Dette er en meget vanskelig diskussion. Gamle PVC rør indeholder små mængder bly. Blyet i disse rør afgives i yderst beskedent omfang, og der vil næppe kunne påvises nogen form for skadevirkning. Ved genanvendelse af de gamle rør, vil blyet igen bindes, mens afbrænding vil frigive blyet, som så skal fjernes via røggasrensning og deponeres. Eller rørene skal deponeres direkte, hvilket næppe vil give miljøproblemer. Ved genavendelse til nye rør, vil disse efterfølgende blive lagt i jorden - det er jo typisk kloakledninger, de anvendes til. Her vil de måske ligge de næste 100 år - igen med en yderst beskeden miljøpåvirkning. Set i lyset af de enerme mængder skadelige kemikalier (gifte) som vi omgiver os med i vores hverdag, må de blyholdige PVC-rør siges at være et nærmest ikke-eksisterende problem. Og næppe noget, som vi bør bruge ressourcer på at gøre noget ved. Der ligger jo rent faktisk store ressourcer i genanvendelse af rørene, hvilket vel er positivt i forhold til økonomi og ressourceforbrug.
Der er i Danmark stadig skole og institutioner samt et ukendt antal private boliger, som er fyldt med PCB. At gøre noget ved dette, som vel må betegnes som et reelt problem, er i de fleste tilfælde bedømt til at være for dyrt. Så her tæller økonomien altså mere end en virkning, som man har erkendt er alvorlig. Tilsvarende med asbest i gamle eternitbeklædninger, hvor ejerne ikke har prioriteret problemet - ofte fordi det er meget dyrt at gøre noget ved.
Det virker som om beslutningerne tages ud fra følelser og principper - uden nogen form for prioritering af de reelle problemer og deres relative vægtning og effekt. Det er meget trist, men forklarligt. Man handler på det, som man kan overskue og undlader at gøre noget, hvor man ikke kan. Også selv om de oversete emner forholdsmæssigt har en meget større negativ effekt end de, som man handler på.
