Miljøvenlig gas fravælges på forhånd i bornholmske færger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Miljøvenlig gas fravælges på forhånd i bornholmske færger

Der er ikke meget, der endnu ligger fast om de færger, der skal sejle til Bornholm fra 2018 og ti år frem. Allerede før udbuddet er gået i gang, ligger det dog fast, at færgerne ikke kommer til at sejle på den miljørigtige flydende naturgas (LNG).

Det fastslog den bornholmske kommunalbestyrelse for nylig på et møde, til trods for at stadigt flere skibe i vores nabolande – og nu også en færge til Samsø – sejler på naturgas.

‘Rammerne for det kommende færgeforlig er fastlagt for perioden 2018 til 2028 og heri indgår ikke LNG, hvilket i overvejende grad skyldes økonomi’, hedder det blandt andet i et referat af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommunes seneste møde.

Blandt andet denne færge fra norske Fjordline sejler allerede i dag på LNG til danske havne. I Norge har Fjordline fået et særligt statstilskud på 90 mio. kr. pr. færge fordi LNG mindsker udledningen af sundhedsskadelige NOX-gasser. Illustration: Espen Gees/Fjord Line

Læs også: Gasdrevet Samsø-færge med biogas-ambitioner på vej til øen

Emnet blev taget op, fordi kommunalbestyrelsesmedlem Bente Johansen (B) havde foreslået, at kommunen skulle arbejde for at gøre færgerne mere miljørigtige og at de derfor skulle sejle på LNG. Den idé blev afvist i kommunalbestyrelsen med henvisning til, at Transportministeriet ikke ønsker LNG som drivmiddel i de bornholmske færger.

»Transportministeriet vil ikke gå ind i LNG endnu i frygt for, at der ikke er konkurrence nok på området. Det er tredje udbud, vi er i gang med nu, og i de sidste to har der kun været et enkelt bud. Derfor tør de ikke risikere noget,« siger Henrik Eybye, chefkonsulent i Bornholms Regionskommune.

Læs også: Naturgas til miljøfærge bliver fragtet 1500 km over land

»Når vi kan, så kan de også«

Problemet med dårlig konkurrence på færgeområdet er bekendt på en anden dansk ø. På Samsø har færgedriften nemlig været ramt af nøjagtig samme problem, fortæller øens borgmester, Marcel Meijer (S).

Her tog kommunen selv fat om problemet og valgte at drive færgerne selv frem for at skulle igennem et udbud. Det gav blandt andet kommunen mulighed for at vælge LNG som drivmiddel.

»Vi er godt tilfredse med at eje færgen selv. Det er et stort skridt som kommune, men det kan sagtens lade sig gøre. Når vi kan, så kan de også på Bornholm,« siger Marcel Meijer.

Læs også: Norsk rederi søsætter verdens mest miljøvenlige cruisefærger

Det er øens vestlige færgelinje, der nu er blevet erstattet af en kommunalt ejet LNG-færge. Den har trods forsinkelser i leveringen nu sejlet uden problemer siden midten af februar.

Samsø Kommune vurderer, at den sparer 15 procent af driftsomkostningerne til færgen, til trods for at det er en teknologi, der endnu er forholdsvis uprøvet herhjemme. Det betyder blandt andet, at den gas, der skal drive færgen, skal køres i tankbil fra Rotterdam.

Hertil kommer, at investeringen i at etablere færgedriften er større. På Samsø forventer Marcel Meijer, at den investering er tjent hjem i løbet af 12-15 år.

Læs også: Frederikshavns-færge skal sejle på methanol

Billig færgedrift vigtigere

Bornholms Regionskommune har ikke gjort indsigelser mod Transportministeriets indstilling, da kommunens hovedkrav til udbuddet har handlet om, at priserne på færgetransport skulle ned på niveau med andre transportformer, såkaldt trafikal ligestilling.

»Selvfølgelig ville vi gerne have haft mere miljørigtige færger, men trafikal ligestilling vægtede højere,« siger Henrik Eybye.

Læs også: Enorme Dong-tanke skal tømme 180 skibe med flydende naturgas

Han peger desuden på, at kommunen blandt andet var i tvivl om blandt andet miljøpåvirkningen fra LNG-færger.

Udbudsteksten skal færdigskrives i Transportministeriet i løbet af efteråret, men LNG bliver udelukket som drivmiddel i teksten.

Ingeniøren ville gerne have hørt Transportministeriets baggrund for ikke at anbefale LNG i den bornholmske færgedrift, men der er ingen af de relevante medarbejdere, der har mulighed for at kommentere på sagen på grund af sommerferie.


Opdatering d. 25/8 2015:
Transportministeriet oplyser nu, at der ikke er planer om at udelukke LNG-drevne færger fra udbuddet, ligesom der ikke er planer om at stille LNG-drift som krav til de kommende færger. Ifølge ministeriet var oplysningerne fra Bornholms Regionskommune dermed ukorrekte, da kommunen oplyste, at LNG-færger på forhånd var udelukket af udbuddet, idet det ifølge ministeriet aldrig har været planen.

Ministeriet skriver i en mail til Ingeniøren:
'Der stilles i udbuddet ikke krav til, hvilket drivmiddel en kommende operatør vælger at anvende. Det vil således være op til den kom-mende operatør at vælge traditionelt brændstof, LNG eller noget helt andet.

I udbuddet vil der derimod blive stillet krav om, at overfartstiden på ruten mellem Rønne og Ystad ikke må overstige 80 minutter. Kravet til overfartstid er en fortsættelse af kravet i den nuværende kontrakt. Udover krav til overfartstid vil udbuddet indeholde en række krav til færgernes kapacitet, indretning og sejlegenskaber mv.

Interesserede rederier skal byde ind med færger, der kan overholde kontraktens krav. Hvis rederierne kan se en fordel i at byde med færger, der sejler på LNG, er dette muligt.'

Udbudsteksten er ikke offentliggjort endnu, men planen er fortsat, at den offentliggøres af Transportministeriet i løbet af efteråret.

Emner : Skibe
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Blot for en ordens skyld, så kunne Radikale, Kristendemokrater og Enhedslisten støtte forslaget om mere miljørigtige færger - men det var kun 4 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer...

  • 11
  • 2

I færgeforliget for perioden 2018-28 er man først og fremmes optaget af taksterne, service, pålidelighed og miljø er underordnet, så underordnet at man var ved at glemme at medtage et reserveskib. IC-Bornholm røg ved samme lejlighed.

Færgeforliget og udbudet ligger helt åbenlyst op til at man skal fortsætte med de eksisterende skibe.

Skal man skifte til LNG kræver det nye færger. Bornholmerne er meget begejstreder for deres katamaraner, og der er endnu ikke bygget katamaraner til LNG-drift.

En anden mulighed var færger af "Superfast"-typen, 28 knobs stålfærger med 15-1600 lane meter, gerne til LNG-drift. Rønne - Ystad 1 time 40 minutter, Rønne - Køge 4 timer.
Men det vil formenlig forudsætte at staten investerer ~2 mia. i to nye færger, men så har man også færger i 25-30 år, ligesom da man byggede Poul Anker og Jens Kofoed.

  • 8
  • 0

Droppe vi et enkelt eller 2 F35 fly - så kunne Bornholm få de mest miljørigtige færger. Ydermere sparede man på jetbrændstof - så får klimaet en win-win.
Men vi skal have nye fly for så kan vi vente en time eller med at overgive os, såfremt Putin bliver for krigsliderlig!

  • 7
  • 18

Jeg forstår ikke helt, der står at LNG er fravalgt på forhånd.
Som jeg læser artiklen, så er det vel nærmere at LNG ikke er et krav.
Man kunne vel godt tillade at et bud inkluderede LNG, selvom chancerne nok ikke var så gode, hvis det er økonomi som tæller.

  • 4
  • 1

Tænk nu på, at skibene ikke bliver ved med at sejle i danske/nordiske farvande.
De skal sælges på et tidspunkt, og det er jo kun duksedrengene i Norden, der sætter alt til side for at tækkes de politisk korrekte.
Resten af verden er mere realistiske.

  • 0
  • 7

Tænk nu på, at skibene ikke bliver ved med at sejle i danske/nordiske farvande.
De skal sælges på et tidspunkt, og det er jo kun duksedrengene i Norden, der sætter alt til side for at tækkes de politisk korrekte.
Resten af verden er mere realistiske.

De gamle færger fra 1978/79 sejler fortsat i Østersøen, den ene endda på Bornholm.

Bygger man nye færger til Bornholmstrafikker skal driftstiden være så lang at gensalgsværdien er nærmest ubetydelig i den totale økonomi.

Nu handler det ikke kun om miljø, men også om økonomi, LNG-skibe er dyre i anskaffelse, og fordre investeringer i den tilhørende infrastruktur. Til gengæld er LNG billigere og kræver langt mindre vedligehold.

Når norske redere bygger LNG-skibe handler det ikke om miljø, med om cool cash.

  • 1
  • 0

Nu handler det ikke kun om miljø, men også om økonomi, LNG-skibe er dyre i anskaffelse, og fordre investeringer i den tilhørende infrastruktur. Til gengæld er LNG billigere og kræver langt mindre vedligehold.

Når norske redere bygger LNG-skibe handler det ikke om miljø, med om cool cash.

Tvivler på at der er så meget forskel i vedligehold i forhold til motorer der kører på MGO.

Grunden til at LNG er så god en forretning for norske redere (som sejler i norsk farvand!) er at der er en høj skat på NOx udledningen. NOx udledningen er væsentligt lavere ved brug af LNG end MGO.

  • 0
  • 0

Tvivler på at der er så meget forskel i vedligehold i forhold til motorer der kører på MGO.


Fuelolie kræver opvarmning med damp eller hedolie, centrifuger og filtre.
Det meste motor vedligehold kan henføres til dårlig fuelolie, brændstof dysser, udstødningsventilser og stempelringe.
Smøreolien forurenes med partikler og svovlforbindelser fra fuelolie.
Ved sejlads i Nord- og Østersøen kræves svovlrensning eller drift på dyr gasolie.
LNG kræver en fordamper der kan opvarmes af kølevandet.

  • 0
  • 0

Grunden til at LNG er så god en forretning for norske redere (som sejler i norsk farvand!) er at der er en høj skat på NOx udledningen. NOx udledningen er væsentligt lavere ved brug af LNG end MGO.


Det ikke kun typiske MGO skibe, men også skibe der typisk ville sejle på fuelolie der bygges til LNG

Det ikke kun norske redere der bygger LNG-skibe.

Destination Gotland har to LNG-færger af "Superfast" typen i ordre.

Costa cruise har lige bestilt det første store krydstogtskib til LNG.

Singapore har udbudt koncession til den første LNG-bunker terminal.

Selv om du nok er ligeglad, er der da andre der interesserer sig for den luft de indånder.

  • 0
  • 0

Og det har de jo været nødt til, da de eller skulle sejle på dyrere lavsvovlsfuel for at kunne opfylde reglerne i ECA (<0.1 % svovl i fuel eller røggasrensning).


Endnu et fordyrende ellement ved oliedrift, det slipper man for med LNG.

De fleste rederier har valg simple scrubbere der leder svovler ud i havet i stedet for luften, fordi de relativt simpelt kan indbygges i eksisterende skibe i forbindelse med ordinær dokning. Det er nok ikke det store problem i den salte Nordsø, men der kan komme begrænsninger i den ferske Østersø.

Men kernen i hele diskussionen er i virkeligheden at Bornholm holder fast i hurtigfærger(MGO), mens Gotland satser på "superfast"-færger(LNG).

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten