Bølgerne går højt om Viking Link, det 11 mia. kr. dyre søkabel til England. Projektet har fået energiforskere op i det røde felt, fordi det efter deres mening er en skidt investering, og borgerne i Vestjylland er møgsure over udsigten til 500 nye højspændingsmaster.
Men når det gælder et andet gigantisk energiprojekt, den polsk-danske gasledning Baltic Pipe, har der været forbløffende stille.
Her er ellers tale om en investering til cirka 12 mia. kr. – heraf 6,3 mia. kr. for den danske del – og en ledning, som vil pløje sig igennem store dele af landskabet fra Egtved i Jylland og ind over Fyn og Sydsjælland for at forlade Danmark syd for Fakse Ladeplads; foruden at den skal ligge på havbunden i både Nordsøen og Østersøen.
I forhold til Viking Link er der oven i købet ikke tale om strøm, som de fleste ser som fremtidens energibærer, men derimod om hovedsageligt fossil naturgas. Baltic Pipe vil mere end fordoble mængden af naturgas i det danske net: fra en kapacitet på 3 mia. kubikmeter årligt op til 10 mia. kubikmeter.
Kun ganske få uden for statens energiselskab Energinet og det tilsvarende polske selskab, Gaz-System, har læst den business case, som Energinet har udarbejdet, og som nu ligger til godkendelse hos energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Endnu færre har derfor en kvalificeret mening om business casen, fordi den indeholder en række mørklæggende overstregninger – men dem vender vi tilbage til.
Først til spørgsmålet om, hvad vi skal bruge sådan en gasledning til. Svaret på det er, at vi ikke skal bruge den – det skal polakkerne.
De er nemlig vilde efter at gøre sig fri af den russiske gas, som de i dag føler sig for afhængige af. Med Baltic Pipe får de mulighed for at købe norsk gas, der i dag flyder gennem Nordsøen i Europipe II-ledningen fra de norske gasfelter ned til endestationen i Tyskland.
Ud over polakkerne er også nordmændene og EU begejstrede for projektet.
Nordmændene, fordi de får en ny direkte salgs- og forsyningsrute for norsk gas til Polen og dermed adgang til et nyt marked med stigende gasforbrug, i en tid hvor det eksisterende vesteuropæiske marked ser ud til at stagnere eller falde.
EU, fordi Baltic Pipe betragtes som et af de nøgleprojekter, der binder Europas energisystemer tættere sammen og bidrager til opfyldelse af EU’s klima- og energipolitiske mål. Projektet har af samme årsag modtaget et tilskud fra EU på knap 250 mio. kr.
Energinet anfører også, at der kan være en klimagevinst ved projektet, som dog ikke er kvantificeret i business casen. Argumentet er, at højere forsyningssikkerhed på norsk gas end på russisk kan øge industriens og kraftværkernes villighed til at erstatte kul med gas som brændsel.
Danskerne får selvfølgelig også adgang til mere naturgas – vi har bare ikke brug for mere.
Alle prognoser viser, at gasforbruget falder, og at det eksisterende net mere end rigeligt kan rumme de forbrugte mængder. Ifølge Energinets business case vil mængden af transporteret gas falde ca. 42 pct. fra 2020 til 2040 uden den nye rørledning.
Heller ikke når det gælder den danske forsyningssikkerhed, er Baltic Pipe nødvendig. Vi har i forvejen to gaslagre, der kan klare, at gassen bliver afbrudt i en hel vintermåned; vi kan importere gas fra Tyskland, og vi har endda planer for at tackle forsyningen, når Total lukker for nordsøgassen for at renovere Tyra-feltet.
Så hvad er egentlig fordelen ved Baltic Pipe for danskerne? Meget enkelt, argumenterer Energinet: Penge. De danske naturgaskunder bliver nemlig stadigt færre, når det danske naturgasforbrug forventeligt dykker fra 2,6 mia. kubikmeter til 1,5 mia. kubikmeter frem mod 2040.
Det betyder, at hvis ikke der sker andet, så stiger regningen pr. kunde for at vedligeholde og drive det danske gasnet. Ifølge Energinets analyser fra 12 til 30 øre pr. kubikmeter transporteret naturgas i 2050.
Med den øgede kapacitet på gasrørene, der vil følge med Baltic Pipe, og underskrevne 15-årige kontrakter på at transportere knap 8 mia. kubikmeter gas, vil Energinets transportindtægter stige, hvilket vil kunne forhindre denne prisstigning.
Ifølge Energinet ligger tarifbesparelsen for en typisk husstand med gasfyr på 100-125 kr. årligt. For hele det danske samfund ligger besparelsen på 1,5 mia. kr. over hele den 30-årige projektperiode.
