? især når udtrykket i virkeligheden betyder "ha, ha, I kan ikke gøre os noget, vi har aldrig ansvar for, hvad vi har gjort"?

  • 8
  • 0

Dette er et svindelnummer lavet af de samme folk, som har fået udbetalt udbytteskat, stod bag salget af dong og plyndret nationalbanken. Hvis du ikke har hørt om nationalbanken så er det fordi den ikke er helt tømt endnu.

  • 5
  • 2

Jeg vil hellere se en analyse af vores politiske ledelses privat økonomi.

Har Bjarne Corydon og Lars Lykke Rasmussen, aktier i nogle af de konsulentfirmaer, der lægger navn til disse tåbelige destruktioner af Danmarks infrastruktur? Har deres famillier økonomisk fordele af dette sidsyges spild?

Hvis dette ikke er tilfældet, hvis de har "rene hænder"" så må vi overveje 3 muligheder:

De er bindegale? De er ekstremt inkompetente? De er blevet narret af deres embedsmænd og konsulenter?

Uanset hvad, vil det være godt for alle borgerne i dette land at vælge nogle dygtige fagfolk til de opgaver der kræver fagfolk.

En Statsminister der er historiker. En sundhedminister der er læge. En undervisningsminister der er lærer. En Energiminister der er Ingeniør. En Forsvarsminister der er Soldat. En flygtning og integrationsminister der er et menneske.

Osv

  • 4
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten