Den såsæd og frø til planter, som bierne sætter sig på, må fra den 1. juli 2013 ikke længere bejdses med pesticiderne clothianidin, imidacloprid og thiamethoxam.
Det er essensen i Miljøstyrelsens nye holdning til disse neonikotinoider, som er kommet i unåde i EU, efter at fødevaresikkerhedsmyndigheden EFSA konkluderede, at de skader bierne.
Hvis ikke økosystemet skal kollapse, er det vigtigt at holde hånden over bierne, og derfor bliver stofferne forbudt til afgrøder, der tiltrækker bier, lyder forklaringen fra Miljøstyrelsen.
Bierne er ifølge EU og Miljøstyrelsen ikke tiltrukket af roer og kartofler, som tilsammen dækker lidt over 80.000 hektarer i Danmark, og oven i det er der desuden enkelte grøntsager, som fortsat må bejdses med neonikotinoider.
Læs også: Nu bliver reglerne strammet for bidræber-pesticiderne
Den største ændring for dansk landbrug som følge af lovforslaget bliver, at Danmarks 150.000 hektar rapsmarker fremadrettet skal sprøjtes, når frøene ikke længere må bejdses med nervegiften.
Det kommer til at ske med pyretrhoider, et naturligt pesticid kendt fra krysantemumsk selvforsvar og kemisk opkoncentreret til at tage livet af små skadedyr - i det omfang insekterne endnu ikke er blevet tolerante over for det, ligesom det er tilfældet for snudebillen, glimmerbøssen og stuefluen.
Pyrethroider er mindre skadeligt og er i forvejen belagt med restriktioner og 'bi-mærket', som betyder, at de først må sprøjtes på planterne efter klokken 21, når bierne er fløjet hjem til bistadet igen. Andre pyrethroider er så harmløse, at biavlere selv bruger dem til at dræbe mider i deres bistader.
Læs også: Forskernes dom: Almindelige pesticider påfører bier uacceptable skader
Blandt andre afgrøder, Miljøstyrelsen tilsyneladende vil skal forbydes bejdset med neonikotinoider, skal nævnes spinat, konservesærter, majs og en del mindre blomstrende frøafgrøder. Men ingen af dem er arealmæssigt nær proportionelle med raps, og majs bliver i forvejen ikke så ofte bejdset med neonikotinoiderne ifølge Videncentret for Landbrug.
»Men derfor skal man ikke undervurdere de småt dyrkede afgrøder. Hvis der eksempelvis var en bedrift, der havde fokuseret på og specialiseret sig i hørfrø, så kan det ramme den enkelte bedrift hårdt,« siger Jon Pedersen, Afdelingsleder på Plantefaglig specialviden ved Videncentret for Landbrug.
I en ny rapport fra Norden vurderes det, at bierne bestøver planter for 421-690 mio. kr. i Danmark.
Dokumentation
