Miljøminister skal forklare smøl med PCB-handlingsplan

Miljøministeren skal nu forklare smøleriet med at få lavet en national handlingsplan mod miljøgiften PCB, der er mistænkt for både at give kræft og hormonforstyrrelser.

Per Clausen, der er miljøordfører for Enhedslisten, vil kræve et svar fra hende, efter at Dansk Byggeri tidligere på dagen undrede sig over, at arbejdet med handlingsplanen er blevet syltet i to måneder.

»Det er rystende, at smøleriet med at få udarbejdet en PCB-handlingsplan fortsætter. Jeg vil derfor bede miljøministeren om at redegøre for udviklingen i arbejdet, siden hun og økonomi- og erhvervsministeren i løbet af de seneste to måneder lovede at sætte sig i spidsen forarbejdet med at udarbejde en sådan plan,« skriver Per Clausen til Ing.dk.

Han har derfor stillet dette spørgsmål til miljøministeren:

"Ministeren bedes redegøre for, hvad der er sket i forbindelse med arbejdet på at udarbejde en national PCB-handlingsplan, siden hun og økonomiministeren lovede at sætte sig i spidsen for dette arbejde i starten af marts måned."