Miljøstyrelsen overså central rapport om fluorstoffer i grundvand

Når Miljøstyrelsen om få uger offentliggør en rapport om fluorstoffer i grundvandet udvalgte steder i Danmark, sker det uden kendskab til, at Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) i 2010 gennemførte en lignende undersøgelse.

Geus-rapporten var ellers yderst relevant for Miljøstyrelsen, der ligesom Geus netop havde kig på brandøvelsespladser, hvor skum med fluorstoffer var brugt. I Geus-rapporten tog forskerne 57 prøver på hele 43 lokaliteter i Danmark. Til sammenligning undersøgte Miljøstyrelsen i deres nyeste screening 16 steder. Stederne var udvalgt efter, hvor mistanken om forurening med fluorstoffer var størst.

Læs også: 14 skarpe til Miljøstyrelsen: Hvorfor tjekker I ikke drikkevandet for fluorstoffer?

Kontorchef Christian Vind kan ikke forklare, hvorfor Miljøstyrelsen aldrig fandt Geus-rapporten.

»Jeg kan godt forstå, at det kan undre, at vi ikke var opmærksomme på rapporten, og jeg kan ikke afvise, at den indeholder data, der er relevante for vores arbejde. Det vil vi se på nu,« siger han.

Læs også: Giftige fluorstoffer i høje koncentrationer fundet i det danske grundvand

I modsætning til Miljøstyrelsen fandt Geus dog ingen høje koncentrationer af fluorstoffer, og Miljøstyrelsen prøver nu at afklare, hvorfor denne forskel eksisterer.

Miljøstyrelsen fandt koncentrationer i grundvandet flere steder på 1.000 ng/l, hvilket langt overstiger eksisterende grænseværdier, mens Geus fik de højeste niveauer til at være 6 ng/l.

Geus skriver dog selv i rapporten, at prøvetagningen kun 'giver øjebliksbilleder, som ikke nødvendigvis er peakniveauer', og at 'pulsudvaskningen kan være forekommet på andre tidspunkter end samplingens udførelse'.

Kontorchef Christian Vind peger på, at niveauforskellene på de målte koncentrationer kan skyldes, at den nye rapport meget specifikt prøver at måle 'så tæt på de formodede kilder som overhovedet muligt'.

»Jeg synes stadig, at det er yderst relevant, at vi foretog denne nye undersøgelse, især fordi Geus-rapporten viser lave niveauer af fluorstoffer. Den nye undersøgelse er netop en mere specifik undersøgelse af de forurenede områder, så på den måde supplerer de to rapporter hinanden fint,« siger Christian Vind.

Læs også: Opråb fra forskere: Test drikkevandet for giftige fluorstoffer nu

Nye fluorstoffer kan forklare høje niveauer

En anden forskel mellem de to rapporter er, at Miljøstyrelsen har målt efter langt flere fluorstoffer end Geus, blandt andet PFHxA, der udgør en tredjedel af den samlede mængde fluorstoffer fundet på brandøvelsespladserne i Miljøstyrelsens undersøgelse og over en tredjedel på lossepladser.

Derudover er stoffer som PFHxS, PFDS, og PFOSA målt i Miljøstyrelsens screening og ikke i Geus’.

Ingen af forfatterne bag Geus-undersøgelsen arbejder længere i Geus, og Rene Juhler, der i dag arbejder i analysefirmaet Eurofins, ønsker ikke at udtale sig om rapporterne.

Ingeniøren har nu sendt rapporten fra Geus til Miljøstyrelsen. Den kan læses herunder.

PFC Screeningsrapport 20100322