Det er dog under en tredjedel af den samfundsmæssige gevinst, som polakkerne får af projektet, nemlig hvad der svarer til 5 mia. kr. i samme periode.
Og så er det vel at mærke en forudsætning for de allerede beskedne gevinster, at business casen holder.
Om det er tilfældet, er vanskeligt for udenforstående at gennemskue. Der er nemlig ikke foretaget nogen ekstern kvalitetssikring – som det ellers er blevet kutyme på store investeringer som f.eks. Femern-forbindelsen og letbanen i København.
Ikke blot journalister har vanskeligt ved at gennemskue business casen – det gælder også en ekspert som Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, der er professor i offentlig økonomistyring.
Han har på Ingeniørens opfordring tygget sig gennem Baltic Pipes offentliggjorte business case og siger – med forbehold for manglende og indforståede oplysninger:
»Business casen viser en forrentning af de investerede penge på 4,32 procent, hvilket kun er ganske lidt over de krævede 4 pct. Så lille en margen ville jeg ikke acceptere i et projekt, hvor man efter min vurdering bruger samfundets penge på noget, som ikke gavner danskerne,« siger han.
Per Nikolaj Bukh tilføjer, at modsat en bro eller en vej, så kan forbrugerne ikke bruge de nye store gasrør til noget som helst, hvis projektet af én eller anden grund fejler økonomisk, og den danske stat bliver nødt til at gå ind at dække underskuddet.
»Hvis man ikke kan få en offentlig debat og få lagt tallene frem om det her projekt af hensyn til nogle forretningshemmeligheder, så håber jeg, at nogle politikere vil have lyst til at sætte sig ind i sagen og vurdere den på borgernes vegne,« siger han.
Netop den manglende adgang for offentligheden til at kigge et statsligt selskab som Energinet i kortene var ét af kritikpunkterne mod elkablet til England, fremført af blandt andre professor i energiplanlægning Frede Hvelplund fra Aalborg Universitet, som også sidder i Energinets såkaldte interessentforum.
Han er skuffet over, at business casen for Baltic Pipe stadig skjuler de væsentlige oplysninger, selvom Energinet ifølge Hvelplund har lovet at være mere åbne:
»De tal, vi kan se, viser en spinkel forrentning af projektet og dermed små margener for fejl eller ting, der ikke går som forventet. Sammen med hemmeligholdelse af væsentlige data, gør det det desværre ikke muligt for offentligheden at vurdere, om regnestykkerne og deres resultater er holdbare«, siger han.
Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, ligeledes fra Aalborg Universitet, svinger sig højere op i helikopteren og kalder det et demokratisk problem, at beslutninger om den overordnede infrastruktur kan tages uden om Folketinget og EU-Parlamentet:
»Det er ikke i orden, at store investeringer besluttes uden analyser af projekternes konsekvenser for vores egen målsætning om 100 pct. vedvarende energi i 2050 eller for EU’s målsætning om 80-95 pct. reduktion i udledningen af CO2, « siger han.
Senioprojektleder Sofie Leweson har stået for projektmodningen for Energinet. Hun forklarer om business casen, at der altid vil være en vis økonomisk usikkerhed ved så store projekter, men at Energinet føler sig meget sikker på, at Baltic Pipe vil give overskud:
»Vi kan jo ikke garantere noget, men alene de bindende kontrakter på transport af knap 8 mia. kubikmeter gas de første 15 år giver faktisk indtægter, der dækker 75 pct. af anlægsinvesteringen. Og markedsundersøgelser viser, at vores transport-tariffer også vil være konkurrencedygtige efter de første 15 år,« siger hun.
Hun erkender dog, at de bindende kontrakter gælder kapacitet og ikke garanterer, at der rent faktisk bliver sendt gas igennem, og at Energinet dermed får betaling for volumen, som udgør næsten halvdelen af tariffen.
»Den risikojusterede værdi af overskuddet på 1,5 mia. kr. tager netop højde for sådanne usikkerheder og for, at ikke alt går som smurt hele tiden,« siger hun.
For eksempel har man vurderet og inddraget risikoen for, at polakkerne skifter til andre brændsler, eller at de igen får lyst til at købe billigere russisk gas.
Som ved alle Energinets anlægsprojekter er det forbrugerne, der betaler, hvis forudsætningerne ikke holder. I det konkrete projekt er det enten gaskunderne, der skal betale mere i nettarif eller – i ekstreme situationer – staten, der punger ud.
Energinet forventer at modtage en godkendelse af projektet fra ministeren i september i år, så den nye gasledning kan være klar til drift 1. oktober 2022, hvor de polske gaskontrakter med Rusland udløber.
