Miljøstyrelsen flår legetøj af hylderne: 100 pct. af de testede er ulovlige
Miljøstyrelsen advarer mod legetøjsproduktet squishies, fordi de indeholder for høje koncentrationer af skadelige stoffer.
Miljøstyrelsen fortæller i en pressemeddelelse, at der blev foretaget en stikprøve, og i samtlige 12 ud af 12 squishies blev der fundet for høje koncentrationer af forskellige stoffer.
»Vi har helt ekstraordinært været ude med advarslen inden rapporten er publiceret,« siger Magnus Løfstedt, kontorchef i Miljøstyrelsen.
Han forventer, at rapporten kommer enten fredag eller i starten af næste uge, hvor det vil være tydeligt, hvilke stoffer der er tale om, men Miljøstyrelsen oplyser, at der bl.a. er tale om dimethylformamid, xylen, methylenchlorid og toluen. Ifølge Miljøstyrelsen kan stofferne være skadelige for leveren, irritere øjnene og genere lungerne hos børn.
Worst case scenarier
Der er ikke fastsat specifikke grænseværdier for alle de forskellige stoffer, så Miljøstyrelsen baserer i stedet sin advarsel på to forskellige scenarier: Hvis man sover med en squishy, og hvis man har 40 stående på et børneværelse - og begge scenarier viste problemer.
Fakta om undersøgelsen
Kilde: Miljøstyrelsen
»Vi har lavet en risikoberegning, hvor der er målt på, hvor meget der er afdampet. Så er der kigget på en worst-case beregning, hvor man regner på, hvor meget der kommer ud, hvis du ligger og sover med en squishy. Der er mange, der ligger og falder i søvn med den i hånden, og så kan den ligge i indåndingszonen,« siger Magnus Løfstedt.
Læs også: Ny undersøgelse: Hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer
I det andet scenarie er der målt på risikoen ved at have 40 squishies stående på et normalt børneværelse. Det lyder af mange, men Miljøstyrelsen mener ikke, at det er så urealistisk:
»Det er et samleobjekt. Jeg har talt med journalister i dag, der kender folk, der har 200 stående. Vi har prøvet at finde et realistisk worst case-scenarie,« forklarer Magnus Løfstedt.
Forventer squishies vil forsvinde fra hylderne
Miljøstyrelsen har kontaktet forhandlerne af de 12 squishies og forklaret, at de er ulovlige i Danmark. Men selvom hver eneste squishy i stikprøven var problematisk, vil Miljøstyrelsen ikke nedlægge et forbud mod andre squishies end de testede:
»Vi kan ikke gå ud og sige, at produkter, vi ikke har målt på, er ulovlige. Vi når ret bredt ud, og forhandlerne af de her squishies har også allerede meldt ud, at de trækker dem tilbage. Vi forventer, at de vil forsvinde fra hylderne efter vores advarsel, men vi bliver ved med at overvåge markedet,« siger Magnus Løfstedt.
Læs også: Dårlig kontrol gør det let at snyde med phthalater i legetøj
Nervøse forældre kan dog ånde lettet op, understreger kontorchefen:
»Sandsynligheden for, at nogle børn har fået varige mén af det her, er ikke særligt stor, men vi vil hellere være på den sikre side,« siger Magnus Løfstedt.
Hvis du er i tvivl om, hvordan squishies ser ud, så har Miljø- og Fødevareministeriet tweetet følgende korte video, hvor man ser et legetøj blive klemt:
Populært legetøj fyldt med farlig kemi: https://t.co/aHNZYUf5d7 #dkpol #miljø #dkgreen pic.twitter.com/t5dWN11rR0
— Miljø & Fødevaremin. (@MFVMin) 20. juni 2018
