Militær testsatellit afprøver missilforsvarsteknologi

Det amerikanske forsvar opsendte tirsdag aften dansk tid en militærsatellit kaldet STSS-ATRR (Space Tracking and Surveillance System Advanced Technology Risk Reduction) satellit, hvis primære formål er at afprøve nye sensorer til kommende spionsatellitter til overvågning af missil- og raketopsendelser.

Opsendelsen fandt sted med en Delta II-raket fra Space Launch Complex 2 på Vandenberg-rumcenteret i Californien. Satellitten blev opsendt planmæssigt i en solsynkron polær bane.

Den 2,4 milliarder kroner dyre forsknings- og testsatellit skal afprøve nye sensorer, som kan følge ballistiske missiler. Satellitten skal være med til at mindske de tekniske risici ved udvikling af teknologier til missilforsvarsprogrammet for det amerikanske Missil Defence Agency.

STSS-ATRR er bygget af rumfirmaet General Dynamics og har en planlagt levetid på et år. De tekniske detaljer som selve satellitten og dens sensorer er klassificeret som hemmelige og frigives ikke.

Endnu en Delta-raket er planlagt til opsendelse i august fra Cape Canaveral-rumcenteret i Florida med et par andre STSS-satellitter. Sammen med den første STSS-ATRR-satellit skal de bruges til at teste, hvordan forskellige teknologier virker i rummet, og sende data, der giver militærets efterretningsfolk på Jorden et billede af, hvor god kvalitet data, sensorerne er i stand til at levere.

Opsendelsen var den 88. vellykkede Delta II-opsendelse siden 1997 og den femte i år. Delta II-raketten har sammenlagt fløjet 143 gange, hvoraf kun to opsendelser er gået galt.

Spektrometer kan skelne bestemt maling

Mens Delta II-opsendelsen blev gennemført som planlagt på vestkysten, blev anden opsendelse på den amerikanske østkyst udsat på grund af dårligt vejr. En Minotaur 1-raket skulle have været opsendt fra Wallops Island med en række mindre satellitter, heriblandt en anden testsatellit for det amerikanske militær.

Minotaur 1-raketten fra Orbital Sciences Corp. skal medbringe en 400 kg testsatellit kaldet Tacsat 3, et biologisk laboratorium for Nasa kaldet Pharmasat samt tre mindre satellitter for et firma og to forskningsinstitutioner.

Tacsat-3 blev udviklet i 2004 og skulle oprindelig have været opsendt i 2007, men er blevet udsat flere gange på grund af problemer med blandt andet dens stjernekamera og software. Satellitten er bygget af Air Force Research Laboratory med det primære formål at afprøve billige rumteknologier til militært brug.

Tacsat-3 primære instrument er et højopløseligt multispektralt spektrometer kaldet Artemis med 220 kanaler. Militæret vil ikke oplyse dets opløsning, men påpeger at instrumentet se specifikke farvedetaljer på Jorden, helt ned til en bestemt type maling.

Opsendelsen af Tacsat 3 og de andre satellitter på Minotaur 1-raketten er nu udsat til natten til fredag.

Dokumentation

USAF's Pressemeddelelse om Tacsat 3

Emner : Satellitter