Miljøminister vil fjerne afgift på hård PVC

»Vi håber, at fritagelsen er en realitet allerede fra næste år, men det kræver, at vi finder pengene et andet sted i budgettet,« siger Hans Christian Schmidt til Ingeniøren og hentyder til, at staten ikke kan undvære de cirka 70 millioner kroner, afgiften årligt indbringer. Derfor skal fjernelsen ind over Skatteministeriet.

»Problemet er jo, at nogen har forklædt en skat som grøn afgift. Det ville jeg gerne have forhindret. Men når den nu er indført, så er jeg tvunget til også at tage hensyn til, at vi ikke bare med ét slag kan undvære de midler, den indbringer,« siger Hans Christian Schmidt.

Hans udmelding kommer efter, at brancheorganisationen Plastindustrien tidligere i år har opfordret Miljøstyrelsen til at samarbejde om en ny konsensusstrategi. Industrien mener, at dens genanvendelsesordninger nu er så optimerede, at der ikke længere er belæg for PVC-afgiften, der blev indført i 2000.

Hans Christian Schmidt understreger dog, at forudsætningen for at gå videre med forslaget er, at industrien fortsat vil påtage sig det fulde ansvar for at indsamle produkterne med henblik på en miljømæssig fornuftig håndtering.

Plastindustriens direktør Peter Skov er positiv over for miljøministerens udmelding, men erklærer, at industriens miljøordning for hårde PVC-produkter Wuppi også står og falder med, at der nu kommer en afgiftsfritagelse.

»Ellers vil importørerne ikke længere være med, og så må vi vinke farvel til indsamlingsordningen i den udgave, vi kender i dag,« siger han.

Halv løsning - afgiften bør helt væk

Miljøministerens planer for afgiftsfritagelse gælder som nævnt kun for hård PVC, der blandt andet findes i byggematerialer, som afløbsrør og vinduesprofiler, mens han vil fastholde afgiften for produkter af blød PVC. Det får formanden for PVC Informationsrådet Niels Bøjgaard til at kalde udmeldingen for en halv løsning.

»En halv sejr er bedre en ingen sejr - men vi er ikke fuldt tilfredse. Vi ønsker og forventer, at hele PVC-afgiften falder bort,« siger Niels Bøjgaard med henvisning til, at selskabet RGS 90 med internationale støtteordninger i ryggen nu står for at etablere et miljøanlæg i Stigsnæs, der også gør det muligt, at genanvende bløde PVC-produkter.

Miljøministeren vil imidlertid først overveje afgiftsfritagelse for blød PVC, når Stigsnæs-anlægget er etableret og fungerer tilfredsstillende samtidig med, at problemerne med indsamlingen af affaldet er løst.

Danmark er i dag ene om at kræve PVC-afgift på to kroner pr. kilo. Cirka 375 danske virksomheder betaler ifølge PVC Informationsrådet afgiften, hvoraf producenter af blød PVC bidrager med langt størstedelen af statens afgiftsprovenu - cirka 60 ud af 70 millioner kroner. Derudover er mange af de bløde PVC-produkter yderligere belagt med en ligeledes speciel dansk afgift på blødgøringsmidlet phthalater på syv kroner pr. kilo.

Med Wuppi-ordningen, som er etableret af plastproducenterne Nordisk Wavin, Uponor, Plastmo, Primo Danmark og Icopal, og det planlagte miljøanlæg i Stigsnæs, mener Plastindustrien og PVC Informationsrådet altså ikke længere, at der kan argumenteres for en PVC-afgift på hverken hårde eller bløde PVC-produkter.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten