MIljøgift hos gravide giver federe døtre

Et ny dansk studie har undersøgt, hvordan miljøgiftene DDE og PCB påvirker ufødte børn. Undersøgelsen viser, at mødre, der selv er overvægtige, og som har et højt indhold af PCB og DDE i blodet, har størst risiko for at få overvægtige døtre. Det skriver Videnskab.dk.

Kemikalierne kommer for eksempel ind i kroppen, når moderen spiser fed fisk. Fra moderens krop ændrer de generne hos de ufødte børn, så de er mere tilbøjelige til at være overvægtige resten af livet, konkluderer ph.d.-studerende Jeanett L. Tang-Peronard fra Institut for Sygdomsforebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler samt Afdeling for Miljømedicin ved Syddansk Universitet

»Det tyder på, at kemikalierne kan lede til aktivering af det genetiske element i fedme eller forstærke den til en højere grad af fedme hos børnene. Der begynder at tegne sig et helt klart billede af, at kemikalier måske har evnen til at omprogrammere fostres dna, hvilket gør, at personerne senere i livet kan udvikle en lang række sygdomme eller problemer med stofskiftet,« siger hun til Videnskab.dk.

I studiet, der netop er offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition, undersøger hun 640 færøske kvinder, der har født mellem 1997 og 2000, og deres døtre. Da pigerne blev 7 år, vejede de ifølge undersøgelsen gennemsnitligt seks kilo mere og havde 2,5 cm større livvidde, hvis deres mor havde meget PCB og DDE i blodet.