Mikroskopiske skader på klipper satte gang i dannelse af tektoniske plader
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mikroskopiske skader på klipper satte gang i dannelse af tektoniske plader

Det antages almindeligvis, at Jordens tektoniske plader opstod for mellem 3,0 og 2,7 milliarder år siden, men det knytter der sig mange usikkerheder til.

Til dem hører de faktorer, der satte gang i denne proces, som skete med en forsinkelse på rundt regnet en milliard år i forhold til, hvornår Jordens skorpe og granitklipper begyndte at dannes. Et andet forhold, der kræver en forklaring, er, hvorfor Jorden er den eneste planet, der har tektoniske plader.

De forhold har David Bercovici fra Yale University i USA og Yanick Ricard fra Université de Lyon i Frankrig sat sig for at forklare med en ny model, som er blevet offentliggjort online af Nature.

De beskriver dannelsen af tektoniske plader som en proces, der i kombination med flow i Jordens kappe sættes i gang af de mikroskopiske egenskaber af mineraler i lithosfæren (de øverste 100 km af Jorden). Det betyder, at der kan dannes og opretholdes svage zoner, der bliver til grænserne mellem pladerne.

Mikrorevner eller mindsket kornstørrelse kan føre til svage områder, som i modellen kan beskrives ved et enkelt ‘skadestal’. Disse kan dannes ved en form for selvforstærkende feedback.

Der findes dog også effekter, der kan øge kornstørrelsen og ‘sammensmelte’ grænselaget mellem to områder og derved hele de svage områder, før der opstår en permanent adskillelse. Disse effekter indgår mere præcist i modellen med to forskellige ‘helningstal’.

Det er en kamp mellem disse to modsatrettede effekter (beskrevet ved værdierne for skadestallet og helningstallene), der afgør, om de svage områder udvikler sig til grænser mellem forskellige plader, eller om det er muligt at have subduktionszoner, hvor materiale synker nedad, uden at det fører til pladetektonik.

Betingelserne på Jorden er sådan, at plader kan opstå, men da skadestallet for Venus er ti gange lavere, og helningstallene er omkring ti gange højere - grundet temperaturen af lithosfæren på Venus er 200-400 grader højere end på Jorden - dannes der ingen plader på Venus. Men der findes sandsynligvis subduktionszoner på Venus, skriver Berovici og Ricard i deres artikel.

Efter at pladerne blev dannet for ca. tre milliarder år siden, blev deres bevægelser en mere kompliceret proces, noterer de to forskere.

Emner : Geologi
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det kan muligvis forklare, hvorfor de pladetektoniske bevægelser ikke går i stå igen, men hele systemet er ret nemt at starte ved at smaske en meteorit med en fornuftig størrelse ned et arbitrært sted i skorpen. Det er formentlig sket >1.000.000 gange på Jorden før ca. 3 mia. før nu, men tektoniske bevægelser kræver en vis pladetykkelse, før pladerne er tunge nok til at trække sig selv i døden. Det kræver formentlig også en tilstrækkelig gravitativ fraktionering af kappen, så den er tilstrækkelig let til, at lade omdannet skorpe synke.

  • 2
  • 1

Den mest oplagte forklaring kunne være den gang en komet ramte jorden og blev til det vi idag kender som månen. Dette komet sammenstød ville have givet voldsomme rystelser gennem jordskorpen.

Et tilsvarende fenomen kan måske forklare adskillelsen af Afrika fra Sydamerika.
Congo basinet er et mere end 3000 km bredt meget fladt område. Sedimentet der ligger på "overfladen" idag menes at være gamel søbund.
Derfor er det nærliggende at for co 200 millioner år siden blev jorden ramt af en kæmpe komet som har aflejret mineraler langs de vestlige og sydlige rand af Congobasinet. Dette kan have startet adskillelsen af de to kontinenter og udløste Perm Trias masse udryddelsen. Der endnu ikke boret huller dybe nok i central Congo til at nogen har kunne bevise at der ligger krater efterladenskaber i bunden.

  • 0
  • 0

Min egen "mest oplagde teori" er: Månen skabte, og opretholder, vores tektoniske plader.

Dog jeg desværre aldrig tog mig sammen og lavede en simpel test af hypotesen, selvom jeg havde en del geologi på studiet.

Teori: Det er ikke i selve dannelsen af månen at de tektoniske plader blev skabt, men at månen over tid har skabt og opretholdt pladerne, og derudover opretholdt jordens geologiske aktivitet, fordi der er en lille konstant påvirkning af jordens indre. Dette pga. det barycentriske punkt i Jord-Måne systemet ikke er i jordens midtpunkt, men derimod 1710 km under jordens overflade. Når størrelsesforholdet og afstanden mellem to objekter er, som mellem månen og jorden, skabes der et interessant kredsløb (link til animation på wikipedia), som jeg formoder påvirker jordens indre over geologiske tidsskalaer. Det, at månen tidligere havde et meget tættere kredsløb om jorden, med et andet barycentrisk punkt til følge, styrker formodningen (link til animationer på wikipedia) - da der ikke var tektonisk aktivitet i jordens første ~ 1,5 mia år.

Det, at jorden er den eneste klippeplanet med en så stor måne, og at jorden er den eneste klippeplanet med pladetektonik, giver anledning til at undersøge om der er en kobling - selvom disse teorier falder indenfor "absence of evidence is not evidence of absence" problematikken.

Som sagt, så er det en ikke efterprøvet hypotese, men vil alligevel sige det er en Poppersk formodning indtil den er modbevist. En eller anden dag får jeg overbevist en astrogeolog til at regne det efter, for at se om det var brillant klarsyn eller endnu en dum teori :)

  • 1
  • 0

Jordens tidevand er 30cm og dette må næsten være nok til at flytte kontinenterne ca. 1mm om måneden.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten