Microsoft lancerer søgemaskine til harddisken

Microsoft meldte sig i går ind i den eksklusive klub af leverandører af søgemaskiner til harddisken.

MSN Toolbar Suite, som programmet hedder, er gratis og blev præsenteret i går i en betaversion, en testudgave. Lanceringen af søgemaskinen kommer efter måneders hård konkurrence mellem de store udbydere af søgetjenester.

Google lancerede i oktober sin søgemaskine, og Yahoo sagde i sidste uge, at deres program vil være klar til januar. Søgetjenesten Ask Jeeves har oplyst, at de kommer med et tilsvarende program i denne uge, mens Apples Spotlight endnu lader vente på sig.

Ifølge Microsoft vil MSN Toolbar Suite søge efter filer i e-mails, kalender-emner, kontakter samt dokumenter, og endelig lader programmet brugerne søge på nettet med eksisterende teknologi fra MSN Search.